Kan jeg være mig?

Kære Blog.

Jeg er her igen. Det er lang tid siden, jeg har været her. Men der er noget vigtigt jeg godt vil fortælle dig og som jeg også godt vil fortælle omverdenen. Jeg er transkønnet. For at slå det fast endnu engang vil det sige, at jeg er en pige, men jeg er født med en drengekrop. Jeg har stadig drengegenitalier og har endnu heller ikke fået mine egne bryster. Jeg er på vej i den proces, men det er knap så vigtigt. Det er det omverdenen gerne vil høre og bliver lagt vægt på, når folk spørger mig om noget i forhold til min transkønnethed: "er du blevet opereret eller vil du og i så fald hvornår?". Men det er ligemeget. Det handler ikke om operation - det handler ikke, om jeg har den ene eller den anden form for kønsorganer, om jeg har bryster eller ej. Det handler om at være mig og det handler om at kunne være mig. Uden at blive udsat for hån, latterliggørelse, vold, stirrende blikke, mærkelige kommentarer, grin, eksklusion, afstandtagen eller nedladende attitude eller kommentarer.

Jeg blev som sagt født med en drengekrop, men inde i denne drengekrop boede en pige. Hun har altid været der og hun har levet derinde hele mit liv. Jeg blev dog ikke klar over det før jeg blev 25 år, før min mor døde og jeg skulle til at finde mig selv og finde ud af hvem jeg var, når hun ikke længere styrede og bestemte over mig, og jeg ikke længere dannede og indgik i relationer, der udsprang af mit forhold til hende. Jeg lærte fra barns ben af at være en pleaser, jeg lærte at gøre de ting, der blev forventet og ønsket af mig, og jeg holdt igen på den vrede og aggression jeg gik rundt med. Omverdenen så en dreng, når de mødte mig og jeg forsøgte at leve op til de forventninger. der blev stillet på baggrund heraf. Det gjorde mig vred og ked af det. Jeg mistede på den måde min egen identitet - min følelse af mig selv og blev et produkt af omgivelsernes krav og forventninger. Jeg ville gerne gøre det godt, og jeg ville gerne se om jeg kunne gøre de mennesker, der var omkring mig tilfredse - de voksne, kammeraterne, mine forældre og min lillebror. Det blev en ulige kamp, for jeg ville aldrig kunne lykkes, jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds og gøre alle tilpas. Men det var det jeg havde lært hjemmefra, så derfor forsøgte jeg at gøre det. Det var min overlevelsesstrategi. Og jeg gjorde det også godt et langt stykke hen af vejen, og samtidig klarede jeg mig godt i skolen, på gymnaiset og på universitetet og fik et flot studiejob i Justitsministeriet, som studentermedhjælper i forksningskontoret. Jeg var en mand på det tidspunkt, eller rettere sagt jeg havde et kønsudtryk som andre mænd. Og på papiret så alt lovende ud for mig. Flot karriere, god familie, gode venner, god økonomi - mad, vin og luksus. Men inde i mig var der en lille pige der savnede kærlighed, omsorg, tryghed og nærhed. Jeg havde ikke lært at passe på mig selv, vidste ikke hvad kærlighed handlede om, og hvad ægte omsorg og nærhed ville sige, ligesom jeg heller ikke vidste hvad ægte støtte, opmuntring og grænsesætning handlede om. Og det er jeg stadigvæk kun ved at lære, men jeg bliver bedre til det og jeg bliver bedre til at finde ud af, hvad der er godt. Det er jeg glad for og jeg er glad for det jeg lærer og den hjælp jeg får. Nu vil jeg dog gerne vende tilbage til pigen i mig - eller rettere til mig - til min transkønnethed.

I dagens Danmark er det sådan, at vi vurderer og opfatter hinanden et langt stykke hen af vejen ud fra hinandens køn - er det en mand eller kvinde, vi møder eller taler med, hører vi til hos drengene eller pigerne, er det et mandefag eller kvindefag og hvorfor er det det ene eller det andet osv. osv. Mange tænker nok ikke over det i deres dagligdag, fordi det er så indlejret i de fleste som en forforståelse og en måde at opfatte verden på. Men hvis det ikke var så vigtigt og hvis det ikke fyldte så meget, hvordan kan det så være, at det skaber så meget påstyr, at jeg ønsker at skifte køn eller rettere ønsker at udleve min kønsidentitet, der er modsat min biologiske krop? For det gør det - det går ikke let af sig - ligesom det heller ikke skaber meget positiv feedback hos almindelige mennesker. Jeg er som sagt født med en drengekrop og føler mig som pige. Det betyder at mange mennesker stadigvæk tænker jeg er en mand eller opfatter mig som en mand - måske en feminin en slagsen - men ikke som en kvinde eller som en transkønnet kvinde. Og det er selvom mit kønsudtryk er lig andre kvinders. Jeg har langt hår, jeg går med make-up, jeg går med feminint tøj og har på mange måder tillagt mig en attitude og et kønsudtryk som andre kvinder i dette land. Min stemme kan dog stadig være dyb, men også lys, det kommer an på til hvilken lejlighed og hvad jeg siger. Jeg kan godt øve mig i at gøre den lysere og mere feminin, og det vil jeg sikkert også, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, for jeg tror den manglende postitive feedback og respons handler om noget andet. Jeg tror det er noget andet der gør, at folk har svært ved at opfatte mig som kvinde. Jeg tror det handler det mere om min krop, om hvordan den ser ud og hvilke associationer den giver folk. Jeg tror det for mange almindelige mennesker handler om hvilke kønsdele jeg har, og med hvilken krop, jeg i første omgang blev født. Og det er en drengekrop.

Jeg er blevet opdraget til at være en dreng... Af mine forældre, af børnehavepædagoger, af skolevæsenet og af alle de andre mennesker, jeg havde kontakt til som barn. Og jeg har lært hvad det vil sige at gøre drengeting og ikke opføre sig som pige. Jeg har samtidig lært at drenge skal være stærke, modige, ikke vise frygt, have selvkontrol, kunne klare sig selv, og ikke lade sig glide for meget med af sine følelser. Jeg har derimod ikke lært så meget om, hvad det vil sige at være feminin, tøset, pjattet, fjantet, give slip og lade følelserne tage over. Det kunne jeg godt tænke mig at lære mere af og blive bedre til. Men det er svært for der er ikke mange mænd jeg kan være feminin og tøset overfor og der er ikke mange kvinder jeg kan være pige/kvinde sammen med med mindre jeg fortæller dem, hvordan tingene hænger sammen. Og ja det gør mig vred og arrig. Fordi jeg føler ikke jeg kan gå ud og få den opmærksomhed jeg søger og udleve mig selv som det menneske, jeg er. Jeg kan ikke som andre piger og kvinder gå ud og flirte med mændene eller tiltrække deres opmærksomhed på kvindelige præmisser, og jeg kan i mange tilfælde ikke få dem til at se og opfatte mig som en kvinde, selvom flirtedelen er skåret fra. Den opmærksomhed giver de mig ikke, den måde vil de ikke møde mig på. Lige sådan er der mange kvinder, der heller ikke møder mig som en pige/kvinde (eller rettere som transkønnet kvinde). De møder mig stadig som en mand i dametøj eller en trans (og det er i negativ betydning af ordet - som i "han er trans" eller "hende transen"). Det er ydmygende og nedværdigende. Samtidig føler jeg at min personlighed bliver krænket og er blevet krænket, fordi de forventninger, der bliver stillet til mig og er blevet stillet til mig ikke stemmer overens med min personlighed. På godt gammelt dansk: "Jeg er ikke en dreng, og jeg har aldrig været en dreng og jeg bliver ikke en dreng." Jeg er transkønnet kvinde, og det er der mange, der har svært ved at forstå og se.

