Kære Blog.
Jeg er her igen. Det er lang tid siden, jeg har været her. Men der er noget vigtigt jeg godt vil fortælle dig og som jeg også godt vil fortælle omverdenen. Jeg er transkønnet. For at slå det fast endnu engang vil det sige, at jeg er en pige, men jeg er født med en drengekrop. Jeg har stadig drengegenitalier og har endnu heller ikke fået mine egne bryster. Jeg er på vej i den proces, men det er knap så vigtigt. Det er det omverdenen gerne vil høre og bliver lagt vægt på, når folk spørger mig om noget i forhold til min transkønnethed: "er du blevet opereret eller vil du og i så fald hvornår?". Men det er ligemeget. Det handler ikke om operation - det handler ikke, om jeg har den ene eller den anden form for kønsorganer, om jeg har bryster eller ej. Det handler om at være mig og det handler om at kunne være mig. Uden at blive udsat for hån, latterliggørelse, vold, stirrende blikke, mærkelige kommentarer, grin, eksklusion, afstandtagen eller nedladende attitude eller kommentarer.
Jeg blev som sagt født med en drengekrop, men inde i denne drengekrop boede en pige. Hun har altid været der og hun har levet derinde hele mit liv. Jeg blev dog ikke klar over det før jeg blev 25 år, før min mor døde og jeg skulle til at finde mig selv og finde ud af hvem jeg var, når hun ikke længere styrede og bestemte over mig, og jeg ikke længere dannede og indgik i relationer, der udsprang af mit forhold til hende. Jeg lærte fra barns ben af at være en pleaser, jeg lærte at gøre de ting, der blev forventet og ønsket af mig, og jeg holdt igen på den vrede og aggression jeg gik rundt med. Omverdenen så en dreng, når de mødte mig og jeg forsøgte at leve op til de forventninger. der blev stillet på baggrund heraf. Det gjorde mig vred og ked af det. Jeg mistede på den måde min egen identitet - min følelse af mig selv og blev et produkt af omgivelsernes krav og forventninger. Jeg ville gerne gøre det godt, og jeg ville gerne se om jeg kunne gøre de mennesker, der var omkring mig tilfredse - de voksne, kammeraterne, mine forældre og min lillebror. Det blev en ulige kamp, for jeg ville aldrig kunne lykkes, jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds og gøre alle tilpas. Men det var det jeg havde lært hjemmefra, så derfor forsøgte jeg at gøre det. Det var min overlevelsesstrategi. Og jeg gjorde det også godt et langt stykke hen af vejen, og samtidig klarede jeg mig godt i skolen, på gymnaiset og på universitetet og fik et flot studiejob i Justitsministeriet, som studentermedhjælper i forksningskontoret. Jeg var en mand på det tidspunkt, eller rettere sagt jeg havde et kønsudtryk som andre mænd. Og på papiret så alt lovende ud for mig. Flot karriere, god familie, gode venner, god økonomi - mad, vin og luksus. Men inde i mig var der en lille pige der savnede kærlighed, omsorg, tryghed og nærhed. Jeg havde ikke lært at passe på mig selv, vidste ikke hvad kærlighed handlede om, og hvad ægte omsorg og nærhed ville sige, ligesom jeg heller ikke vidste hvad ægte støtte, opmuntring og grænsesætning handlede om. Og det er jeg stadigvæk kun ved at lære, men jeg bliver bedre til det og jeg bliver bedre til at finde ud af, hvad der er godt. Det er jeg glad for og jeg er glad for det jeg lærer og den hjælp jeg får. Nu vil jeg dog gerne vende tilbage til pigen i mig - eller rettere til mig - til min transkønnethed.
I dagens Danmark er det sådan, at vi vurderer og opfatter hinanden et langt stykke hen af vejen ud fra hinandens køn - er det en mand eller kvinde, vi møder eller taler med, hører vi til hos drengene eller pigerne, er det et mandefag eller kvindefag og hvorfor er det det ene eller det andet osv. osv. Mange tænker nok ikke over det i deres dagligdag, fordi det er så indlejret i de fleste som en forforståelse og en måde at opfatte verden på. Men hvis det ikke var så vigtigt og hvis det ikke fyldte så meget, hvordan kan det så være, at det skaber så meget påstyr, at jeg ønsker at skifte køn eller rettere ønsker at udleve min kønsidentitet, der er modsat min biologiske krop? For det gør det - det går ikke let af sig - ligesom det heller ikke skaber meget positiv feedback hos almindelige mennesker. Jeg er som sagt født med en drengekrop og føler mig som pige. Det betyder at mange mennesker stadigvæk tænker jeg er en mand eller opfatter mig som en mand - måske en feminin en slagsen - men ikke som en kvinde eller som en transkønnet kvinde. Og det er selvom mit kønsudtryk er lig andre kvinders. Jeg har langt hår, jeg går med make-up, jeg går med feminint tøj og har på mange måder tillagt mig en attitude og et kønsudtryk som andre kvinder i dette land. Min stemme kan dog stadig være dyb, men også lys, det kommer an på til hvilken lejlighed og hvad jeg siger. Jeg kan godt øve mig i at gøre den lysere og mere feminin, og det vil jeg sikkert også, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, for jeg tror den manglende postitive feedback og respons handler om noget andet. Jeg tror det er noget andet der gør, at folk har svært ved at opfatte mig som kvinde. Jeg tror det handler det mere om min krop, om hvordan den ser ud og hvilke associationer den giver folk. Jeg tror det for mange almindelige mennesker handler om hvilke kønsdele jeg har, og med hvilken krop, jeg i første omgang blev født. Og det er en drengekrop.
Jeg er blevet opdraget til at være en dreng... Af mine forældre, af børnehavepædagoger, af skolevæsenet og af alle de andre mennesker, jeg havde kontakt til som barn. Og jeg har lært hvad det vil sige at gøre drengeting og ikke opføre sig som pige. Jeg har samtidig lært at drenge skal være stærke, modige, ikke vise frygt, have selvkontrol, kunne klare sig selv, og ikke lade sig glide for meget med af sine følelser. Jeg har derimod ikke lært så meget om, hvad det vil sige at være feminin, tøset, pjattet, fjantet, give slip og lade følelserne tage over. Det kunne jeg godt tænke mig at lære mere af og blive bedre til. Men det er svært for der er ikke mange mænd jeg kan være feminin og tøset overfor og der er ikke mange kvinder jeg kan være pige/kvinde sammen med med mindre jeg fortæller dem, hvordan tingene hænger sammen. Og ja det gør mig vred og arrig. Fordi jeg føler ikke jeg kan gå ud og få den opmærksomhed jeg søger og udleve mig selv som det menneske, jeg er. Jeg kan ikke som andre piger og kvinder gå ud og flirte med mændene eller tiltrække deres opmærksomhed på kvindelige præmisser, og jeg kan i mange tilfælde ikke få dem til at se og opfatte mig som en kvinde, selvom flirtedelen er skåret fra. Den opmærksomhed giver de mig ikke, den måde vil de ikke møde mig på. Lige sådan er der mange kvinder, der heller ikke møder mig som en pige/kvinde (eller rettere som transkønnet kvinde). De møder mig stadig som en mand i dametøj eller en trans (og det er i negativ betydning af ordet - som i "han er trans" eller "hende transen"). Det er ydmygende og nedværdigende. Samtidig føler jeg at min personlighed bliver krænket og er blevet krænket, fordi de forventninger, der bliver stillet til mig og er blevet stillet til mig ikke stemmer overens med min personlighed. På godt gammelt dansk: "Jeg er ikke en dreng, og jeg har aldrig været en dreng og jeg bliver ikke en dreng." Jeg er transkønnet kvinde, og det er der mange, der har svært ved at forstå og se.
