Undertrykkelse og mandlige forventninger

Kære Blog.

Jeg vil godt fortælle dig noget, og fortælle verden noget. Der er noget jeg godt vil dele med dig, noget jeg har brug for at komme ud med. Jeg går i øjeblikket i et terapiforløb på psykiatrisk center amager, for at få bedre selvværd og for at få arbejdet med nogle af de dysfunktionelle mønstre, jeg har lært i min opvækst. Det er et terapiforløb, hvor der arbejdes med gruppeterapi, og vi har dynamisk gruppe og kognitiv gruppe - to forskellige former former for terapi. Dynamisk gruppe er kort fortalt lidt ligesom almindelig psykoterapi. I gruppen snakker vi om vores relationer, opvækst og noget af det, der er svært i dagligdagen. Kognitiv gruppe retter sig mere mod, hvordan man kan lave om på nogle af de ting man gør - ændringer der gerne skulle være med til at styrke selvværdet, men som også kan bruges, hvis man oplever angst, eller hvis man har dysfunktionelle eller destruktive adfærdsmønstre. Forløbet er spændende og udfordrende, men kan til tider også være svært og hårdt. Vi er på det sidste begyndt at snakke om min transkønnethed i min dynamiske gruppe. Jeg kan ikke sige konkret, hvad vi snakker om, da det vi siger i gruppen siges i fortrolighed. Men jeg kan fortælle om nogle af de oplevelser, jeg har haft forud for gruppeterapien, og som påvirker mit forhold til mig selv som transkønnet, og mine reaktioner i forhold til emnet. For jeg bliver hurtigt vred, når nogen siger noget til mig i forhold til min identitet som transkønnet. Hvis det f.eks. handler om hvorvidt det er rigtigt eller forkert, eller om hvorvidt andre bør eller skal acceptere det. Jeg vil derfor godt skrive lidt om, hvad der gør mig vred og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.

Da jeg var lille og gik i børnehave oplevede jeg, at folk ikke troede på mig, når jeg sagde jeg havde det skidt, eller følte mig dårligt tilpas. Jeg oplevede at mine følelser ikke blev accepteret eller respekteret for det de var - nemlig mine følelser og mine oplevelser. I stedet for blev jeg opfordret til at gå ud og "have det sjovt" og lege ligesom andre drenge. Jeg tror, jeg lærte, at hvis jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det eller hvordan jeg følte, så hjalp det alligevel ikke. Inderst inde tror jeg, jeg følte mig sur og skuffet - skuffet over ikke at blive taget alvorligt og sur over at blive afvist. For jeg følte mig afvist. Jeg følte ikke der blev lyttet til mine behov, og at min måde at være i verden på blev nedvurderet og ikke taget alvorligt. De ting jeg prøvede at sige, eller de oplevelser jeg gik rundt med følte jeg ikke der var plads til, og jeg følte ikke jeg kunne udtrykke dem. Og deraf give plads til min frustration og min vrede over ikke at passe ind eller føle mig til rette i min drengekrop. Jeg gik med en fornemmelse af, der var noget galt med mig og at jeg skulle lave om på mig selv for at opføre mig eller være ligesom de andre. Kun på denne måde følt jeg mig accepteret. Jeg tror jeg følte mig dum og mærkelig, fordi jeg ikke kunne være som andre drenge, eller gøre ligesom de gjorde. Jeg var ikke ligesom dem, det ved jeg i dag, men det er jeg ikke sikker på jeg vidste dengang. Dengang troede jeg, det var mig, der ikke kunne finde ud af tingene, når jeg ikke kunne finde ud af at gøre som drengene eller hvis jeg ikke havde lyst til at gøre som dem. Inde i tror jeg, jeg har gået med den her frustration og vrede over ikke at kunne være mig selv og ikke kunne gøre som jeg selv havde lyst til. At min anerkendelse og accept hang sammen med om jeg kunne opføre mig som de andre.

