Hej kære blog.
Jeg vil gerne skrive noget, fordi jeg gennem teksten kan udtrykke noget af det, der er så svært og noget af det som jeg har svært ved at fortælle andre om, men jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde. Jeg tror jeg vil begynde med at være ærlig både over for mig selv, og over for dig blog. Jeg kæmper stadig, jeg kæmper med mig selv og jeg kæmper med omverdenen. Jeg tror jeg havde en drøm om, at når jeg sprang ud, og de mennesker jeg havde omkring mig begyndte at acceptere mig som pige/kvinde, så ville tingene blive lettere, og jeg ville føle, at min gang i verden ikke var så tung. Jeg forestillede mig, at de ville kunne se mig som den jeg virkelig var, og den, jeg følte jeg havde inde mig; den lille pige, der aldrig rigtig følte hun blev set, og som følte hun skulle kæmpe for at andre mennesker ville være sammen med hende. Sådan gik det desværre ikke, jeg føler det er så få mennesker, der ser mig, og hvor jeg føler mig tryg nok til at kunne være, den jeg er. Jeg har siden jeg sprang ud været indlagt to gange på psykiatrisk afdeling pga. selvmordsforsøg, og jeg har stadigvæk mange selvmordstanker, fordi livet virker hårdt og uoverskueligt. Jeg prøver hver dag at være det menneske jeg er, men jeg har selv svært ved at finde ud af, hvem det er, og jeg bliver nemt skuffet eller såret, hvis jeg ikke føler jeg bliver set som mig. Jeg ved godt det ikke giver mening, at andre skal kunne se mig, når jeg ikke selv ved hvem jeg er, men følelserne er der stadigvæk. Jeg vil gerne have, at andre mennesker skal kunne forstå mig, jeg vil gerne have, at de skal kunne sætte sig ind i den smerte, jeg lever med.
Jeg blev født som en dreng, og det var det alle opfattede mig som, min familie, børnehaven, skolen, venner og alle de andre mennesker, der har været i mit liv. Jeg var Brian, jeg var den glade dreng, som mange godt kunne lide at være sammen med og som mange holdt af. Men jeg var også trist og indadvendt, inderst inde var der noget jeg længtes efter, noget som fik mig til at føle jeg ikke hørte til eller, at jeg var det forkerte sted. Det var som om der var ting, jeg ikke selv var herre over, ting som jeg ikke kunne kontrollere eller styre. Jeg følte det var forkert, jeg følte det var mærkeligt, ulækkert og klamt, og den følelse har jeg stadigvæk. For der var aldrig nogen, der fortalte mig at man kunne være pige, når man var dreng eller man kunne være tøset og følsom, når man var dreng. I stedet var der et væld af forventninger, et væld af krav om, hvordan "man" burde opføre sig, hvordan "man" burde være, og hvilke ting "man" burde gøre. Jeg tror jeg prøvede at være den jeg var, da jeg var lille, men hvor end jeg gik var det som om der ikke var plads til det. Min familie, børnehaven og skolesystemet havde nogle andre forventninger til, hvordan jeg burde være og hvordan jeg burde opføre mig. "Tag dig nu sammen", "mand dig op", "gå ud og leg med de andre drenge" eller lignende udtryk har jeg hørt tit. Det var som om de gerne ville have mig til at være noget andet, end det jeg var, som om jeg helst skulle gøre tingene på en anden måde end det jeg havde lyst til. Der var ikke nogen der sagde til mig, at jeg kunne gøre som jeg havde lyst til. Jeg kom til at føle, at det var mig der var galt på den, at det var mig der gjorde tingene forkert.
Kønsnormerne for "korrekt" drenget opførsel er ifølge forskningen stærkere end for piget. Det er sværere at stikke ud som en tøset dreng end det er at stikke ud som en maskulin pige. Jeg har på min krop mærket, hvad det vil sige at føle sig tvunget til at gøre tingene på en bestemt måde, at skulle leve op til visse standarder for at blive accepteret i børneflokken og af pædagoger og undervisere. Jeg følte mig inderst inde presset til at skulle gøre tingene på en anden måde, end den der føltes naturlig for mig. Også, tror jeg, fordi jeg aldrig følte jeg kunne være mig selv derhjemme. Jeg vil ikke hænge min familie ud her, men blot konstatere, at jeg aldrig blev opflasket med følelsen af, at det var okay at være den man er, hvem man så end er. Jeg er blot sur og vred over, at det har været sådan, fordi mange af de ting, jeg har følt sidder som angst i min krop og gør at jeg har svært ved at være mig selv nu og have en klar fornemmelse af, hvem jeg er. Jeg prøver, og gud skal vide, at jeg i mit hoved og i hverdagen slås som en sindssyg for at komme til overensstemmelse med mig selv, så jeg kan føle noget godt og ikke være plaget af frygten for, hvad andre tænker og mener. Det er svært, fordi jeg let bliver slået ud af andre mennesker, uden at jeg præcist kan sætte fingeren på, hvorfor. Måske er det fordi, jeg gerne vil have at de skal kunne lide mig, at de skal kunne synes om mig, og så kommer jeg til at være for sød overfor dem, at please dem som man siger. Det har jeg også lært fra jeg var lille. Det gav mig sikkerhed og tryghed, at andre mennesker godt kunne lide mig. Jeg følte og føler, at jeg har noget at holde fast i, at der er nogen der er der for mig, hvis jeg vælter. Men samtidig føler jeg, jeg skal give dem det de gerne vil have, ellers er det ikke sikkert de vil være der for mig. Og det kan også være ting, hvor jeg går på kompromis med mig selv. Jeg vil gerne ud af det spil eller det mønster. Jeg ved bare ikke, hvordan og jeg ved ikke, hvad jeg kan stole eller tro på, men i morgen går jeg et sted hen for at søge hjælp. Et sted som jeg mange gange har tænkt på at besøge, men som jeg ikke har fået gjort. Jeg vil ikke nævne det her, men blot sige, at det er et sted for voksne børn; voksne der lever problemfyldt med mange af de uheldige mønstre de fik med sig fra barndommen.
Jeg håber min vej bliver lysere.
Farvel og på gensyn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar