fredag den 16. juli 2010

En gruppe af mennesker jeg følte mig forbundet med

Hej kære blog.

Det er nogle dage siden jeg sidst har været her, og har haft tanker om at skrive. Der har været meget andet, der har fyldt mit sind, og taget min tid. Men jeg er kommet til at tænke på noget, jeg gerne vil skrive om. Det handler om nogle mennesker, jeg første gang mødte i efteråret 2009, hvor jeg var ude at lede efter personer, jeg kunne føle slægtskab og forbindelse med. Det vil sige personer, der ligesom mig havde det svært med deres kønsidentitet og det biologiske køn, de var født med. Jeg fandt denne gruppe af mennesker via Internettet, og tror nok, jeg havde mailet med en af forpersonerne/initiativtagerne, inden jeg mødte op første gang. Egentlig vil hun ikke kaldes forperson, da vi forsøger at holde strukturen flad i gruppen, men man kan godt sige, at hun er en af dem, der bærer det tunge læs. Gruppen af mennesker, jeg her vil skrive om hedder T-gruppen og er en del af LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner).

Det var underligt første gang jeg gik op ad trapperne til lokalet øverst i bygningen på Nygade 7, hvor LGBT hører til, og hvor T-gruppen holdt et af deres møder. Jeg tror, jeg havde en eller anden spænding over, hvad det var for nogle mennesker, jeg skulle møde. Men jeg havde det også skidt med mig selv, var bange og utryg for, hvor jeg var på vej henad, og hvad det var for nogle ting, jeg var ved at finde ud af om mig selv. Jeg havde i mange år følt, der var ting jeg holdt tilbage, som jeg ikke snakkede om, og som jeg ikke følte, jeg kunne snakke om. Jeg var dog ikke helt sikker på, hvad det var.

Den første jeg mødte, da jeg kom op i lokalet, var "forkvinden", Grit, som hilste mig velkommen og gav mig et kram. Oppe i lokalet var også andre personer, og jeg hilste pænt på dem alle, selvom flere af dem virkede lidt sky, og jeg selv også var lidt nervøs. Jeg havde aldrig mødt andre transkønnede i mit liv, så det var både lidt angstprovokerende og lidt spændende for mig at se, hvad det var for nogle mennesker.

Mødet startede med, at vi alle satte os ved et bord midt i lokalet. Herefter fortalte Grit om ideen med gruppen, og hvad der foregik i og omkring den. Ordet gik derefter på runde og hver især fortalte lidt om dem selv og deres liv. Det var nogle hårde historier, jeg hørte. Jeg kunne mærke, at det for nogle var svært at snakke om de ting, de fortalte, men de forsøgte på bedste vis at være åbne og ærlige. Nogle havde i mange år måtte levet i skjul, fordi de havde kone og børn som de tog hensyn til, eller fordi samfundet omkring dem, havde svært ved at acceptere dem, som de mennesker de var/er. Sådan var det for de fleste. Det betød, at de i årevis havde måtte leve i en rolle, som ikke var deres, men som var et forsøg på at passe ind i samfundets forestilling om, hvordan man er, når man biologisk set er dreng eller pige. De havde derfor heller ikke kunnet udleve deres virkelige følelser, men havde måtte holde dem tilbage, og var nu i en proces med at finde ud af, hvem de i det hele taget var som personer.

Da turen kom til mig fortalte jeg om, hvor jeg selv stod. Jeg var på det tidspunkt meget i tvivl om, hvem jeg var, hvad jeg havde lyst til, og hvad andre mennesker ville acceptere - særligt mine nærmeste. Jeg var klar over, at kønnet altid havde fyldt meget for mig, og jeg havde altid spekuleret meget over, hvad der var dreng og pige. Indvendigt havde jeg også altid haft en følelse af, jeg skulle forandre og anstrenge mig for at være dreng, men havde ikke tænkt nærmere over det, da det havde været sådan siden jeg var lille. Jeg fortalte dem om min tvivl og usikkerhed.

I første omgang havde jeg svært ved at forestille mig og fornemme, at min historie kunne være lige så svær og hård som nogle af de andres. Men jeg følte på en eller anden sær måde, at jeg var forbundet med disse mennesker. Det var som om vi delte noget unikt. Samtidig følte jeg, at nogle af disse mennesker virkelig så mig, så mig som den jeg er/var bare ved at kigge mig i øjnene. Jeg behøvede ikke have det ene eller det andet køns tøj på, men var uden ord klar over, at det var pigen i mig, der blev set. Jeg kom derfor til flere møder i gruppen.

Langsomt gik det op for mig, at min historie også rummede ligeså meget smerte som nogle af de andres. Det var ikke kun i gruppen, jeg blev klar over det, men ved at snakke om det og ved at skrive ned, begyndte jeg langsomt at genopdage nogle af alle de følelser, jeg i mange år havde holdt skjult, fordi jeg følte, de var forkerte og forbudte. Jeg blev klar over, at jeg også i mange år havde gemt mig ved ubevidst at forsøge at leve op til rollen som mand/dreng, og ved at være mere opmærksom på andres behov og lyster end mine egne. Jeg skulle derfor også genopdage mig selv og finde ud af, hvem jeg var/er. Samtidig skulle jeg til at lære en masse ting forfra, da jeg aldrig havde lært at lytte til mig selv og mine egne behov. Den proces er kun lige startet, så langsomt er jeg på vej ud i livet i min nye identitet...

lørdag den 10. juli 2010

En konfrontation med angsten

Hej kære blog.

Jeg vil i dette indlæg fortælle om første gang, jeg skulle konfrontere min angst, som var og stadig er – dog i mindre omfang - en del af mig og min kropslige væren i verden. Angsten har fulgt mig siden jeg var lille, og var et af de elementer, der var med til at give mig den kropslige holdning, jeg havde som dreng. Samtidig har den rumsteret i mine nattedrømme, hvor den har været et tilbagevendende mareridt om at føle sig fastlåst og paralyseret i sin seng, mens følelesen af, at noget farligt var på færde bredte sig i min krop. Jeg vil fortælle om den første gang, jeg gik ud i København iført make-up, hvilket var første gang jeg konfronterede angsten. Det var et af de store skridt i min færd mod at vende mig til at være, den jeg er, og gå med det tøj og den make-up, der føles så rigtig indeni – også selvom folk kan kigge skævt, og jeg selv kan blive nervøs.

På det tidspunkt var jeg lige blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Amager, hvor jeg havde været indlagt i to uger, da min verden og jeg selv var ved at bryde sammen og langsomt brød sammen i tiden efter. Det vil jeg nok skrive mere om på et senere tidspunkt.

Dagen var en torsdag aften, og jeg var alene i min lejlighed. Jeg følte mig fanget herinde. Jeg kunne godt tage make-up og kjole på i lejligheden, selvom det også her var angstprovokerende, men jeg når jeg gik ud, følte jeg mig stadig bundet til mit gamle herretøj. Derfor blev jeg nødt til at møde min angst og konfrontere den. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvordan det ville være at bære make-up udenfor: Ville andre mennesker - særligt mænd og drenge - komme efter mig, skade mig eller håne mig? Det var og er, det jeg kan blive mest bange for.

Jeg startede med at lægge make-up foran spejlet. Jeg tog øjenskygge og mascara på, og forsøgte at forberede mig på at gå ud. Nerverne og kroppen var på det tidspunkt allerede i alarmberedskab, og jeg måtte blive ved med at fokusere på, at jeg bare skulle ud og gå en runde og så tilbage til lejligheden. Det var mit mål: Gå en tur på cirka 1 km omkring i amagerkanske bykvarter.

Efter at have lagt make-uppen tog jeg min daværende herrejakke og sko på. Jeg stillede mig hen til døren, hvor jeg tog nogle dybe indåndinger og stille lukkede op. Jeg kiggede mig omkring for at se om nogle af mine naboer var ude på gangen. De vidste ikke noget på det tidspunkt, og jeg havde ikke lyst til, at de skulle vide noget der, på den måde. Der var heldigvis ikke nogen, så jeg tog jeg de første skridt ud på gangen, bevægede mig ned ad bagtrappen og gik med nervøse skridt ud i natten. Jeg havde kun en ting i tankerne, som jeg blev ved med at sige til mig selv: "Ikke paralyser!, ikke paralyser!"

Det var sådan min angst fungerede, når jeg blev bange, paralyserede jeg. Jeg stoppede simpelthen mine bevægelser og forsøgte med hovedet at styre min krop til at være stille eller til at gøre tingene på en bestemt måde - det der i mange år havde været den drengede måde. Mønsteret og angsten havde været en ubevidst del af min måde at være i verden på, og det var først nu og i året, der var gået forinden, jeg var begyndt at blive opmærksom på det.

Jeg gik derfor ud med kun denne ene sætning i hovedet. Jeg gik hurtigt, ville ikke stoppe op og lade angsten få kontrollen. Jeg gik ned af gaderne og kiggede på de folk, jeg mødte på vejen. Jeg ville se, hvordan de reagerede. Der var ingen, der kiggede mærkeligt, vendte sig om eller så ud til at blive fjendtlige. Det tog toppen af angsten, og jeg kunne derfor på det sidste stykke af turen blive lidt mere fokuseret på andet end min angst. Sætningen klang dog stadig i mit hoved, da jeg gik mod min lejlighed, men jeg følte mig også lettet over, hvordan det var gået. Jeg havde klaret turen uden at gå i stå, og der var ikke nogen, der havde sagt eller råbt noget ubehageligt til mig. Jeg tog de sidste skridt op til lejligheden, hvor jeg låste mig ind, tog en dyb indånding og afklædte mig overtøjet. Mine tanker gik herefter i retning af, hvordan jeg videre skulle forsøge mig med nye skridt, der kunne hjælpe mig til at blive mere mig selv og turde være det. Det vil der sikkert komme flere historier om hen ad vejen.

torsdag den 1. juli 2010

Et sted, hvor der blevet leget med kønnet

Hej kære blog.