Jeg tror både jeg oplevede det derhjemme i forhold til min far, hvor jeg følte jeg skulle leve op til ham i forhold til de mandlige idealer han opstillede og i forhold til de ting, han syntes der var spændende at lave med mig. Jeg ville gerne have min far var stolt af mig, men inderst inde havde jeg ikke lyst til at lave de samme ting som ham. Hvis jeg selv kunne have valgt, tror jeg hellere jeg ville have lavet pigeting med min mor. men sådan var det ikke. Jeg tror derfor jeg indvendigt kom til at opbygge en vrede over de mandeidealer jeg følte, jeg skulle leve op til. Det vil sige de ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive anerkendt og accepteret. De ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive værdsat af min far og for at mine lærer og pædagoger skulle synes jeg var dygtig eller gjorde det godt. Jeg følte altid der lå den her forventning om, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng i min krop. Jeg blev sur fordi jeg ikke havde lyst til at være en dreng, fordi jeg ikke havde lyst til at opføre mig som de andre drenge, eller gøre sådan som andre drenge gjorde. Inde i blev jeg mere og mere vred fordi jeg ikke kunne slippe af med forventningerne. For ligemeget hvor jeg gik hen, når man så ud som en dreng, var det de forventninger folk havde til en.

Inden jeg sprang ud var jeg led, ked af det, sur og vred, fordi jeg ikke kunne være mig selv, fordi jeg var begyndt at mærke mine egne følelser - de følelser der sagde til mig, at jeg følte mig som en kvinde og ikke en mand. Dengang var dog ikke mange der troede på mig. Formentlig fordi jeg havde levet som en mand i mange år, og havde lignet andre mænd. Men jeg mærkede en lille pige inde mig, som længtes efter at komme ud - for alt i verden... Hun ville ud, hun havde været spærret inde i så mange år, og havde aldrig fået lov at udtrykke sig som sig selv. Det var mange års frustrationer, vrede, skuffelser, nederlag og destruktion, der lå gemt i denne opdagelse og oplevelse. Det var jeg dog ikke rigtig klar over på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i kontakt med mine egne følelser. Så jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg følte, udover at det hele var for meget, og at det hele væltede rundt i mig uden jeg rigtig kunne sætte ord på det. Jeg sagde på et tidspunkt til min psykolog, at jeg følte jeg var ved at knække over på midten og sådan havde jeg virkelig, som om der var et eller andet, der var ved at brække over inde i mig. Jeg kunne dårligt gå eller holde ud at være sammen med mig selv. Det meste var et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Der var så mange ting, jeg følte jeg havde brug for at få ud.