Jeg oplever at blive ignoreret, blive set ned på mig, kigget skævt til, råbt skældsord efter, lagt afstand til og at der i samfundet og den offentlige diskurs bliver talt dårligt om mig og min slags. Vi bliver sygeliggjort, stemplet som mærkelige, udstillet som freaks, krænket ved at blive omtalt med forkerte pronomens (han/hun) og på andre måder gjort til skamme over de mennesker, vi er. Er det i sådan et samfund jeg skal forsøge at blive en bidragende samfundsborger? Det ved jeg ikke... Jeg vil ikke betragtes som en andenrangsborger, og jeg vil ikke være den, der bliver valgt sidst til job, uddannelse og andre goder, fordi jeg er anderledes og ikke er som flertallet. Jeg er bedre og mere værd end det. Og jeg tror jeg har arbejdet hårdere og mere intensivt end andre for at blive mig selv og for at være mig selv, samt med at rydde op i det rod af dysfunktioner og negative mønstre, jeg lærte som barn. Og det arbejder jeg stadig med og vil nok gøre i lang tid. Men jeg ved ærlig talt ikke, hvorvidt jeg ønsker at være del af et samfund, der ikke respekterer og anerkender min identitet. Jeg har hørt om andre transkønnede, der er rejst ud af landet eller har bosat sig andre steder, hvor accepten og tolerancen er større, og de tanker og deres erfaringer ligger i mit baghoved. Jeg ønsker at kunne være mig og jeg ønsker at kunne være det på lige fod med andre. Den respekt mener jeg, jeg fortjener, lige så vel som andre mennesker fortjener den. Med et ønske om større tolerance, accept og respekt.
Til orientering er indlægget ikke rettet mod nogen bestemt, men er en konstatering af, hvordan jeg oplever det at være transkønnet i Danmark i 2012, og hvordan jeg har oplevet det i mit liv hidtil.
Viser opslag med etiketten respekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten respekt. Vis alle opslag
fredag den 25. maj 2012
tirsdag den 13. september 2011
Undertrykkelse og mandlige forventninger
Kære Blog.
Jeg vil godt fortælle dig noget, og fortælle verden noget. Der er noget jeg godt vil dele med dig, noget jeg har brug for at komme ud med. Jeg går i øjeblikket i et terapiforløb på psykiatrisk center amager, for at få bedre selvværd og for at få arbejdet med nogle af de dysfunktionelle mønstre, jeg har lært i min opvækst. Det er et terapiforløb, hvor der arbejdes med gruppeterapi, og vi har dynamisk gruppe og kognitiv gruppe - to forskellige former former for terapi. Dynamisk gruppe er kort fortalt lidt ligesom almindelig psykoterapi. I gruppen snakker vi om vores relationer, opvækst og noget af det, der er svært i dagligdagen. Kognitiv gruppe retter sig mere mod, hvordan man kan lave om på nogle af de ting man gør - ændringer der gerne skulle være med til at styrke selvværdet, men som også kan bruges, hvis man oplever angst, eller hvis man har dysfunktionelle eller destruktive adfærdsmønstre. Forløbet er spændende og udfordrende, men kan til tider også være svært og hårdt. Vi er på det sidste begyndt at snakke om min transkønnethed i min dynamiske gruppe. Jeg kan ikke sige konkret, hvad vi snakker om, da det vi siger i gruppen siges i fortrolighed. Men jeg kan fortælle om nogle af de oplevelser, jeg har haft forud for gruppeterapien, og som påvirker mit forhold til mig selv som transkønnet, og mine reaktioner i forhold til emnet. For jeg bliver hurtigt vred, når nogen siger noget til mig i forhold til min identitet som transkønnet. Hvis det f.eks. handler om hvorvidt det er rigtigt eller forkert, eller om hvorvidt andre bør eller skal acceptere det. Jeg vil derfor godt skrive lidt om, hvad der gør mig vred og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.
Da jeg var lille og gik i børnehave oplevede jeg, at folk ikke troede på mig, når jeg sagde jeg havde det skidt, eller følte mig dårligt tilpas. Jeg oplevede at mine følelser ikke blev accepteret eller respekteret for det de var - nemlig mine følelser og mine oplevelser. I stedet for blev jeg opfordret til at gå ud og "have det sjovt" og lege ligesom andre drenge. Jeg tror, jeg lærte, at hvis jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det eller hvordan jeg følte, så hjalp det alligevel ikke. Inderst inde tror jeg, jeg følte mig sur og skuffet - skuffet over ikke at blive taget alvorligt og sur over at blive afvist. For jeg følte mig afvist. Jeg følte ikke der blev lyttet til mine behov, og at min måde at være i verden på blev nedvurderet og ikke taget alvorligt. De ting jeg prøvede at sige, eller de oplevelser jeg gik rundt med følte jeg ikke der var plads til, og jeg følte ikke jeg kunne udtrykke dem. Og deraf give plads til min frustration og min vrede over ikke at passe ind eller føle mig til rette i min drengekrop. Jeg gik med en fornemmelse af, der var noget galt med mig og at jeg skulle lave om på mig selv for at opføre mig eller være ligesom de andre. Kun på denne måde følt jeg mig accepteret. Jeg tror jeg følte mig dum og mærkelig, fordi jeg ikke kunne være som andre drenge, eller gøre ligesom de gjorde. Jeg var ikke ligesom dem, det ved jeg i dag, men det er jeg ikke sikker på jeg vidste dengang. Dengang troede jeg, det var mig, der ikke kunne finde ud af tingene, når jeg ikke kunne finde ud af at gøre som drengene eller hvis jeg ikke havde lyst til at gøre som dem. Inde i tror jeg, jeg har gået med den her frustration og vrede over ikke at kunne være mig selv og ikke kunne gøre som jeg selv havde lyst til. At min anerkendelse og accept hang sammen med om jeg kunne opføre mig som de andre.
Jeg tror både jeg oplevede det derhjemme i forhold til min far, hvor jeg følte jeg skulle leve op til ham i forhold til de mandlige idealer han opstillede og i forhold til de ting, han syntes der var spændende at lave med mig. Jeg ville gerne have min far var stolt af mig, men inderst inde havde jeg ikke lyst til at lave de samme ting som ham. Hvis jeg selv kunne have valgt, tror jeg hellere jeg ville have lavet pigeting med min mor. men sådan var det ikke. Jeg tror derfor jeg indvendigt kom til at opbygge en vrede over de mandeidealer jeg følte, jeg skulle leve op til. Det vil sige de ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive anerkendt og accepteret. De ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive værdsat af min far og for at mine lærer og pædagoger skulle synes jeg var dygtig eller gjorde det godt. Jeg følte altid der lå den her forventning om, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng i min krop. Jeg blev sur fordi jeg ikke havde lyst til at være en dreng, fordi jeg ikke havde lyst til at opføre mig som de andre drenge, eller gøre sådan som andre drenge gjorde. Inde i blev jeg mere og mere vred fordi jeg ikke kunne slippe af med forventningerne. For ligemeget hvor jeg gik hen, når man så ud som en dreng, var det de forventninger folk havde til en.
Inden jeg sprang ud var jeg led, ked af det, sur og vred, fordi jeg ikke kunne være mig selv, fordi jeg var begyndt at mærke mine egne følelser - de følelser der sagde til mig, at jeg følte mig som en kvinde og ikke en mand. Dengang var dog ikke mange der troede på mig. Formentlig fordi jeg havde levet som en mand i mange år, og havde lignet andre mænd. Men jeg mærkede en lille pige inde mig, som længtes efter at komme ud - for alt i verden... Hun ville ud, hun havde været spærret inde i så mange år, og havde aldrig fået lov at udtrykke sig som sig selv. Det var mange års frustrationer, vrede, skuffelser, nederlag og destruktion, der lå gemt i denne opdagelse og oplevelse. Det var jeg dog ikke rigtig klar over på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i kontakt med mine egne følelser. Så jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg følte, udover at det hele var for meget, og at det hele væltede rundt i mig uden jeg rigtig kunne sætte ord på det. Jeg sagde på et tidspunkt til min psykolog, at jeg følte jeg var ved at knække over på midten og sådan havde jeg virkelig, som om der var et eller andet, der var ved at brække over inde i mig. Jeg kunne dårligt gå eller holde ud at være sammen med mig selv. Det meste var et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Der var så mange ting, jeg følte jeg havde brug for at få ud.
Og nu sidder jeg med vreden, vreden over ikke at have kunnet være mig selv. Over ikke at have kunnet udtrykke mig sådan som jeg havde lyst til, eller gøre sådan som jeg godt kunne tænke mig at gøre. Fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke eller mene, og fordi jeg havde lært at være sød og pæn. Men jeg var frustreret, og jeg følte mig overset og overhørt. Jeg følte ikke jeg fik den opmærksomhed, jeg kunne tænke mig og at jeg blev taget af på en måde, som jeg godt kunne tænke mig at blive taget af. Min far så mig som en dreng, det gjorde min farfar også (det er de to jeg lige kan huske, og dem jeg har været tættest på i min barndom), og det gjorde de voksne pædagoger og lærere i børnehaven, skolen og på fritidshjemmet også. Det var derfor også nogle bestemte forventninger, de havde til mig. At jeg skulle være mandig, at jeg skulle mande mig op, tage mig sammen og være lidt mere mandhaftig eller maskulin. Jeg havde egentlig lyst til at de ville tage sig kærligt af mig, holde mig lidt og være blide overfor mig. I stedet var det forventningen om, at nu skal du se hvordan man gør - de ville lære mig at være mand/dreng. Jeg var en sød dreng/pige dengang og gjorde hvad jeg blev bedt om. Jeg havde lært at gøre som der blev sagt eller som jeg blev bedt om, så jeg gjorde ikke modstand. Men jeg følte mig dårlig, dum og svag, hvis jeg ikke kunne leve op til det. Og jeg følte der blev set ned på mig, hvis jeg ikke kunne gøre som drenge. Derfor blev jeg nok også ved med at opføre mig som dem - for ikke at mærke det ubehag, der fulgte med at føle sig dum, mærkelig, klam og ulækker. Jeg havde lyst til at gøre noget andet, og jeg har lyst til at gøre noget andet. Jeg har ikke lyst til at være som de andre drenge, eller være som andre mænd. Men jeg har fået en oplevelse af, det var ulækkert og klamt at være noget andet. Og jeg har derfor svært ved at tillade mig at være mig selv, fordi jeg føler der vil blive set ned på mig, hvis jeg er mig og ikke er som mænd. Og jeg bliver skuffet og vred, når jeg går ud i samfundet og bliver bekræftet i denne indre sandhed.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen med det jeg skriver, det er nået et andet sted hen end jeg havde regnet med. Jeg tror jeg er ved at finde ud af, der er noget i vejen med min måde at tænke på, og at der er noget i vejen med de mennesker, som bekræfter eller holder denne sandhed i hævd. At det jeg lærte som barn, det ikke er sandt. Jeg er ikke ulækker og klam, hvis jeg ikke er som de andre mænd og drenge, hvis jeg ikke opfører mig som dem, eller hvis jeg begynder at lægge an på dem. Det vil jeg prøve at sige til mig selv, også selvom jeg skulle møde folk, der mener noget andet og giver udtryk for noget af den foragt, som jeg tror præger dele af samfundet. Det var noget, jeg lærte som barn, men det gør det ikke sandt. Nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal skrive... Jo! Jeg tror altid jeg har følt mig som kvinde, men jeg har oplevet, at det ikke blev anerkedt og værdsat, og derfor lærte jeg at skjule det. Men jeg vil prøve at droppe den gemmeleg, og begynde at acceptere og respektere mig selv som kvinde, som pige, selvom det er svært. Jeg er lidt sur over det ikke blev set og ikke blev hørt, da jeg var lille, fordi det var det jeg havde lyst til at udtrykke. Og det er det, jeg bliver glad af.
Egentlig bliver jeg sur over den modstand jeg har mødt på min vej for at blive kvinde, når jeg ikke blev hørt eller forstået, eller når folk ikke troede på mine oplevelser eller opfordrede mig til noget andet. F.eks. at leve som mand og acceptere mit fysiske køn - de må være sindssyge..! Har vi ikke alle ret til et liv, hvor vi kan være glade og tilfredse, hvor vi bliver mødt som de mennesker vi er, og ikke skal gemme os selv og vores sande identitet for omverdenen? Det mener jeg vi har, og det er det jeg tror på. Derfor har jeg også taget denne kamp, både for mig selv og for andre der har det ligesom mig, eller som på en anden måde oplever at blive undertrykt i deres forsøg på at være dem selv eller udtrykke deres sande identitet. Det er ikke mig eller andre transkønnede der er syge, hvis der er noget der er sygt, så er det et samfund, der ikke levner plads til det, der er anderledes eller til det, der stikker udenfor. Et samfunds tolerance bør i mit hoved måles på, hvordan mindretallene behandles, om de så er af den ene eller den anden art, og der har Danmark et stykke vej at gå endnu, når det kommer til transkønnede. Samfundet er stadig sygt! Og der mangler bedre behandlingsmuligheder, bedre rettigheder og en større accept, respekt og anerkendelse af mig og andre transkønnede, og hvad der ellers findes af mindretalsidentiteter i dette samfund.
Tak og tak til dig, hvis du læser det her.
Jeg vil godt fortælle dig noget, og fortælle verden noget. Der er noget jeg godt vil dele med dig, noget jeg har brug for at komme ud med. Jeg går i øjeblikket i et terapiforløb på psykiatrisk center amager, for at få bedre selvværd og for at få arbejdet med nogle af de dysfunktionelle mønstre, jeg har lært i min opvækst. Det er et terapiforløb, hvor der arbejdes med gruppeterapi, og vi har dynamisk gruppe og kognitiv gruppe - to forskellige former former for terapi. Dynamisk gruppe er kort fortalt lidt ligesom almindelig psykoterapi. I gruppen snakker vi om vores relationer, opvækst og noget af det, der er svært i dagligdagen. Kognitiv gruppe retter sig mere mod, hvordan man kan lave om på nogle af de ting man gør - ændringer der gerne skulle være med til at styrke selvværdet, men som også kan bruges, hvis man oplever angst, eller hvis man har dysfunktionelle eller destruktive adfærdsmønstre. Forløbet er spændende og udfordrende, men kan til tider også være svært og hårdt. Vi er på det sidste begyndt at snakke om min transkønnethed i min dynamiske gruppe. Jeg kan ikke sige konkret, hvad vi snakker om, da det vi siger i gruppen siges i fortrolighed. Men jeg kan fortælle om nogle af de oplevelser, jeg har haft forud for gruppeterapien, og som påvirker mit forhold til mig selv som transkønnet, og mine reaktioner i forhold til emnet. For jeg bliver hurtigt vred, når nogen siger noget til mig i forhold til min identitet som transkønnet. Hvis det f.eks. handler om hvorvidt det er rigtigt eller forkert, eller om hvorvidt andre bør eller skal acceptere det. Jeg vil derfor godt skrive lidt om, hvad der gør mig vred og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.
Da jeg var lille og gik i børnehave oplevede jeg, at folk ikke troede på mig, når jeg sagde jeg havde det skidt, eller følte mig dårligt tilpas. Jeg oplevede at mine følelser ikke blev accepteret eller respekteret for det de var - nemlig mine følelser og mine oplevelser. I stedet for blev jeg opfordret til at gå ud og "have det sjovt" og lege ligesom andre drenge. Jeg tror, jeg lærte, at hvis jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det eller hvordan jeg følte, så hjalp det alligevel ikke. Inderst inde tror jeg, jeg følte mig sur og skuffet - skuffet over ikke at blive taget alvorligt og sur over at blive afvist. For jeg følte mig afvist. Jeg følte ikke der blev lyttet til mine behov, og at min måde at være i verden på blev nedvurderet og ikke taget alvorligt. De ting jeg prøvede at sige, eller de oplevelser jeg gik rundt med følte jeg ikke der var plads til, og jeg følte ikke jeg kunne udtrykke dem. Og deraf give plads til min frustration og min vrede over ikke at passe ind eller føle mig til rette i min drengekrop. Jeg gik med en fornemmelse af, der var noget galt med mig og at jeg skulle lave om på mig selv for at opføre mig eller være ligesom de andre. Kun på denne måde følt jeg mig accepteret. Jeg tror jeg følte mig dum og mærkelig, fordi jeg ikke kunne være som andre drenge, eller gøre ligesom de gjorde. Jeg var ikke ligesom dem, det ved jeg i dag, men det er jeg ikke sikker på jeg vidste dengang. Dengang troede jeg, det var mig, der ikke kunne finde ud af tingene, når jeg ikke kunne finde ud af at gøre som drengene eller hvis jeg ikke havde lyst til at gøre som dem. Inde i tror jeg, jeg har gået med den her frustration og vrede over ikke at kunne være mig selv og ikke kunne gøre som jeg selv havde lyst til. At min anerkendelse og accept hang sammen med om jeg kunne opføre mig som de andre.
