Hej kære blog.
Jeg vil i dette andet indlæg fortælle min første oplevelse med et sted, jeg første gang mødte for omkring et par år siden. Det var før tankerne om at være kvinde rigtigt var begyndt at udkrystallisere sig. Jeg var blevet inviteret med af en af mine venner, som af og til havde været der og brugt stedet. Han var og er en alternativ type, som godt kan lide at gøre tingene på sin egen måde og ikke tænker så meget på, hvad flertallet gør eller ønsker, så jeg vidste godt, det var et sted for alternativ kultur. Jeg tror egentlig, jeg tænkte det måtte være et underligt sted, men var på den anden side alligevel fristet til at tage med, både fordi han syntes om stedet, men også fordi det lød spændende. Vi tog derfor derud en fredag aften, hvor vi var i byen sammen. Så vidt jeg husker, havde vi også en anden af mine daværende venner med, men det er knap så vigtigt. Stedet vi tog ud til ligger i kødbyen på Vesterbro og hedder Warehouse 9. Stedet rummer alternativ kultur med optrædender, udstillinger og performances, og holder derudover fester for alle salgs LGBT-mennesker (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) med særligt fokus på transpersonerne, men der også plads til alle andre, der har lyst til at være med.
Det var en af festerne, vi tog ud til, og der var denne aften også performances af nogen, jeg desværre ikke kan huske navnet på, men som var nogle mænd/transer, der optrådte i dametøj og derudover bar masker, således at deres ansigter var skjulte. Måske en del af det lidt hengemte i deres udtryk.
Jeg kan ikke præcis huske, hvordan jeg reagerede i første omgang, da vi kom ud til stedet. Jeg tror jeg blev lidt overældet af alle de forskellige mennesker, der var til stede. Mennesker, som klædte sig på en speciel og alternativ måde i forhold til det, jeg var vant til. I løbet af aftenen fik jeg dog en følelse af, at det var lidt spændende og pirrende for min nysgerrighed og mine indre følelser, men samtidig virkede det også grænseoverskridende. Nogle personer legede med deres køn eller var i det modsatte køn, ved at være mænd/transpersoner (det afhænger af, hvordan de selv vil definere sig) iklædt dametøj. Nogle var fuldt dresset op, og andre bar blot dele af det kvindelige køns tøj på. Herudover var der piger, der havde mandetøj på. I det hele taget var der en stemning af leg og fri udfoldelse. Grænserne for, hvad man kunne tilllade sig, i forhold til, hvordan man klædte sig eller så ud var flydende og fire. Der var ingen bindende normer eller angribende blikke, når man skejede ud, man kunne tillade at udstille sig selv, som man selv havde mest lyst til.
Det virkede fjernt for mig at forestille sig, hvordan man kunne være så fri i sin måde at være og optræde på. Hvordan kunne man tillade sig at lade sig drage af forvandlingen til modsatte køn? Det virkede uvirkeligt for mig. Jeg havde selv en forestilling om, at man skulle være, som man var, altså være det køn man var født som. Det forvirrede mig, at man kunne være anderledes, at den mulighed også var åben. Jeg følte mig draget af stedet og den frihed, jeg oplevede der, men følte samtidig, at det var mærkeligt, forbudt og forkert at tænke i baner af det modsatte køn. Var jeg ikke født som en mand, og havde jeg ikke altid været det? Eller var der noget andet, der pirrede inde i mig? Jeg tror ikke, jeg tænkte det så klart på det tidspunkt, men følelsen af at blive forført var der.
Det gav mig lyst til at komme igen, selvom alle tankerne af, at det var forkasteligt og forkert i lang tid holdt mig tilbage og holdt mig på det spor, jeg troede, der var lagt for mig. Et spor jeg var sikker på, man skulle forfølge, for det havde man da altid gjort i min familie. Man stillede ikke sig selv for meget til skue, krævede ikke for meget, bad ikke om lov til at være der, hvis man skilte sig ud fra flertallet - man skulle jo helst passe ind - og ikke mindst gav man ikke afløb for sine følelser og affekter, hvis man havde brug for det. Og give afløb for affekterne, det fik jeg brug for og er jeg også sikker på, jeg får brug for, hvis jeg skal klare mig som transkønnet. Jeg tror det er vigtigt at give afløb, for det man føler, om det så er sorg, vrede, skyld, skam eller noget femte, Det er i hvert fald noget af det, jeg prøver at tænke på og blive bedre til, da jeg i alt for mange år har gemt mine følelser væk og ikke ladet dem komme til udtryk, hvilket kom til at gøre ondt i sidste ende. Det vil jeg nok fortælle mere om en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar