En gruppe af mennesker jeg følte mig forbundet med

Hej kære blog.

Det er nogle dage siden jeg sidst har været her, og har haft tanker om at skrive. Der har været meget andet, der har fyldt mit sind, og taget min tid. Men jeg er kommet til at tænke på noget, jeg gerne vil skrive om. Det handler om nogle mennesker, jeg første gang mødte i efteråret 2009, hvor jeg var ude at lede efter personer, jeg kunne føle slægtskab og forbindelse med. Det vil sige personer, der ligesom mig havde det svært med deres kønsidentitet og det biologiske køn, de var født med. Jeg fandt denne gruppe af mennesker via Internettet, og tror nok, jeg havde mailet med en af forpersonerne/initiativtagerne, inden jeg mødte op første gang. Egentlig vil hun ikke kaldes forperson, da vi forsøger at holde strukturen flad i gruppen, men man kan godt sige, at hun er en af dem, der bærer det tunge læs. Gruppen af mennesker, jeg her vil skrive om hedder T-gruppen og er en del af LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner).

Det var underligt første gang jeg gik op ad trapperne til lokalet øverst i bygningen på Nygade 7, hvor LGBT hører til, og hvor T-gruppen holdt et af deres møder. Jeg tror, jeg havde en eller anden spænding over, hvad det var for nogle mennesker, jeg skulle møde. Men jeg havde det også skidt med mig selv, var bange og utryg for, hvor jeg var på vej henad, og hvad det var for nogle ting, jeg var ved at finde ud af om mig selv. Jeg havde i mange år følt, der var ting jeg holdt tilbage, som jeg ikke snakkede om, og som jeg ikke følte, jeg kunne snakke om. Jeg var dog ikke helt sikker på, hvad det var.

Den første jeg mødte, da jeg kom op i lokalet, var "forkvinden", Grit, som hilste mig velkommen og gav mig et kram. Oppe i lokalet var også andre personer, og jeg hilste pænt på dem alle, selvom flere af dem virkede lidt sky, og jeg selv også var lidt nervøs. Jeg havde aldrig mødt andre transkønnede i mit liv, så det var både lidt angstprovokerende og lidt spændende for mig at se, hvad det var for nogle mennesker.

Mødet startede med, at vi alle satte os ved et bord midt i lokalet. Herefter fortalte Grit om ideen med gruppen, og hvad der foregik i og omkring den. Ordet gik derefter på runde og hver især fortalte lidt om dem selv og deres liv. Det var nogle hårde historier, jeg hørte. Jeg kunne mærke, at det for nogle var svært at snakke om de ting, de fortalte, men de forsøgte på bedste vis at være åbne og ærlige. Nogle havde i mange år måtte levet i skjul, fordi de havde kone og børn som de tog hensyn til, eller fordi samfundet omkring dem, havde svært ved at acceptere dem, som de mennesker de var/er. Sådan var det for de fleste. Det betød, at de i årevis havde måtte leve i en rolle, som ikke var deres, men som var et forsøg på at passe ind i samfundets forestilling om, hvordan man er, når man biologisk set er dreng eller pige. De havde derfor heller ikke kunnet udleve deres virkelige følelser, men havde måtte holde dem tilbage, og var nu i en proces med at finde ud af, hvem de i det hele taget var som personer.

Da turen kom til mig fortalte jeg om, hvor jeg selv stod. Jeg var på det tidspunkt meget i tvivl om, hvem jeg var, hvad jeg havde lyst til, og hvad andre mennesker ville acceptere - særligt mine nærmeste. Jeg var klar over, at kønnet altid havde fyldt meget for mig, og jeg havde altid spekuleret meget over, hvad der var dreng og pige. Indvendigt havde jeg også altid haft en følelse af, jeg skulle forandre og anstrenge mig for at være dreng, men havde ikke tænkt nærmere over det, da det havde været sådan siden jeg var lille. Jeg fortalte dem om min tvivl og usikkerhed.

I første omgang havde jeg svært ved at forestille mig og fornemme, at min historie kunne være lige så svær og hård som nogle af de andres. Men jeg følte på en eller anden sær måde, at jeg var forbundet med disse mennesker. Det var som om vi delte noget unikt. Samtidig følte jeg, at nogle af disse mennesker virkelig så mig, så mig som den jeg er/var bare ved at kigge mig i øjnene. Jeg behøvede ikke have det ene eller det andet køns tøj på, men var uden ord klar over, at det var pigen i mig, der blev set. Jeg kom derfor til flere møder i gruppen.

Langsomt gik det op for mig, at min historie også rummede ligeså meget smerte som nogle af de andres. Det var ikke kun i gruppen, jeg blev klar over det, men ved at snakke om det og ved at skrive ned, begyndte jeg langsomt at genopdage nogle af alle de følelser, jeg i mange år havde holdt skjult, fordi jeg følte, de var forkerte og forbudte. Jeg blev klar over, at jeg også i mange år havde gemt mig ved ubevidst at forsøge at leve op til rollen som mand/dreng, og ved at være mere opmærksom på andres behov og lyster end mine egne. Jeg skulle derfor også genopdage mig selv og finde ud af, hvem jeg var/er. Samtidig skulle jeg til at lære en masse ting forfra, da jeg aldrig havde lært at lytte til mig selv og mine egne behov. Den proces er kun lige startet, så langsomt er jeg på vej ud i livet i min nye identitet...