Jeg tror både jeg oplevede det derhjemme i forhold til min far, hvor jeg følte jeg skulle leve op til ham i forhold til de mandlige idealer han opstillede og i forhold til de ting, han syntes der var spændende at lave med mig. Jeg ville gerne have min far var stolt af mig, men inderst inde havde jeg ikke lyst til at lave de samme ting som ham. Hvis jeg selv kunne have valgt, tror jeg hellere jeg ville have lavet pigeting med min mor. men sådan var det ikke. Jeg tror derfor jeg indvendigt kom til at opbygge en vrede over de mandeidealer jeg følte, jeg skulle leve op til. Det vil sige de ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive anerkendt og accepteret. De ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive værdsat af min far og for at mine lærer og pædagoger skulle synes jeg var dygtig eller gjorde det godt. Jeg følte altid der lå den her forventning om, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng i min krop. Jeg blev sur fordi jeg ikke havde lyst til at være en dreng, fordi jeg ikke havde lyst til at opføre mig som de andre drenge, eller gøre sådan som andre drenge gjorde. Inde i blev jeg mere og mere vred fordi jeg ikke kunne slippe af med forventningerne. For ligemeget hvor jeg gik hen, når man så ud som en dreng, var det de forventninger folk havde til en.
Inden jeg sprang ud var jeg led, ked af det, sur og vred, fordi jeg ikke kunne være mig selv, fordi jeg var begyndt at mærke mine egne følelser - de følelser der sagde til mig, at jeg følte mig som en kvinde og ikke en mand. Dengang var dog ikke mange der troede på mig. Formentlig fordi jeg havde levet som en mand i mange år, og havde lignet andre mænd. Men jeg mærkede en lille pige inde mig, som længtes efter at komme ud - for alt i verden... Hun ville ud, hun havde været spærret inde i så mange år, og havde aldrig fået lov at udtrykke sig som sig selv. Det var mange års frustrationer, vrede, skuffelser, nederlag og destruktion, der lå gemt i denne opdagelse og oplevelse. Det var jeg dog ikke rigtig klar over på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i kontakt med mine egne følelser. Så jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg følte, udover at det hele var for meget, og at det hele væltede rundt i mig uden jeg rigtig kunne sætte ord på det. Jeg sagde på et tidspunkt til min psykolog, at jeg følte jeg var ved at knække over på midten og sådan havde jeg virkelig, som om der var et eller andet, der var ved at brække over inde i mig. Jeg kunne dårligt gå eller holde ud at være sammen med mig selv. Det meste var et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Der var så mange ting, jeg følte jeg havde brug for at få ud.
Og nu sidder jeg med vreden, vreden over ikke at have kunnet være mig selv. Over ikke at have kunnet udtrykke mig sådan som jeg havde lyst til, eller gøre sådan som jeg godt kunne tænke mig at gøre. Fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke eller mene, og fordi jeg havde lært at være sød og pæn. Men jeg var frustreret, og jeg følte mig overset og overhørt. Jeg følte ikke jeg fik den opmærksomhed, jeg kunne tænke mig og at jeg blev taget af på en måde, som jeg godt kunne tænke mig at blive taget af. Min far så mig som en dreng, det gjorde min farfar også (det er de to jeg lige kan huske, og dem jeg har været tættest på i min barndom), og det gjorde de voksne pædagoger og lærere i børnehaven, skolen og på fritidshjemmet også. Det var derfor også nogle bestemte forventninger, de havde til mig. At jeg skulle være mandig, at jeg skulle mande mig op, tage mig sammen og være lidt mere mandhaftig eller maskulin. Jeg havde egentlig lyst til at de ville tage sig kærligt af mig, holde mig lidt og være blide overfor mig. I stedet var det forventningen om, at nu skal du se hvordan man gør - de ville lære mig at være mand/dreng. Jeg var en sød dreng/pige dengang og gjorde hvad jeg blev bedt om. Jeg havde lært at gøre som der blev sagt eller som jeg blev bedt om, så jeg gjorde ikke modstand. Men jeg følte mig dårlig, dum og svag, hvis jeg ikke kunne leve op til det. Og jeg følte der blev set ned på mig, hvis jeg ikke kunne gøre som drenge. Derfor blev jeg nok også ved med at opføre mig som dem - for ikke at mærke det ubehag, der fulgte med at føle sig dum, mærkelig, klam og ulækker. Jeg havde lyst til at gøre noget andet, og jeg har lyst til at gøre noget andet. Jeg har ikke lyst til at være som de andre drenge, eller være som andre mænd. Men jeg har fået en oplevelse af, det var ulækkert og klamt at være noget andet. Og jeg har derfor svært ved at tillade mig at være mig selv, fordi jeg føler der vil blive set ned på mig, hvis jeg er mig og ikke er som mænd. Og jeg bliver skuffet og vred, når jeg går ud i samfundet og bliver bekræftet i denne indre sandhed.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen med det jeg skriver, det er nået et andet sted hen end jeg havde regnet med. Jeg tror jeg er ved at finde ud af, der er noget i vejen med min måde at tænke på, og at der er noget i vejen med de mennesker, som bekræfter eller holder denne sandhed i hævd. At det jeg lærte som barn, det ikke er sandt. Jeg er ikke ulækker og klam, hvis jeg ikke er som de andre mænd og drenge, hvis jeg ikke opfører mig som dem, eller hvis jeg begynder at lægge an på dem. Det vil jeg prøve at sige til mig selv, også selvom jeg skulle møde folk, der mener noget andet og giver udtryk for noget af den foragt, som jeg tror præger dele af samfundet. Det var noget, jeg lærte som barn, men det gør det ikke sandt. Nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal skrive... Jo! Jeg tror altid jeg har følt mig som kvinde, men jeg har oplevet, at det ikke blev anerkedt og værdsat, og derfor lærte jeg at skjule det. Men jeg vil prøve at droppe den gemmeleg, og begynde at acceptere og respektere mig selv som kvinde, som pige, selvom det er svært. Jeg er lidt sur over det ikke blev set og ikke blev hørt, da jeg var lille, fordi det var det jeg havde lyst til at udtrykke. Og det er det, jeg bliver glad af.
Egentlig bliver jeg sur over den modstand jeg har mødt på min vej for at blive kvinde, når jeg ikke blev hørt eller forstået, eller når folk ikke troede på mine oplevelser eller opfordrede mig til noget andet. F.eks. at leve som mand og acceptere mit fysiske køn - de må være sindssyge..! Har vi ikke alle ret til et liv, hvor vi kan være glade og tilfredse, hvor vi bliver mødt som de mennesker vi er, og ikke skal gemme os selv og vores sande identitet for omverdenen? Det mener jeg vi har, og det er det jeg tror på. Derfor har jeg også taget denne kamp, både for mig selv og for andre der har det ligesom mig, eller som på en anden måde oplever at blive undertrykt i deres forsøg på at være dem selv eller udtrykke deres sande identitet. Det er ikke mig eller andre transkønnede der er syge, hvis der er noget der er sygt, så er det et samfund, der ikke levner plads til det, der er anderledes eller til det, der stikker udenfor. Et samfunds tolerance bør i mit hoved måles på, hvordan mindretallene behandles, om de så er af den ene eller den anden art, og der har Danmark et stykke vej at gå endnu, når det kommer til transkønnede. Samfundet er stadig sygt! Og der mangler bedre behandlingsmuligheder, bedre rettigheder og en større accept, respekt og anerkendelse af mig og andre transkønnede, og hvad der ellers findes af mindretalsidentiteter i dette samfund.
Tak og tak til dig, hvis du læser det her.
torsdag den 21. april 2011
Det handler om liv!
Hej kære blog.
Jeg er vred og ked af det. Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, og som jeg håber andre også vil læse og forhåbentlig blive klogere eller opnå større indsigt af. Det handler om, hvordan man kan nedbryde mennesker i sådan en grad, at de ønsker at slå sig selv ihjel, og om hvordan man forhåbentlig kan ændre tingene, så andre ikke også behøver at blive bragt så langt ud...
Jeg var til en transkønnets venindes fødselsdag i sidste uge og sov hos hende til dagen efter sammen med en ven her fra København. Dagen efter festen sidder vi og spiser morgenmad sammen, og diskuterer i den forbindelse livsfilosofi. Vi bliver uenige om vores synspunkter, hvilket gør min veninde sur, og hun forlader os og går ind på sit værelse. Jeg vil lidt tid efter gå ind til hende for at snakke om det, og for at se om vi ikke kan overens. Jeg siger kort nogle ting til hende, og vi sætter os på sengen, hvor vi i et lille stykke tid fortsætter med at snakke. Pludselig rejser hun sig dog op fra sengen, og begynder at tage nogle strips, der ligger på bordet. Hun sætter dem sammen, og tager dem ned over halsen som en halskæde, men hun bruger dem ikke til det. Hun strammer dem til, så meget, at hun ikke kan få vejret. Jeg bliver bange, og kalder i første omgang på min ven, som er inde ved siden. Han kommer ind, og jeg prøver at sige forskellige ting til min veninde, for at få hende til at stoppe med det hun er ved at foretage sig. Det gør han også, men det hjælper ikke. Hun reagerer ikke, og fortsætter med sin handling. Jeg får i mellemtiden øje på en saks, der ligger på bordet, som jeg griber ud efter og får fat i. Jeg vil klippe stripsene over, men min veninde slår, inden jeg når at komme til, saksen ud af hånden på mig. Min ven og jeg fortsætter med at sige, hun skal stoppe, men hun beholder stripsene på og sætter sig trodsigt på sengen. Man kan se hun har sværere og sværere ved at trække vejret. Saksen har hun kastet til side på værelset. Igen får jeg fat i den og kaster mig derefter kraftigt over hende. Min ven kommer til. Han hjælper med at holde hende fast, og sammen får vi klippet stripsene over, mens min veninde ligger under mig og skriger. Hun løber derefter ud af væreslet. Både min ven og jeg er i chok. Jeg tror ikke vi sige noget til at begynde med måske fuck, fuck, fuck eller andre edder. Jeg tror ikke vi forstår, hvad der lige er sket. Det hele er meget uvirkeligt og er gået så stærkt. Vi snakker bagefter med vores veninde om det der sket, men hun er sur, fordi vi reddet hendes liv eller... fordi vi fratog hende muligheden for at dø og komme væk herfra. For det var det hun ville, hun havde ikke lyst til at være her.
Jeg er vred på hende, fordi hun kunne finde på at gøre det, og samtidig mens vi var der. Samtidig kan jeg også godt sætte mig ind i, hvordan hun har det, og hvad der kan have fået hende til at gøre, som hun gjorde. Jeg har selv været der, og jeg har selv oplevet et selvhad så stærkt, at jeg ikke havde lyst til at være her og ikke havde lyst til at være sammen med nogen, men gjorde det fordi andre rådede mig til det, og fordi det var de små håb, der holdt mig igang. Jeg har også ligget med posen over hovedet, med bæltet om halsen, tænkt på at springe ud af vinduet og taget pillerne for at gøre en ende på det liv, der var så hårdt og smertefuldt. For at gøre en ende på mine lidelser og for at komme væk fra det, der ikke virkede til at kunne blive bedre eller føre noget godt med sig. Et par gange var det ved at lykkes. Men jeg tror, der var en eller anden, der holdt hånden over mig, og som gerne ville have, jeg blev her. Det er jeg i dag taknemmelig og glad for.
Men hvad er det, der kan bringe min veninde og jeg så langt ud, at vi ikke har lyst til at være her, så langt ud, at vi vil væk herfra og ikke ser nogen anden løsning end selvmord. Jeg kan ikke sige, hvad det præcis handler om for min veninde, men jeg tror, man kan nedbryde mennesker så voldsomt, være så hård ved dem, behandle dem så skidt, at de begynder at hade sig selv og ikke tror på de er noget værd, så de til sidst bliver selvdestruktive og ønsker at ødelægge sig selv. Det behøver ikke være fysisk vold eller direkte hån, nedgørelse eller latterliggørelse, men kan også være psykisk vold. At man ikke bliver hørt på, taget alvorligt, bliver hakket på, bliver kritiseret for at gøre tingene på sin egen måde, bliver talt ned til eller belært om man gør tingene på den forkerte måde, får at vide man ikke har forstand på det, at man har den forkerte opfattelse af tingene, ikke kan finde ud af hvordan man skal gøre, hvad man skal sige eller hvordan man skal opføre sig. Jeg ved ikke, hvem jeg skal give skylden eller hvem jeg skal blive vred på... Mine forældre, der ikke var gode nok til at passe på mig og give mig mulighed for at være sådan som jeg var; de børnehavepædagoger, der ikke lyttede til mig, når jeg prøvede at fortælle dem, jeg ikke følte mig godt tilpas med de andre børn og som i stedet for pressede mig til at gå ud og være vild med drengene, og som samtidig forlangte, at jeg skulle opføre mig og være som de andre drenge; de drenge der drillede/mobbede mig i folkeskolen for at være anderledes og som gjorde min skoletid til et mareridt, fordi jeg blev nødt til at holde øje med mig selv, så jeg ikke stak udenfor og påkaldte mig unødvendig opmærksomhed; de lærere der langt overvejende satte pris på og tillagde værdi til min drengede opførsel og deraf opfordrede mig til at være dreng som andre drenge; eller de mænd (og kvinder), der grinte af mig, skældte mig ud eller sagde jeg skulle "tage mig sammen" eller "mande mig op", når jeg gjorde eller følte sådan, som jeg havde det eller bedst kunne lide.
Jeg fik aldrig en opfattelse af, at jeg kunne være sig selv og gøre sådan som, jeg selv havde lyst til. Det drev mig ud i selvdestruktionen og gav mig til sidst lysten til at tage mig eget liv. Jeg følte ikke, jeg havde lov til at være her som det menneske jeg var. Heldigvis var jeg så heldig, at der var søde mennesker, der hjalp mig, og som lærte mig vigtigheden af at være egenkærlig og vende frustrationerne og vreden ud ad i stedet for ind ad. Det har hjulpet mig videre og givet mig en følelse af, at jeg også havde ret til at være tilstede, også selvom, jeg ikke føler, jeg bliver accepteret og anerkendt for at være mig. Jeg er stadig på vej i den proces, men er kommet et stykke videre, end jeg var for blot to-tre måneder siden. Men jeg ved også, jeg skal passe på, for verden kan være hård ved dem, der ikke er som de fleste er flest. Mig og min veninde er ikke de eneste transkønnede jeg har mødt, der har forsøgt at tage sit eget liv. Jeg har mødt og hørt om flere andre.
Nogle vil måske mene, at vi er skrøbelige, at det er vores egen skyld, at der er noget galt med os, at vi har psykiske problemer og burde tage os sammen. Derved bliver vi et objekt for det psykiatriske/offentlige behandlingssystem, hvor der bliver taget hånd om os, og hvor omverdenen så ved, hvordan de skal forholde sig til os; som syge, eller vi bliver et objekt for den fornedrelse, som har været så stor en del af mit og andres liv indtil nu; at vi er forkerte, åndssvage, dumme, ulækre, klamme eller hvad man ellers kan putte på os af negative ord.
Det ER godt, at hjælpen er der i psykiatriske og offentlige system. Det er og har jeg selv været glad for. Og det tror jeg også andre har. Men det bliver et problem, hvis man tror det er det rigtige, og det er det, der skal til for at hjælpe os som transkønnede. Ligeledes er det et problem, hvis man tror det er okay at håne os, mobbe os, tale grimt om os, fortælle os vi er forkerte eller, at der er noget galt med os. For man kan spørge sig selv om det os, der er noget galt med, eller om det er det samfund vi lever i, der gør det svært og i nogle tilfælde nærmest umuligt for os at være os selv? Jeg synes godt, man kan vende perspektivet om og sige, at det ikke er os transkønnede, der er syge eller forkerte, men at det er samfundet, og den måde vi bliver behandlet på af vores medmennesker, af det pædagogiske og uddannelsesmæssige system og af det offentlige/juridiske system, der gør os syge og i nogle tilfælde bringer os ud på selvmordets rand. For er det danske samfund et samfund, der giver (god) plads til mennesker, der ikke passer ind i de kasser, vi normalt opdeler hinanden i forhold til køn; som mand eller kvinde...?