Jeg vil i dette andet indlæg fortælle min første oplevelse med et sted, jeg første gang mødte for omkring et par år siden. Det var før tankerne om at være kvinde rigtigt var begyndt at udkrystallisere sig. Jeg var blevet inviteret med af en af mine venner, som af og til havde været der og brugt stedet. Han var og er en alternativ type, som godt kan lide at gøre tingene på sin egen måde og ikke tænker så meget på, hvad flertallet gør eller ønsker, så jeg vidste godt, det var et sted for alternativ kultur. Jeg tror egentlig, jeg tænkte det måtte være et underligt sted, men var på den anden side alligevel fristet til at tage med, både fordi han syntes om stedet, men også fordi det lød spændende. Vi tog derfor derud en fredag aften, hvor vi var i byen sammen. Så vidt jeg husker, havde vi også en anden af mine daværende venner med, men det er knap så vigtigt. Stedet vi tog ud til ligger i kødbyen på Vesterbro og hedder Warehouse 9. Stedet rummer alternativ kultur med optrædender, udstillinger og performances, og holder derudover fester for alle salgs LGBT-mennesker (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) med særligt fokus på transpersonerne, men der også plads til alle andre, der har lyst til at være med.

Det var en af festerne, vi tog ud til, og der var denne aften også performances af nogen, jeg desværre ikke kan huske navnet på, men som var nogle mænd/transer, der optrådte i dametøj og derudover bar masker, således at deres ansigter var skjulte. Måske en del af det lidt hengemte i deres udtryk.

Jeg kan ikke præcis huske, hvordan jeg reagerede i første omgang, da vi kom ud til stedet. Jeg tror jeg blev lidt overældet af alle de forskellige mennesker, der var til stede. Mennesker, som klædte sig på en speciel og alternativ måde i forhold til det, jeg var vant til. I løbet af aftenen fik jeg dog en følelse af, at det var lidt spændende og pirrende for min nysgerrighed og mine indre følelser, men samtidig virkede det også grænseoverskridende. Nogle personer legede med deres køn eller var i det modsatte køn, ved at være mænd/transpersoner (det afhænger af, hvordan de selv vil definere sig) iklædt dametøj. Nogle var fuldt dresset op, og andre bar blot dele af det kvindelige køns tøj på. Herudover var der piger, der havde mandetøj på. I det hele taget var der en stemning af leg og fri udfoldelse. Grænserne for, hvad man kunne tilllade sig, i forhold til, hvordan man klædte sig eller så ud var flydende og fire. Der var ingen bindende normer eller angribende blikke, når man skejede ud, man kunne tillade at udstille sig selv, som man selv havde mest lyst til.

Det virkede fjernt for mig at forestille sig, hvordan man kunne være så fri i sin måde at være og optræde på. Hvordan kunne man tillade sig at lade sig drage af forvandlingen til modsatte køn? Det virkede uvirkeligt for mig. Jeg havde selv en forestilling om, at man skulle være, som man var, altså være det køn man var født som. Det forvirrede mig, at man kunne være anderledes, at den mulighed også var åben. Jeg følte mig draget af stedet og den frihed, jeg oplevede der, men følte samtidig, at det var mærkeligt, forbudt og forkert at tænke i baner af det modsatte køn. Var jeg ikke født som en mand, og havde jeg ikke altid været det? Eller var der noget andet, der pirrede inde i mig? Jeg tror ikke, jeg tænkte det så klart på det tidspunkt, men følelsen af at blive forført var der.

Det gav mig lyst til at komme igen, selvom alle tankerne af, at det var forkasteligt og forkert i lang tid holdt mig tilbage og holdt mig på det spor, jeg troede, der var lagt for mig. Et spor jeg var sikker på, man skulle forfølge, for det havde man da altid gjort i min familie. Man stillede ikke sig selv for meget til skue, krævede ikke for meget, bad ikke om lov til at være der, hvis man skilte sig ud fra flertallet - man skulle jo helst passe ind - og ikke mindst gav man ikke afløb for sine følelser og affekter, hvis man havde brug for det. Og give afløb for affekterne, det fik jeg brug for og er jeg også sikker på, jeg får brug for, hvis jeg skal klare mig som transkønnet. Jeg tror det er vigtigt at give afløb, for det man føler, om det så er sorg, vrede, skyld, skam eller noget femte, Det er i hvert fald noget af det, jeg prøver at tænke på og blive bedre til, da jeg i alt for mange år har gemt mine følelser væk og ikke ladet dem komme til udtryk, hvilket kom til at gøre ondt i sidste ende. Det vil jeg nok fortælle mere om en anden gang.