Jeg oplever at blive ignoreret, blive set ned på mig, kigget skævt til, råbt skældsord efter, lagt afstand til og at der i samfundet og den offentlige diskurs bliver talt dårligt om mig og min slags. Vi bliver sygeliggjort, stemplet som mærkelige, udstillet som freaks, krænket ved at blive omtalt med forkerte pronomens (han/hun) og på andre måder gjort til skamme over de mennesker, vi er. Er det i sådan et samfund jeg skal forsøge at blive en bidragende samfundsborger? Det ved jeg ikke... Jeg vil ikke betragtes som en andenrangsborger, og jeg vil ikke være den, der bliver valgt sidst til job, uddannelse og andre goder, fordi jeg er anderledes og ikke er som flertallet. Jeg er bedre og mere værd end det. Og jeg tror jeg har arbejdet hårdere og mere intensivt end andre for at blive mig selv og for at være mig selv, samt med at rydde op i det rod af dysfunktioner og negative mønstre, jeg lærte som barn. Og det arbejder jeg stadig med og vil nok gøre i lang tid. Men jeg ved ærlig talt ikke, hvorvidt jeg ønsker at være del af et samfund, der ikke respekterer og anerkender min identitet. Jeg har hørt om andre transkønnede, der er rejst ud af landet eller har bosat sig andre steder, hvor accepten og tolerancen er større, og de tanker og deres erfaringer ligger i mit baghoved. Jeg ønsker at kunne være mig og jeg ønsker at kunne være det på lige fod med andre. Den respekt mener jeg, jeg fortjener, lige så vel som andre mennesker fortjener den. Med et ønske om større tolerance, accept og respekt.

Til orientering er indlægget ikke rettet mod nogen bestemt, men er en konstatering af, hvordan jeg oplever det at være transkønnet i Danmark i 2012, og hvordan jeg har oplevet det i mit liv hidtil.

Undertrykkelse og mandlige forventninger

Kære Blog.

Jeg vil godt fortælle dig noget, og fortælle verden noget. Der er noget jeg godt vil dele med dig, noget jeg har brug for at komme ud med. Jeg går i øjeblikket i et terapiforløb på psykiatrisk center amager, for at få bedre selvværd og for at få arbejdet med nogle af de dysfunktionelle mønstre, jeg har lært i min opvækst. Det er et terapiforløb, hvor der arbejdes med gruppeterapi, og vi har dynamisk gruppe og kognitiv gruppe - to forskellige former former for terapi. Dynamisk gruppe er kort fortalt lidt ligesom almindelig psykoterapi. I gruppen snakker vi om vores relationer, opvækst og noget af det, der er svært i dagligdagen. Kognitiv gruppe retter sig mere mod, hvordan man kan lave om på nogle af de ting man gør - ændringer der gerne skulle være med til at styrke selvværdet, men som også kan bruges, hvis man oplever angst, eller hvis man har dysfunktionelle eller destruktive adfærdsmønstre. Forløbet er spændende og udfordrende, men kan til tider også være svært og hårdt. Vi er på det sidste begyndt at snakke om min transkønnethed i min dynamiske gruppe. Jeg kan ikke sige konkret, hvad vi snakker om, da det vi siger i gruppen siges i fortrolighed. Men jeg kan fortælle om nogle af de oplevelser, jeg har haft forud for gruppeterapien, og som påvirker mit forhold til mig selv som transkønnet, og mine reaktioner i forhold til emnet. For jeg bliver hurtigt vred, når nogen siger noget til mig i forhold til min identitet som transkønnet. Hvis det f.eks. handler om hvorvidt det er rigtigt eller forkert, eller om hvorvidt andre bør eller skal acceptere det. Jeg vil derfor godt skrive lidt om, hvad der gør mig vred og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.

Da jeg var lille og gik i børnehave oplevede jeg, at folk ikke troede på mig, når jeg sagde jeg havde det skidt, eller følte mig dårligt tilpas. Jeg oplevede at mine følelser ikke blev accepteret eller respekteret for det de var - nemlig mine følelser og mine oplevelser. I stedet for blev jeg opfordret til at gå ud og "have det sjovt" og lege ligesom andre drenge. Jeg tror, jeg lærte, at hvis jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det eller hvordan jeg følte, så hjalp det alligevel ikke. Inderst inde tror jeg, jeg følte mig sur og skuffet - skuffet over ikke at blive taget alvorligt og sur over at blive afvist. For jeg følte mig afvist. Jeg følte ikke der blev lyttet til mine behov, og at min måde at være i verden på blev nedvurderet og ikke taget alvorligt. De ting jeg prøvede at sige, eller de oplevelser jeg gik rundt med følte jeg ikke der var plads til, og jeg følte ikke jeg kunne udtrykke dem. Og deraf give plads til min frustration og min vrede over ikke at passe ind eller føle mig til rette i min drengekrop. Jeg gik med en fornemmelse af, der var noget galt med mig og at jeg skulle lave om på mig selv for at opføre mig eller være ligesom de andre. Kun på denne måde følt jeg mig accepteret. Jeg tror jeg følte mig dum og mærkelig, fordi jeg ikke kunne være som andre drenge, eller gøre ligesom de gjorde. Jeg var ikke ligesom dem, det ved jeg i dag, men det er jeg ikke sikker på jeg vidste dengang. Dengang troede jeg, det var mig, der ikke kunne finde ud af tingene, når jeg ikke kunne finde ud af at gøre som drengene eller hvis jeg ikke havde lyst til at gøre som dem. Inde i tror jeg, jeg har gået med den her frustration og vrede over ikke at kunne være mig selv og ikke kunne gøre som jeg selv havde lyst til. At min anerkendelse og accept hang sammen med om jeg kunne opføre mig som de andre.

Jeg tror både jeg oplevede det derhjemme i forhold til min far, hvor jeg følte jeg skulle leve op til ham i forhold til de mandlige idealer han opstillede og i forhold til de ting, han syntes der var spændende at lave med mig. Jeg ville gerne have min far var stolt af mig, men inderst inde havde jeg ikke lyst til at lave de samme ting som ham. Hvis jeg selv kunne have valgt, tror jeg hellere jeg ville have lavet pigeting med min mor. men sådan var det ikke. Jeg tror derfor jeg indvendigt kom til at opbygge en vrede over de mandeidealer jeg følte, jeg skulle leve op til. Det vil sige de ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive anerkendt og accepteret. De ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive værdsat af min far og for at mine lærer og pædagoger skulle synes jeg var dygtig eller gjorde det godt. Jeg følte altid der lå den her forventning om, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng i min krop. Jeg blev sur fordi jeg ikke havde lyst til at være en dreng, fordi jeg ikke havde lyst til at opføre mig som de andre drenge, eller gøre sådan som andre drenge gjorde. Inde i blev jeg mere og mere vred fordi jeg ikke kunne slippe af med forventningerne. For ligemeget hvor jeg gik hen, når man så ud som en dreng, var det de forventninger folk havde til en.

Inden jeg sprang ud var jeg led, ked af det, sur og vred, fordi jeg ikke kunne være mig selv, fordi jeg var begyndt at mærke mine egne følelser - de følelser der sagde til mig, at jeg følte mig som en kvinde og ikke en mand. Dengang var dog ikke mange der troede på mig. Formentlig fordi jeg havde levet som en mand i mange år, og havde lignet andre mænd. Men jeg mærkede en lille pige inde mig, som længtes efter at komme ud - for alt i verden... Hun ville ud, hun havde været spærret inde i så mange år, og havde aldrig fået lov at udtrykke sig som sig selv. Det var mange års frustrationer, vrede, skuffelser, nederlag og destruktion, der lå gemt i denne opdagelse og oplevelse. Det var jeg dog ikke rigtig klar over på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i kontakt med mine egne følelser. Så jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg følte, udover at det hele var for meget, og at det hele væltede rundt i mig uden jeg rigtig kunne sætte ord på det. Jeg sagde på et tidspunkt til min psykolog, at jeg følte jeg var ved at knække over på midten og sådan havde jeg virkelig, som om der var et eller andet, der var ved at brække over inde i mig. Jeg kunne dårligt gå eller holde ud at være sammen med mig selv. Det meste var et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Der var så mange ting, jeg følte jeg havde brug for at få ud.

Og nu sidder jeg med vreden, vreden over ikke at have kunnet være mig selv. Over ikke at have kunnet udtrykke mig sådan som jeg havde lyst til, eller gøre sådan som jeg godt kunne tænke mig at gøre. Fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke eller mene, og fordi jeg havde lært at være sød og pæn. Men jeg var frustreret, og jeg følte mig overset og overhørt. Jeg følte ikke jeg fik den opmærksomhed, jeg kunne tænke mig og at jeg blev taget af på en måde, som jeg godt kunne tænke mig at blive taget af. Min far så mig som en dreng, det gjorde min farfar også (det er de to jeg lige kan huske, og dem jeg har været tættest på i min barndom), og det gjorde de voksne pædagoger og lærere i børnehaven, skolen og på fritidshjemmet også. Det var derfor også nogle bestemte forventninger, de havde til mig. At jeg skulle være mandig, at jeg skulle mande mig op, tage mig sammen og være lidt mere mandhaftig eller maskulin. Jeg havde egentlig lyst til at de ville tage sig kærligt af mig, holde mig lidt og være blide overfor mig. I stedet var det forventningen om, at nu skal du se hvordan man gør - de ville lære mig at være mand/dreng. Jeg var en sød dreng/pige dengang og gjorde hvad jeg blev bedt om. Jeg havde lært at gøre som der blev sagt eller som jeg blev bedt om, så jeg gjorde ikke modstand. Men jeg følte mig dårlig, dum og svag, hvis jeg ikke kunne leve op til det. Og jeg følte der blev set ned på mig, hvis jeg ikke kunne gøre som drenge. Derfor blev jeg nok også ved med at opføre mig som dem - for ikke at mærke det ubehag, der fulgte med at føle sig dum, mærkelig, klam og ulækker. Jeg havde lyst til at gøre noget andet, og jeg har lyst til at gøre noget andet. Jeg har ikke lyst til at være som de andre drenge, eller være som andre mænd. Men jeg har fået en oplevelse af, det var ulækkert og klamt at være noget andet. Og jeg har derfor svært ved at tillade mig at være mig selv, fordi jeg føler der vil blive set ned på mig, hvis jeg er mig og ikke er som mænd. Og jeg bliver skuffet og vred, når jeg går ud i samfundet og bliver bekræftet i denne indre sandhed.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen med det jeg skriver, det er nået et andet sted hen end jeg havde regnet med. Jeg tror jeg er ved at finde ud af, der er noget i vejen med min måde at tænke på, og at der er noget i vejen med de mennesker, som bekræfter eller holder denne sandhed i hævd. At det jeg lærte som barn, det ikke er sandt. Jeg er ikke ulækker og klam, hvis jeg ikke er som de andre mænd og drenge, hvis jeg ikke opfører mig som dem, eller hvis jeg begynder at lægge an på dem. Det vil jeg prøve at sige til mig selv, også selvom jeg skulle møde folk, der mener noget andet og giver udtryk for noget af den foragt, som jeg tror præger dele af samfundet. Det var noget, jeg lærte som barn, men det gør det ikke sandt. Nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal skrive... Jo! Jeg tror altid jeg har følt mig som kvinde, men jeg har oplevet, at det ikke blev anerkedt og værdsat, og derfor lærte jeg at skjule det. Men jeg vil prøve at droppe den gemmeleg, og begynde at acceptere og respektere mig selv som kvinde, som pige, selvom det er svært. Jeg er lidt sur over det ikke blev set og ikke blev hørt, da jeg var lille, fordi det var det jeg havde lyst til at udtrykke. Og det er det, jeg bliver glad af.

Egentlig bliver jeg sur over den modstand jeg har mødt på min vej for at blive kvinde, når jeg ikke blev hørt eller forstået, eller når folk ikke troede på mine oplevelser eller opfordrede mig til noget andet. F.eks. at leve som mand og acceptere mit fysiske køn - de må være sindssyge..! Har vi ikke alle ret til et liv, hvor vi kan være glade og tilfredse, hvor vi bliver mødt som de mennesker vi er, og ikke skal gemme os selv og vores sande identitet for omverdenen? Det mener jeg vi har, og det er det jeg tror på. Derfor har jeg også taget denne kamp, både for mig selv og for andre der har det ligesom mig, eller som på en anden måde oplever at blive undertrykt i deres forsøg på at være dem selv eller udtrykke deres sande identitet. Det er ikke mig eller andre transkønnede der er syge, hvis der er noget der er sygt, så er det et samfund, der ikke levner plads til det, der er anderledes eller til det, der stikker udenfor. Et samfunds tolerance bør i mit hoved måles på, hvordan mindretallene behandles, om de så er af den ene eller den anden art, og der har Danmark et stykke vej at gå endnu, når det kommer til transkønnede. Samfundet er stadig sygt! Og der mangler bedre behandlingsmuligheder, bedre rettigheder og en større accept, respekt og anerkendelse af mig og andre transkønnede, og hvad der ellers findes af mindretalsidentiteter i dette samfund.

Tak og tak til dig, hvis du læser det her.