Er vores skoler og daginstitutioner for det første for eksempel gode til at tage hensyn til børn, der ikke passer ind i de almindelige kasser for forventninger til drenge og piger? Til piger, der opfører sig mere maskulint end andre piger og som godt kan lide og gerne vil dyrke eller udtrykke deres maskuline sider, eller til drenge, der er mere feminine end de fleste andre drenge, og for hvem det er vigtigt at dyrke deres femininitet. Nogle børn har brug for andre påvirkninger, udfordringer og opfordringer end dem der normalt regnes for almindelige i forhold til drenge eller piger, for at de kan forme og udvikle sig til de mennsker, de er. Ellers risikerer samfundet at tabe dem på gulvet, når de ikke gider være med i det, der ellers foregår i skolen, fordi de føler sig ekskluderet og ikke føler, der er plads til dem. Jeg tror samtidig, at de fleste drenge og piger -uafhængigt af om de er transkønnede, homeseksuelle eller på anden måde er anderledes end det "almindelige" - vil være glade for at dyrke både deres maskuline og feminine side uafhængigt af, hvad deres biologiske køn er.
For det andet, er vores medmennesker gode til at acceptere transkønnede eller andre personer, der falder udenfor normen i forhold til, hvad der regnes for kvindelig og mandlig opførsel? Har danskerne generelt et positivt syn på transkønnede og andre kønslige og seksuelle minoriteter, og bliver vi mødt med anerkendelse og respekt? Det er desværre ikke udelukkende det, jeg møder, når jeg går på gaden, tager bussen, toget eller går i butikker og shopper. Og jeg bor endda - vil jeg vove at påstå - i en af de mest tolerante dele af landet, i København. Når jeg går på gaden møder jeg for eksempel mennesker som kigger underligt, stirrer eller som kommer med nedladende eller hånende udtryk som "føj", "hvor er du ulækker", "ad, det er en mand", "bøsse" eller andet. Heldigvis er kommentarerne ikke noget der sker hver dag eller ofte, men det sker, og det er noget, der ligger i mit baghoved, og som jeg er opmærksom på, når jeg går ud. Og jeg ved der er andre, der har oplevet værre ting, end jeg har. Det er desværre ofte særligt mænd, der kan være hånlige eller diskriminerende, eller som bliver stive, akavede, skal bryste sig eller på anden måde virke intolerante i deres opførsel overfor mig og andre transkønnede. Piger og kvinder er derimod ofte mere tolerante og har lettere ved at acceptere os, som de mennesker vi er.
For det tredje, er der problematikken om, hvordan vi som transkønnede bliver behandlet i det offentlige og juridiske system: Kan vi uden problemer skifte navn til det, vi har det bedst med, få et nyt CPR-nr, der stemmer overens med vores psykiske (egentlige) kønsidentitet, eller få hjælp til at blive afklaret med os selv om, hvordan vi har det bedst med at være og leve med vores specielle kønsidentitet? Det kan være svært, hvis vi ikke får mulighed for eller plads til at udforske os selv og vores måde at være i verden på ved at snakke om tingene og ved at prøve os selv af, i forhold til vores kønsidentitet, på forskellige måder og i forskellige kontekster under trygge og tillidsfulde forhold. Som det er i dag, kan vi ikke uden videre skifte navn til til modsatte køn medmindre vi er blevet erklæret transseksuel eller noget, der kan sidestilles hermed af Sexologisk klinik på Rigshospitalet. Ønsket om at få nyt CPR-nr. kan vi kun opnå, hvis vi bliver opereret. For transkønnede mænd vil det sige at få fjernet æggestokkene, og for transkønnede kvinder vil det sige at få fjernet penis og få opereret en vagina ind i stedet for. Hjælpen til at blive mere afklaret med sig selv, er set fra mit perspektiv både og. Der hvor vi per definition skulle kunne få hjælp, på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, er der for de fleste transkønnedes vedkommende ikke meget hjælp at hente. Det jeg fik at vide, da jeg var til samtale der, var, at det bedste for mig ville være at forlige mig med mit biologiske køn og således arbejde med mig selv for at acceptere det. Jeg tror ikke jeg havde siddet her i dag, hvis jeg skulle have fortsat med at være noget, jeg ikke var, og have gemt mig bag en facade, der hed mand, når jeg aldrig har været en mand, og heller aldrig bliver det. Jeg er transkønnet kvinde! Der er ligeledes mange andre transkønnede, der er kommet forgæves, når de er taget til Rigshospitalets Sexologiske Klinik for at få hjælp. Jeg tror kun jeg kender to, der er kommet igennem klinikkens strenge krav til at blive indstillet til en kønsskifteoperation, og jeg har efterhånden mødt mange andre transkønnede. Over 40. Samtidig er det heller ikke hjælp til at blive afklaret med dem selv de to, der er blevet godkendt til en operation, har modtaget på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Forløbet har nærmere været et forhør, hvor de som transkønnede skulle overbevise klinikken om, at de virkelige var transkønnede og havde et ønske om at blive kønsskifteopereret. Der blev ikke givet tid til afklaring og mulighed for at udforske sig selv og sit køn. Jeg ønsker ikke her at sige noget om, hvad der skal til for at man kan få en kønsskifteoperation, men stiller mig derimod kritisk overfor den måde man "hjælper" transkønnede på på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Jeg mener ikke, det er hjælp, vi får, når vi henvender os til Rigshospitalets Sexologiske Klinik.
Der hvor jeg til gengæld har fået hjælp, når det kommer til det offentlige system, er på Amager Psykiatriske Center, hvor jeg efter at have været indlagt 4 gange på deres psykiatriske afdeling endelig blev tilbudt en kontaktperson, jeg kunne komme til samtaler hos. Hos hende gik jeg til støttende samtaler, i første omgang for at afværge, at jeg skulle tage mit eget liv, men også for at blive bakket op i de ting, jeg kunne gøre for mig selv for at forbedre min situation. Det gav mig håb, lyst og mod på at gøre noget og tage udgangspunkt i, hvad kunne jeg gøre her og nu for at gøre mit liv bedre. Hun har været en stor hjælp for mig. Derudover er jeg også blevet tilbudt et længere psykoterapeutisk forløb, som jeg snart skal starte i, hvilket jeg ser frem til, og som jeg håber på kan være med til at give mig endnu større håb og mod på at møde verden, som mig selv.
Når jeg skriver de her ting, er det ikke fordi folk skal ynke eller have ondt af mig eller andre transkønnede. Men jeg skriver det, fordi jeg håber, det kan skabe større forståelse, accept og anerkendelse af os transkønnede som gruppe og mennesker. Både i det danske uddannelsessystem, i daginstitutioner, på sygehuse, i psykiatrien, hos læger, i loven og hos de mennesker, vi omgås og møder til daglig; den danske befolkning. Vi er flere, der har forsøgt at tage vores eget liv, fordi det virkede for smertefuldt, for hårdt og for udsigtsløst. Et menneskeliv er min optik et liv for meget, hvis det kunne være undgået. Det handler om menneskeliv, mennesker der ikke ønsker at være her. Kan det virkelig være rigtigt? Skal det være sådan at være transkønnet i Danmark? Skal det danske samfund, og de mennesker der lever i det behandle en gruppe af mennesker så dårligt, at resultatet bliver, at nogle af dem ønsker at tage deres eget liv. Jeg synes det ikke og håber, at jeg med disse ord kan appellere til større tolerance, anerkendelse og respekt af transkønnede, og at de gode ting, der sker for mig og andre transkønnede bliver flere, så vi kan føle os som respekterede og ligeværdige medmennesker.