Og nu sidder jeg med vreden, vreden over ikke at have kunnet være mig selv. Over ikke at have kunnet udtrykke mig sådan som jeg havde lyst til, eller gøre sådan som jeg godt kunne tænke mig at gøre. Fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke eller mene, og fordi jeg havde lært at være sød og pæn. Men jeg var frustreret, og jeg følte mig overset og overhørt. Jeg følte ikke jeg fik den opmærksomhed, jeg kunne tænke mig og at jeg blev taget af på en måde, som jeg godt kunne tænke mig at blive taget af. Min far så mig som en dreng, det gjorde min farfar også (det er de to jeg lige kan huske, og dem jeg har været tættest på i min barndom), og det gjorde de voksne pædagoger og lærere i børnehaven, skolen og på fritidshjemmet også. Det var derfor også nogle bestemte forventninger, de havde til mig. At jeg skulle være mandig, at jeg skulle mande mig op, tage mig sammen og være lidt mere mandhaftig eller maskulin. Jeg havde egentlig lyst til at de ville tage sig kærligt af mig, holde mig lidt og være blide overfor mig. I stedet var det forventningen om, at nu skal du se hvordan man gør - de ville lære mig at være mand/dreng. Jeg var en sød dreng/pige dengang og gjorde hvad jeg blev bedt om. Jeg havde lært at gøre som der blev sagt eller som jeg blev bedt om, så jeg gjorde ikke modstand. Men jeg følte mig dårlig, dum og svag, hvis jeg ikke kunne leve op til det. Og jeg følte der blev set ned på mig, hvis jeg ikke kunne gøre som drenge. Derfor blev jeg nok også ved med at opføre mig som dem - for ikke at mærke det ubehag, der fulgte med at føle sig dum, mærkelig, klam og ulækker. Jeg havde lyst til at gøre noget andet, og jeg har lyst til at gøre noget andet. Jeg har ikke lyst til at være som de andre drenge, eller være som andre mænd. Men jeg har fået en oplevelse af, det var ulækkert og klamt at være noget andet. Og jeg har derfor svært ved at tillade mig at være mig selv, fordi jeg føler der vil blive set ned på mig, hvis jeg er mig og ikke er som mænd. Og jeg bliver skuffet og vred, når jeg går ud i samfundet og bliver bekræftet i denne indre sandhed.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen med det jeg skriver, det er nået et andet sted hen end jeg havde regnet med. Jeg tror jeg er ved at finde ud af, der er noget i vejen med min måde at tænke på, og at der er noget i vejen med de mennesker, som bekræfter eller holder denne sandhed i hævd. At det jeg lærte som barn, det ikke er sandt. Jeg er ikke ulækker og klam, hvis jeg ikke er som de andre mænd og drenge, hvis jeg ikke opfører mig som dem, eller hvis jeg begynder at lægge an på dem. Det vil jeg prøve at sige til mig selv, også selvom jeg skulle møde folk, der mener noget andet og giver udtryk for noget af den foragt, som jeg tror præger dele af samfundet. Det var noget, jeg lærte som barn, men det gør det ikke sandt. Nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal skrive... Jo! Jeg tror altid jeg har følt mig som kvinde, men jeg har oplevet, at det ikke blev anerkedt og værdsat, og derfor lærte jeg at skjule det. Men jeg vil prøve at droppe den gemmeleg, og begynde at acceptere og respektere mig selv som kvinde, som pige, selvom det er svært. Jeg er lidt sur over det ikke blev set og ikke blev hørt, da jeg var lille, fordi det var det jeg havde lyst til at udtrykke. Og det er det, jeg bliver glad af.

Egentlig bliver jeg sur over den modstand jeg har mødt på min vej for at blive kvinde, når jeg ikke blev hørt eller forstået, eller når folk ikke troede på mine oplevelser eller opfordrede mig til noget andet. F.eks. at leve som mand og acceptere mit fysiske køn - de må være sindssyge..! Har vi ikke alle ret til et liv, hvor vi kan være glade og tilfredse, hvor vi bliver mødt som de mennesker vi er, og ikke skal gemme os selv og vores sande identitet for omverdenen? Det mener jeg vi har, og det er det jeg tror på. Derfor har jeg også taget denne kamp, både for mig selv og for andre der har det ligesom mig, eller som på en anden måde oplever at blive undertrykt i deres forsøg på at være dem selv eller udtrykke deres sande identitet. Det er ikke mig eller andre transkønnede der er syge, hvis der er noget der er sygt, så er det et samfund, der ikke levner plads til det, der er anderledes eller til det, der stikker udenfor. Et samfunds tolerance bør i mit hoved måles på, hvordan mindretallene behandles, om de så er af den ene eller den anden art, og der har Danmark et stykke vej at gå endnu, når det kommer til transkønnede. Samfundet er stadig sygt! Og der mangler bedre behandlingsmuligheder, bedre rettigheder og en større accept, respekt og anerkendelse af mig og andre transkønnede, og hvad der ellers findes af mindretalsidentiteter i dette samfund.

Tak og tak til dig, hvis du læser det her.

De dumme mænd og maskulinitetsidealet

Kære Blog.

