En konfrontation med angsten

Hej kære blog.

Jeg vil i dette indlæg fortælle om første gang, jeg skulle konfrontere min angst, som var og stadig er – dog i mindre omfang - en del af mig og min kropslige væren i verden. Angsten har fulgt mig siden jeg var lille, og var et af de elementer, der var med til at give mig den kropslige holdning, jeg havde som dreng. Samtidig har den rumsteret i mine nattedrømme, hvor den har været et tilbagevendende mareridt om at føle sig fastlåst og paralyseret i sin seng, mens følelesen af, at noget farligt var på færde bredte sig i min krop. Jeg vil fortælle om den første gang, jeg gik ud i København iført make-up, hvilket var første gang jeg konfronterede angsten. Det var et af de store skridt i min færd mod at vende mig til at være, den jeg er, og gå med det tøj og den make-up, der føles så rigtig indeni – også selvom folk kan kigge skævt, og jeg selv kan blive nervøs.

På det tidspunkt var jeg lige blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Amager, hvor jeg havde været indlagt i to uger, da min verden og jeg selv var ved at bryde sammen og langsomt brød sammen i tiden efter. Det vil jeg nok skrive mere om på et senere tidspunkt.

Dagen var en torsdag aften, og jeg var alene i min lejlighed. Jeg følte mig fanget herinde. Jeg kunne godt tage make-up og kjole på i lejligheden, selvom det også her var angstprovokerende, men jeg når jeg gik ud, følte jeg mig stadig bundet til mit gamle herretøj. Derfor blev jeg nødt til at møde min angst og konfrontere den. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvordan det ville være at bære make-up udenfor: Ville andre mennesker - særligt mænd og drenge - komme efter mig, skade mig eller håne mig? Det var og er, det jeg kan blive mest bange for.

Jeg startede med at lægge make-up foran spejlet. Jeg tog øjenskygge og mascara på, og forsøgte at forberede mig på at gå ud. Nerverne og kroppen var på det tidspunkt allerede i alarmberedskab, og jeg måtte blive ved med at fokusere på, at jeg bare skulle ud og gå en runde og så tilbage til lejligheden. Det var mit mål: Gå en tur på cirka 1 km omkring i amagerkanske bykvarter.

Efter at have lagt make-uppen tog jeg min daværende herrejakke og sko på. Jeg stillede mig hen til døren, hvor jeg tog nogle dybe indåndinger og stille lukkede op. Jeg kiggede mig omkring for at se om nogle af mine naboer var ude på gangen. De vidste ikke noget på det tidspunkt, og jeg havde ikke lyst til, at de skulle vide noget der, på den måde. Der var heldigvis ikke nogen, så jeg tog jeg de første skridt ud på gangen, bevægede mig ned ad bagtrappen og gik med nervøse skridt ud i natten. Jeg havde kun en ting i tankerne, som jeg blev ved med at sige til mig selv: "Ikke paralyser!, ikke paralyser!"

Det var sådan min angst fungerede, når jeg blev bange, paralyserede jeg. Jeg stoppede simpelthen mine bevægelser og forsøgte med hovedet at styre min krop til at være stille eller til at gøre tingene på en bestemt måde - det der i mange år havde været den drengede måde. Mønsteret og angsten havde været en ubevidst del af min måde at være i verden på, og det var først nu og i året, der var gået forinden, jeg var begyndt at blive opmærksom på det.

Jeg gik derfor ud med kun denne ene sætning i hovedet. Jeg gik hurtigt, ville ikke stoppe op og lade angsten få kontrollen. Jeg gik ned af gaderne og kiggede på de folk, jeg mødte på vejen. Jeg ville se, hvordan de reagerede. Der var ingen, der kiggede mærkeligt, vendte sig om eller så ud til at blive fjendtlige. Det tog toppen af angsten, og jeg kunne derfor på det sidste stykke af turen blive lidt mere fokuseret på andet end min angst. Sætningen klang dog stadig i mit hoved, da jeg gik mod min lejlighed, men jeg følte mig også lettet over, hvordan det var gået. Jeg havde klaret turen uden at gå i stå, og der var ikke nogen, der havde sagt eller råbt noget ubehageligt til mig. Jeg tog de sidste skridt op til lejligheden, hvor jeg låste mig ind, tog en dyb indånding og afklædte mig overtøjet. Mine tanker gik herefter i retning af, hvordan jeg videre skulle forsøge mig med nye skridt, der kunne hjælpe mig til at blive mere mig selv og turde være det. Det vil der sikkert komme flere historier om hen ad vejen.