Med håbet om tolerance og respekt
Malene Lang Hansen
Jeg er vred og ked af det. Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, og som jeg håber andre også vil læse og forhåbentlig blive klogere eller opnå større indsigt af. Det handler om, hvordan man kan nedbryde mennesker i sådan en grad, at de ønsker at slå sig selv ihjel, og om hvordan man forhåbentlig kan ændre tingene, så andre ikke også behøver at blive bragt så langt ud...
Jeg var til en transkønnets venindes fødselsdag i sidste uge og sov hos hende til dagen efter sammen med en ven her fra København. Dagen efter festen sidder vi og spiser morgenmad sammen, og diskuterer i den forbindelse livsfilosofi. Vi bliver uenige om vores synspunkter, hvilket gør min veninde sur, og hun forlader os og går ind på sit værelse. Jeg vil lidt tid efter gå ind til hende for at snakke om det, og for at se om vi ikke kan overens. Jeg siger kort nogle ting til hende, og vi sætter os på sengen, hvor vi i et lille stykke tid fortsætter med at snakke. Pludselig rejser hun sig dog op fra sengen, og begynder at tage nogle strips, der ligger på bordet. Hun sætter dem sammen, og tager dem ned over halsen som en halskæde, men hun bruger dem ikke til det. Hun strammer dem til, så meget, at hun ikke kan få vejret. Jeg bliver bange, og kalder i første omgang på min ven, som er inde ved siden. Han kommer ind, og jeg prøver at sige forskellige ting til min veninde, for at få hende til at stoppe med det hun er ved at foretage sig. Det gør han også, men det hjælper ikke. Hun reagerer ikke, og fortsætter med sin handling. Jeg får i mellemtiden øje på en saks, der ligger på bordet, som jeg griber ud efter og får fat i. Jeg vil klippe stripsene over, men min veninde slår, inden jeg når at komme til, saksen ud af hånden på mig. Min ven og jeg fortsætter med at sige, hun skal stoppe, men hun beholder stripsene på og sætter sig trodsigt på sengen. Man kan se hun har sværere og sværere ved at trække vejret. Saksen har hun kastet til side på værelset. Igen får jeg fat i den og kaster mig derefter kraftigt over hende. Min ven kommer til. Han hjælper med at holde hende fast, og sammen får vi klippet stripsene over, mens min veninde ligger under mig og skriger. Hun løber derefter ud af væreslet. Både min ven og jeg er i chok. Jeg tror ikke vi sige noget til at begynde med måske fuck, fuck, fuck eller andre edder. Jeg tror ikke vi forstår, hvad der lige er sket. Det hele er meget uvirkeligt og er gået så stærkt. Vi snakker bagefter med vores veninde om det der sket, men hun er sur, fordi vi reddet hendes liv eller... fordi vi fratog hende muligheden for at dø og komme væk herfra. For det var det hun ville, hun havde ikke lyst til at være her.
Jeg er vred på hende, fordi hun kunne finde på at gøre det, og samtidig mens vi var der. Samtidig kan jeg også godt sætte mig ind i, hvordan hun har det, og hvad der kan have fået hende til at gøre, som hun gjorde. Jeg har selv været der, og jeg har selv oplevet et selvhad så stærkt, at jeg ikke havde lyst til at være her og ikke havde lyst til at være sammen med nogen, men gjorde det fordi andre rådede mig til det, og fordi det var de små håb, der holdt mig igang. Jeg har også ligget med posen over hovedet, med bæltet om halsen, tænkt på at springe ud af vinduet og taget pillerne for at gøre en ende på det liv, der var så hårdt og smertefuldt. For at gøre en ende på mine lidelser og for at komme væk fra det, der ikke virkede til at kunne blive bedre eller føre noget godt med sig. Et par gange var det ved at lykkes. Men jeg tror, der var en eller anden, der holdt hånden over mig, og som gerne ville have, jeg blev her. Det er jeg i dag taknemmelig og glad for.
Men hvad er det, der kan bringe min veninde og jeg så langt ud, at vi ikke har lyst til at være her, så langt ud, at vi vil væk herfra og ikke ser nogen anden løsning end selvmord. Jeg kan ikke sige, hvad det præcis handler om for min veninde, men jeg tror, man kan nedbryde mennesker så voldsomt, være så hård ved dem, behandle dem så skidt, at de begynder at hade sig selv og ikke tror på de er noget værd, så de til sidst bliver selvdestruktive og ønsker at ødelægge sig selv. Det behøver ikke være fysisk vold eller direkte hån, nedgørelse eller latterliggørelse, men kan også være psykisk vold. At man ikke bliver hørt på, taget alvorligt, bliver hakket på, bliver kritiseret for at gøre tingene på sin egen måde, bliver talt ned til eller belært om man gør tingene på den forkerte måde, får at vide man ikke har forstand på det, at man har den forkerte opfattelse af tingene, ikke kan finde ud af hvordan man skal gøre, hvad man skal sige eller hvordan man skal opføre sig. Jeg ved ikke, hvem jeg skal give skylden eller hvem jeg skal blive vred på... Mine forældre, der ikke var gode nok til at passe på mig og give mig mulighed for at være sådan som jeg var; de børnehavepædagoger, der ikke lyttede til mig, når jeg prøvede at fortælle dem, jeg ikke følte mig godt tilpas med de andre børn og som i stedet for pressede mig til at gå ud og være vild med drengene, og som samtidig forlangte, at jeg skulle opføre mig og være som de andre drenge; de drenge der drillede/mobbede mig i folkeskolen for at være anderledes og som gjorde min skoletid til et mareridt, fordi jeg blev nødt til at holde øje med mig selv, så jeg ikke stak udenfor og påkaldte mig unødvendig opmærksomhed; de lærere der langt overvejende satte pris på og tillagde værdi til min drengede opførsel og deraf opfordrede mig til at være dreng som andre drenge; eller de mænd (og kvinder), der grinte af mig, skældte mig ud eller sagde jeg skulle "tage mig sammen" eller "mande mig op", når jeg gjorde eller følte sådan, som jeg havde det eller bedst kunne lide.
Jeg fik aldrig en opfattelse af, at jeg kunne være sig selv og gøre sådan som, jeg selv havde lyst til. Det drev mig ud i selvdestruktionen og gav mig til sidst lysten til at tage mig eget liv. Jeg følte ikke, jeg havde lov til at være her som det menneske jeg var. Heldigvis var jeg så heldig, at der var søde mennesker, der hjalp mig, og som lærte mig vigtigheden af at være egenkærlig og vende frustrationerne og vreden ud ad i stedet for ind ad. Det har hjulpet mig videre og givet mig en følelse af, at jeg også havde ret til at være tilstede, også selvom, jeg ikke føler, jeg bliver accepteret og anerkendt for at være mig. Jeg er stadig på vej i den proces, men er kommet et stykke videre, end jeg var for blot to-tre måneder siden. Men jeg ved også, jeg skal passe på, for verden kan være hård ved dem, der ikke er som de fleste er flest. Mig og min veninde er ikke de eneste transkønnede jeg har mødt, der har forsøgt at tage sit eget liv. Jeg har mødt og hørt om flere andre.
Nogle vil måske mene, at vi er skrøbelige, at det er vores egen skyld, at der er noget galt med os, at vi har psykiske problemer og burde tage os sammen. Derved bliver vi et objekt for det psykiatriske/offentlige behandlingssystem, hvor der bliver taget hånd om os, og hvor omverdenen så ved, hvordan de skal forholde sig til os; som syge, eller vi bliver et objekt for den fornedrelse, som har været så stor en del af mit og andres liv indtil nu; at vi er forkerte, åndssvage, dumme, ulækre, klamme eller hvad man ellers kan putte på os af negative ord.
Det ER godt, at hjælpen er der i psykiatriske og offentlige system. Det er og har jeg selv været glad for. Og det tror jeg også andre har. Men det bliver et problem, hvis man tror det er det rigtige, og det er det, der skal til for at hjælpe os som transkønnede. Ligeledes er det et problem, hvis man tror det er okay at håne os, mobbe os, tale grimt om os, fortælle os vi er forkerte eller, at der er noget galt med os. For man kan spørge sig selv om det os, der er noget galt med, eller om det er det samfund vi lever i, der gør det svært og i nogle tilfælde nærmest umuligt for os at være os selv? Jeg synes godt, man kan vende perspektivet om og sige, at det ikke er os transkønnede, der er syge eller forkerte, men at det er samfundet, og den måde vi bliver behandlet på af vores medmennesker, af det pædagogiske og uddannelsesmæssige system og af det offentlige/juridiske system, der gør os syge og i nogle tilfælde bringer os ud på selvmordets rand. For er det danske samfund et samfund, der giver (god) plads til mennesker, der ikke passer ind i de kasser, vi normalt opdeler hinanden i forhold til køn; som mand eller kvinde...?