Der er noget jeg godt vil dele med dig. Det er snart længe siden jeg har skrevet. Jeg har prøvet at skrive flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle formulere mig. Det handler om mænd, rettere bestemt mænd, der ikke befinder sig inden for LGBT-miljøet (Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender) , men som jeg på en den ene eller anden måde kommer i berørring eller kontakt med. Jeg har det svært med dem, og mange af dem har det vidst også svært med mig. Der er i hvert fald mange af dem, der ikke har lyst til at snakke med mig eller interessere sig for, hvem eller hvad jeg er. Ikke at de siger det direkte, men de undgår at hilse, kigger væk, når jeg kommer eller undgår at snakke med mig, hvis de kan komme til det. Jeg oplever det på mit kollegium, på mit arbejde og ude i byen, når jeg handler eller shopper. Men hvorfor er det sådan? Det spørger jeg tit mig selv om. Hvad er det der afskrækker dem sådan, og får dem til at holde sig væk? Er det så farligt, forkert, mærkeligt, underligt eller hvad man ellers kunne finde på af ord at være transkønnet, at være en kvinde født i en mands krop? Jeg synes det ikke inderst inde, men det gør de åbenbart, og jeg kan ikke lade være at blive påvirket af det. Derfor skriver jeg dette indlæg.

Jeg bliver i første omgang vred, jeg bliver sur, jeg bliver irriteret, og tænker de er dumme, åndssvage og nogle idioter. Men jeg bliver også ked af det, for jeg kunne egentlig godt tænke mig at snakke med dem. Jeg er interesseret i mænd og synes nogle af dem er spændende, men det er desværre så sjældent gengældt. Ærlig talt så savner jeg faktisk deres opmærksomhed ret meget... Derudover bliver jeg også bange, jeg bliver bange for, at jeg bliver nødt til at forsvare mig selv overfor dem, når jeg ikke ved om de accepterer mig. Om jeg kan risikere at blive mobbet, truet eller latterliggjort, ligesom man har hørt om med andre transkønnede. Jeg var på et tidspunkt startet til selvforsvar, og måske skulle jeg starte op igen... Det er i hvert fald noget jeg overvejer, selvom jeg synes det er noget pis. For jeg gider ikke bruge et helt liv på at gå rundt og forsvare mig selv, det er mit liv for kort til og jeg vil også kunne slappe af, nyde, føle mig tryg og sikker.

Men hvad er det så med de mænd? Hvad er det, jeg oplever med dem? Jeg oplever på den ene side, at de er nogle fucking idioter. Hvorfor det? Ja, fordi de altid på en eller anden måde har talt ned til mig og fået mig til at føle mig mindreværdig. Jeg havde en drengekrop ligesom dem og blev opdraget og behandlet ligesom andre drenge i min barndom og ungdom. Jeg tror i hvert fald, at det er sådan, de har tænkt, dem jeg har været i kontakt med i mit liv, før jeg sprang ud som transkønnet kvinde. Det betød, at der var nogle ting, man skulle kunne, som man gerne skulle kunne leve op til. En slags maskulinitetsideal! Sætninger som "er du svag?", "er du en kylling?", "er du en bangebuks?", "er du en svans?", "tør du ikke?", "er du tøset?" klingede lystigt fra andre drenges eller voksne mænds mund. Og de ting måtte man i hvert fald ikke være. Det var ildeset og noget der blev set ned på af andre drenge og mænd. Samtidig var der ting, man skulle leve op til: "Have styr på tingene", "have overblik", "vide hvad man vidste, hvad man kunne og hvad man ville", "helst ikke virke usikker eller vævende", "helst ikke udvise frygt eller virke som om man var bange". Jeg oplevede samtidig, at nogle mænd kunne behandle mig hårdt, i form af "nu måtte jeg tage mig sammen", "mande mig op", "vise mig som en mand", og "gøre det ordentligt", "ikke slå så vattet med den hammer...". I mit næste liv kan de sgu få et gok med den hammer, hvis ikke de lukker røven, og lader mig være den jeg er! Det blev tilsammen på en eller anden måde til, at jeg skulle kunne være, vildere, stærkere, hårdere og slagkraftigere. Jeg følte, at får at blive accepteret skulle jeg kunne være mere, end jeg egentlig var, jeg skulle kunne gøre mere end jeg egentlig havde lyst til, mere end jeg egentlig syntes var sjovt. Det er måske vigtigt at pointere, at det på en eller anden måde nok også hænger sammen med, at jeg hjemmefra havde lært, at jeg altid skulle kunne gøre mere end, hvad der blev forlangt. At jeg helst skulle kunne gøre det bedre. Indvendigt følte jeg, at jeg skulle kunne overgå mig selv. Og fuck jer, der er nogen der burde dø for dette, for jeg døde indvendigt, og min oplevelse af mig selv forsvandt, fordi det handlede om at kunne være mere, bedre og dygtigere end de andre. Og det var på de fucking drenges præmisser...!

En anden side af det med de drenge og mænd er som jeg skrev tidligere, at jeg inderst inde er interesseret i dem. Jeg tænder på mænd og det er på heteroseksuelle eller biseksuelle mænd, Mænd der er interesseret i kvinder. Jeg har prøvet at være sammen med bøsser. Men det er ikke mig som mig de tænder på. De tænder formentlig på min krop, men jeg oplever ikke, at de reagerer på de signaler jeg sender, når jeg godt vil lægge an på dem eller i tættere kontakt med dem. Og jeg tænder heller ikke på de signaler de sender til mig, hvis de prøver at lægge an på mig. Så det er de biseseksuelle eller heteroseksuelle mænd, jeg godt vil have fat i. Men det er ikke let. Jeg møder i hvert fald ikke så mange af dem. Hvis de er biseksuelle er der mange, der ikke er åbne omkring det, og hvis de er heteroseksuelle er det sjældent, de tænder på mig eller interesseret i mig. Oftest oplever jeg de afskyr mig eller væmmes ved mig, fordi de ser mig som en anden mand i dametøj. Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, for jeg har ikke spurgt dem, men hvis der er nogen mænd, der læser dette, kan de måske svare...?

Hvis jeg skal komme med en kritik, og det vil jeg gerne, for jeg synes der er nok at kritisere i forhold til dette, er det nok den mangel på rummelighed for mangfoldighed, der er i vores samfund. Det er ikke særlig let at stikke udenfor, at være anderledes og ikke leve op til normen. Og det er nok også en af grundene til at så få biseksuelle mænd er åbne omkring det. Og sjovt nok - eller det er ikke sjovt, men trist - er det sværere for mænd at være biseksuelle og være tiltrukket af andre mænd eller af transkønnede end det er for kvinder at være biseksuel og være tiltrukket af andre kvinder eller af transkønnede. Og igen har det nok noget at gøre med det maskulinitetsideal, der hersker blandt mænd. Der er i hvert fald studier i sociologien, der peger på, at det mindst velsete blandt mænd er at være feminin eller opføre sig feminint og virke tøset. Og det inkluderer samtidig det at være tiltrukket af andre mænd, for så er man jo ikke en "rigtig" mand. Jeg sagde det på et tidspunkt højt, da jeg sad og snakkede med nogen af kvinderne, der bor her på mit kollegium, og der sad også to mænd ved bordet. Da jeg sagde, at grunden til at mange mænd havde svært ved at acceptere mig som transkønnet, nok havde noget at gøre med maskulinitetsideal, blev de meget stille, begyndte at klø sig i nakken og virke ubekvemme. Så det helt ved siden af er det nok ikke skudt, selvom det selvfølgelig ikke gælder for alle mænd, og tak for det og high five til jer, der holder fanen højt for mangfoldighed, accept og tolerance. Det gør min og andre transkønnedes hverdag lettere og bedre, og så håber jeg, vi i fremtiden vil se flere mennesker bryde med de snævre rammer for, hvordan man kan være mand - eller kvinde, eller noget der ligger midt i mellem, og at der bliver bedre plads til at være de mennesker, vi hver især er. For den rummelighed er set fra mit synspunkt begrænset på nuværende tidspunkt...

Et sted, hvor der blevet leget med kønnet

Hej kære blog.