Er vores skoler og daginstitutioner for det første for eksempel gode til at tage hensyn til børn, der ikke passer ind i de almindelige kasser for forventninger til drenge og piger? Til piger, der opfører sig mere maskulint end andre piger og som godt kan lide og gerne vil dyrke eller udtrykke deres maskuline sider, eller til drenge, der er mere feminine end de fleste andre drenge, og for hvem det er vigtigt at dyrke deres femininitet. Nogle børn har brug for andre påvirkninger, udfordringer og opfordringer end dem der normalt regnes for almindelige i forhold til drenge eller piger, for at de kan forme og udvikle sig til de mennsker, de er. Ellers risikerer samfundet at tabe dem på gulvet, når de ikke gider være med i det, der ellers foregår i skolen, fordi de føler sig ekskluderet og ikke føler, der er plads til dem. Jeg tror samtidig, at de fleste drenge og piger -uafhængigt af om de er transkønnede, homeseksuelle eller på anden måde er anderledes end det "almindelige" - vil være glade for at dyrke både deres maskuline og feminine side uafhængigt af, hvad deres biologiske køn er.
For det andet, er vores medmennesker gode til at acceptere transkønnede eller andre personer, der falder udenfor normen i forhold til, hvad der regnes for kvindelig og mandlig opførsel? Har danskerne generelt et positivt syn på transkønnede og andre kønslige og seksuelle minoriteter, og bliver vi mødt med anerkendelse og respekt? Det er desværre ikke udelukkende det, jeg møder, når jeg går på gaden, tager bussen, toget eller går i butikker og shopper. Og jeg bor endda - vil jeg vove at påstå - i en af de mest tolerante dele af landet, i København. Når jeg går på gaden møder jeg for eksempel mennesker som kigger underligt, stirrer eller som kommer med nedladende eller hånende udtryk som "føj", "hvor er du ulækker", "ad, det er en mand", "bøsse" eller andet. Heldigvis er kommentarerne ikke noget der sker hver dag eller ofte, men det sker, og det er noget, der ligger i mit baghoved, og som jeg er opmærksom på, når jeg går ud. Og jeg ved der er andre, der har oplevet værre ting, end jeg har. Det er desværre ofte særligt mænd, der kan være hånlige eller diskriminerende, eller som bliver stive, akavede, skal bryste sig eller på anden måde virke intolerante i deres opførsel overfor mig og andre transkønnede. Piger og kvinder er derimod ofte mere tolerante og har lettere ved at acceptere os, som de mennesker vi er.
For det tredje, er der problematikken om, hvordan vi som transkønnede bliver behandlet i det offentlige og juridiske system: Kan vi uden problemer skifte navn til det, vi har det bedst med, få et nyt CPR-nr, der stemmer overens med vores psykiske (egentlige) kønsidentitet, eller få hjælp til at blive afklaret med os selv om, hvordan vi har det bedst med at være og leve med vores specielle kønsidentitet? Det kan være svært, hvis vi ikke får mulighed for eller plads til at udforske os selv og vores måde at være i verden på ved at snakke om tingene og ved at prøve os selv af, i forhold til vores kønsidentitet, på forskellige måder og i forskellige kontekster under trygge og tillidsfulde forhold. Som det er i dag, kan vi ikke uden videre skifte navn til til modsatte køn medmindre vi er blevet erklæret transseksuel eller noget, der kan sidestilles hermed af Sexologisk klinik på Rigshospitalet. Ønsket om at få nyt CPR-nr. kan vi kun opnå, hvis vi bliver opereret. For transkønnede mænd vil det sige at få fjernet æggestokkene, og for transkønnede kvinder vil det sige at få fjernet penis og få opereret en vagina ind i stedet for. Hjælpen til at blive mere afklaret med sig selv, er set fra mit perspektiv både og. Der hvor vi per definition skulle kunne få hjælp, på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, er der for de fleste transkønnedes vedkommende ikke meget hjælp at hente. Det jeg fik at vide, da jeg var til samtale der, var, at det bedste for mig ville være at forlige mig med mit biologiske køn og således arbejde med mig selv for at acceptere det. Jeg tror ikke jeg havde siddet her i dag, hvis jeg skulle have fortsat med at være noget, jeg ikke var, og have gemt mig bag en facade, der hed mand, når jeg aldrig har været en mand, og heller aldrig bliver det. Jeg er transkønnet kvinde! Der er ligeledes mange andre transkønnede, der er kommet forgæves, når de er taget til Rigshospitalets Sexologiske Klinik for at få hjælp. Jeg tror kun jeg kender to, der er kommet igennem klinikkens strenge krav til at blive indstillet til en kønsskifteoperation, og jeg har efterhånden mødt mange andre transkønnede. Over 40. Samtidig er det heller ikke hjælp til at blive afklaret med dem selv de to, der er blevet godkendt til en operation, har modtaget på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Forløbet har nærmere været et forhør, hvor de som transkønnede skulle overbevise klinikken om, at de virkelige var transkønnede og havde et ønske om at blive kønsskifteopereret. Der blev ikke givet tid til afklaring og mulighed for at udforske sig selv og sit køn. Jeg ønsker ikke her at sige noget om, hvad der skal til for at man kan få en kønsskifteoperation, men stiller mig derimod kritisk overfor den måde man "hjælper" transkønnede på på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Jeg mener ikke, det er hjælp, vi får, når vi henvender os til Rigshospitalets Sexologiske Klinik.
Der hvor jeg til gengæld har fået hjælp, når det kommer til det offentlige system, er på Amager Psykiatriske Center, hvor jeg efter at have været indlagt 4 gange på deres psykiatriske afdeling endelig blev tilbudt en kontaktperson, jeg kunne komme til samtaler hos. Hos hende gik jeg til støttende samtaler, i første omgang for at afværge, at jeg skulle tage mit eget liv, men også for at blive bakket op i de ting, jeg kunne gøre for mig selv for at forbedre min situation. Det gav mig håb, lyst og mod på at gøre noget og tage udgangspunkt i, hvad kunne jeg gøre her og nu for at gøre mit liv bedre. Hun har været en stor hjælp for mig. Derudover er jeg også blevet tilbudt et længere psykoterapeutisk forløb, som jeg snart skal starte i, hvilket jeg ser frem til, og som jeg håber på kan være med til at give mig endnu større håb og mod på at møde verden, som mig selv.
Når jeg skriver de her ting, er det ikke fordi folk skal ynke eller have ondt af mig eller andre transkønnede. Men jeg skriver det, fordi jeg håber, det kan skabe større forståelse, accept og anerkendelse af os transkønnede som gruppe og mennesker. Både i det danske uddannelsessystem, i daginstitutioner, på sygehuse, i psykiatrien, hos læger, i loven og hos de mennesker, vi omgås og møder til daglig; den danske befolkning. Vi er flere, der har forsøgt at tage vores eget liv, fordi det virkede for smertefuldt, for hårdt og for udsigtsløst. Et menneskeliv er min optik et liv for meget, hvis det kunne være undgået. Det handler om menneskeliv, mennesker der ikke ønsker at være her. Kan det virkelig være rigtigt? Skal det være sådan at være transkønnet i Danmark? Skal det danske samfund, og de mennesker der lever i det behandle en gruppe af mennesker så dårligt, at resultatet bliver, at nogle af dem ønsker at tage deres eget liv. Jeg synes det ikke og håber, at jeg med disse ord kan appellere til større tolerance, anerkendelse og respekt af transkønnede, og at de gode ting, der sker for mig og andre transkønnede bliver flere, så vi kan føle os som respekterede og ligeværdige medmennesker.
Med håbet om tolerance og respekt
Malene Lang Hansen
Abonner på:
Opslag (Atom)