Jeg vil i dette andet indlæg fortælle min første oplevelse med et sted, jeg første gang mødte for omkring et par år siden. Det var før tankerne om at være kvinde rigtigt var begyndt at udkrystallisere sig. Jeg var blevet inviteret med af en af mine venner, som af og til havde været der og brugt stedet. Han var og er en alternativ type, som godt kan lide at gøre tingene på sin egen måde og ikke tænker så meget på, hvad flertallet gør eller ønsker, så jeg vidste godt, det var et sted for alternativ kultur. Jeg tror egentlig, jeg tænkte det måtte være et underligt sted, men var på den anden side alligevel fristet til at tage med, både fordi han syntes om stedet, men også fordi det lød spændende. Vi tog derfor derud en fredag aften, hvor vi var i byen sammen. Så vidt jeg husker, havde vi også en anden af mine daværende venner med, men det er knap så vigtigt. Stedet vi tog ud til ligger i kødbyen på Vesterbro og hedder Warehouse 9. Stedet rummer alternativ kultur med optrædender, udstillinger og performances, og holder derudover fester for alle salgs LGBT-mennesker (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) med særligt fokus på transpersonerne, men der også plads til alle andre, der har lyst til at være med.

Det var en af festerne, vi tog ud til, og der var denne aften også performances af nogen, jeg desværre ikke kan huske navnet på, men som var nogle mænd/transer, der optrådte i dametøj og derudover bar masker, således at deres ansigter var skjulte. Måske en del af det lidt hengemte i deres udtryk.

Jeg kan ikke præcis huske, hvordan jeg reagerede i første omgang, da vi kom ud til stedet. Jeg tror jeg blev lidt overældet af alle de forskellige mennesker, der var til stede. Mennesker, som klædte sig på en speciel og alternativ måde i forhold til det, jeg var vant til. I løbet af aftenen fik jeg dog en følelse af, at det var lidt spændende og pirrende for min nysgerrighed og mine indre følelser, men samtidig virkede det også grænseoverskridende. Nogle personer legede med deres køn eller var i det modsatte køn, ved at være mænd/transpersoner (det afhænger af, hvordan de selv vil definere sig) iklædt dametøj. Nogle var fuldt dresset op, og andre bar blot dele af det kvindelige køns tøj på. Herudover var der piger, der havde mandetøj på. I det hele taget var der en stemning af leg og fri udfoldelse. Grænserne for, hvad man kunne tilllade sig, i forhold til, hvordan man klædte sig eller så ud var flydende og fire. Der var ingen bindende normer eller angribende blikke, når man skejede ud, man kunne tillade at udstille sig selv, som man selv havde mest lyst til.

Det virkede fjernt for mig at forestille sig, hvordan man kunne være så fri i sin måde at være og optræde på. Hvordan kunne man tillade sig at lade sig drage af forvandlingen til modsatte køn? Det virkede uvirkeligt for mig. Jeg havde selv en forestilling om, at man skulle være, som man var, altså være det køn man var født som. Det forvirrede mig, at man kunne være anderledes, at den mulighed også var åben. Jeg følte mig draget af stedet og den frihed, jeg oplevede der, men følte samtidig, at det var mærkeligt, forbudt og forkert at tænke i baner af det modsatte køn. Var jeg ikke født som en mand, og havde jeg ikke altid været det? Eller var der noget andet, der pirrede inde i mig? Jeg tror ikke, jeg tænkte det så klart på det tidspunkt, men følelsen af at blive forført var der.

Det gav mig lyst til at komme igen, selvom alle tankerne af, at det var forkasteligt og forkert i lang tid holdt mig tilbage og holdt mig på det spor, jeg troede, der var lagt for mig. Et spor jeg var sikker på, man skulle forfølge, for det havde man da altid gjort i min familie. Man stillede ikke sig selv for meget til skue, krævede ikke for meget, bad ikke om lov til at være der, hvis man skilte sig ud fra flertallet - man skulle jo helst passe ind - og ikke mindst gav man ikke afløb for sine følelser og affekter, hvis man havde brug for det. Og give afløb for affekterne, det fik jeg brug for og er jeg også sikker på, jeg får brug for, hvis jeg skal klare mig som transkønnet. Jeg tror det er vigtigt at give afløb, for det man føler, om det så er sorg, vrede, skyld, skam eller noget femte, Det er i hvert fald noget af det, jeg prøver at tænke på og blive bedre til, da jeg i alt for mange år har gemt mine følelser væk og ikke ladet dem komme til udtryk, hvilket kom til at gøre ondt i sidste ende. Det vil jeg nok fortælle mere om en anden gang.