Kan jeg være mig?

Kære Blog.

Jeg er her igen. Det er lang tid siden, jeg har været her. Men der er noget vigtigt jeg godt vil fortælle dig og som jeg også godt vil fortælle omverdenen. Jeg er transkønnet. For at slå det fast endnu engang vil det sige, at jeg er en pige, men jeg er født med en drengekrop. Jeg har stadig drengegenitalier og har endnu heller ikke fået mine egne bryster. Jeg er på vej i den proces, men det er knap så vigtigt. Det er det omverdenen gerne vil høre og bliver lagt vægt på, når folk spørger mig om noget i forhold til min transkønnethed: "er du blevet opereret eller vil du og i så fald hvornår?". Men det er ligemeget. Det handler ikke om operation - det handler ikke, om jeg har den ene eller den anden form for kønsorganer, om jeg har bryster eller ej. Det handler om at være mig og det handler om at kunne være mig. Uden at blive udsat for hån, latterliggørelse, vold, stirrende blikke, mærkelige kommentarer, grin, eksklusion, afstandtagen eller nedladende attitude eller kommentarer.

Jeg blev som sagt født med en drengekrop, men inde i denne drengekrop boede en pige. Hun har altid været der og hun har levet derinde hele mit liv. Jeg blev dog ikke klar over det før jeg blev 25 år, før min mor døde og jeg skulle til at finde mig selv og finde ud af hvem jeg var, når hun ikke længere styrede og bestemte over mig, og jeg ikke længere dannede og indgik i relationer, der udsprang af mit forhold til hende. Jeg lærte fra barns ben af at være en pleaser, jeg lærte at gøre de ting, der blev forventet og ønsket af mig, og jeg holdt igen på den vrede og aggression jeg gik rundt med. Omverdenen så en dreng, når de mødte mig og jeg forsøgte at leve op til de forventninger. der blev stillet på baggrund heraf. Det gjorde mig vred og ked af det. Jeg mistede på den måde min egen identitet - min følelse af mig selv og blev et produkt af omgivelsernes krav og forventninger. Jeg ville gerne gøre det godt, og jeg ville gerne se om jeg kunne gøre de mennesker, der var omkring mig tilfredse - de voksne, kammeraterne, mine forældre og min lillebror. Det blev en ulige kamp, for jeg ville aldrig kunne lykkes, jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds og gøre alle tilpas. Men det var det jeg havde lært hjemmefra, så derfor forsøgte jeg at gøre det. Det var min overlevelsesstrategi. Og jeg gjorde det også godt et langt stykke hen af vejen, og samtidig klarede jeg mig godt i skolen, på gymnaiset og på universitetet og fik et flot studiejob i Justitsministeriet, som studentermedhjælper i forksningskontoret. Jeg var en mand på det tidspunkt, eller rettere sagt jeg havde et kønsudtryk som andre mænd. Og på papiret så alt lovende ud for mig. Flot karriere, god familie, gode venner, god økonomi - mad, vin og luksus. Men inde i mig var der en lille pige der savnede kærlighed, omsorg, tryghed og nærhed. Jeg havde ikke lært at passe på mig selv, vidste ikke hvad kærlighed handlede om, og hvad ægte omsorg og nærhed ville sige, ligesom jeg heller ikke vidste hvad ægte støtte, opmuntring og grænsesætning handlede om. Og det er jeg stadigvæk kun ved at lære, men jeg bliver bedre til det og jeg bliver bedre til at finde ud af, hvad der er godt. Det er jeg glad for og jeg er glad for det jeg lærer og den hjælp jeg får. Nu vil jeg dog gerne vende tilbage til pigen i mig - eller rettere til mig - til min transkønnethed.

I dagens Danmark er det sådan, at vi vurderer og opfatter hinanden et langt stykke hen af vejen ud fra hinandens køn - er det en mand eller kvinde, vi møder eller taler med, hører vi til hos drengene eller pigerne, er det et mandefag eller kvindefag og hvorfor er det det ene eller det andet osv. osv. Mange tænker nok ikke over det i deres dagligdag, fordi det er så indlejret i de fleste som en forforståelse og en måde at opfatte verden på. Men hvis det ikke var så vigtigt og hvis det ikke fyldte så meget, hvordan kan det så være, at det skaber så meget påstyr, at jeg ønsker at skifte køn eller rettere ønsker at udleve min kønsidentitet, der er modsat min biologiske krop? For det gør det - det går ikke let af sig - ligesom det heller ikke skaber meget positiv feedback hos almindelige mennesker. Jeg er som sagt født med en drengekrop og føler mig som pige. Det betyder at mange mennesker stadigvæk tænker jeg er en mand eller opfatter mig som en mand - måske en feminin en slagsen - men ikke som en kvinde eller som en transkønnet kvinde. Og det er selvom mit kønsudtryk er lig andre kvinders. Jeg har langt hår, jeg går med make-up, jeg går med feminint tøj og har på mange måder tillagt mig en attitude og et kønsudtryk som andre kvinder i dette land. Min stemme kan dog stadig være dyb, men også lys, det kommer an på til hvilken lejlighed og hvad jeg siger. Jeg kan godt øve mig i at gøre den lysere og mere feminin, og det vil jeg sikkert også, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, for jeg tror den manglende postitive feedback og respons handler om noget andet. Jeg tror det er noget andet der gør, at folk har svært ved at opfatte mig som kvinde. Jeg tror det handler det mere om min krop, om hvordan den ser ud og hvilke associationer den giver folk. Jeg tror det for mange almindelige mennesker handler om hvilke kønsdele jeg har, og med hvilken krop, jeg i første omgang blev født. Og det er en drengekrop.

Jeg er blevet opdraget til at være en dreng... Af mine forældre, af børnehavepædagoger, af skolevæsenet og af alle de andre mennesker, jeg havde kontakt til som barn. Og jeg har lært hvad det vil sige at gøre drengeting og ikke opføre sig som pige. Jeg har samtidig lært at drenge skal være stærke, modige, ikke vise frygt, have selvkontrol, kunne klare sig selv, og ikke lade sig glide for meget med af sine følelser. Jeg har derimod ikke lært så meget om, hvad det vil sige at være feminin, tøset, pjattet, fjantet, give slip og lade følelserne tage over. Det kunne jeg godt tænke mig at lære mere af og blive bedre til. Men det er svært for der er ikke mange mænd jeg kan være feminin og tøset overfor og der er ikke mange kvinder jeg kan være pige/kvinde sammen med med mindre jeg fortæller dem, hvordan tingene hænger sammen. Og ja det gør mig vred og arrig. Fordi jeg føler ikke jeg kan gå ud og få den opmærksomhed jeg søger og udleve mig selv som det menneske, jeg er. Jeg kan ikke som andre piger og kvinder gå ud og flirte med mændene eller tiltrække deres opmærksomhed på kvindelige præmisser, og jeg kan i mange tilfælde ikke få dem til at se og opfatte mig som en kvinde, selvom flirtedelen er skåret fra. Den opmærksomhed giver de mig ikke, den måde vil de ikke møde mig på. Lige sådan er der mange kvinder, der heller ikke møder mig som en pige/kvinde (eller rettere som transkønnet kvinde). De møder mig stadig som en mand i dametøj eller en trans (og det er i negativ betydning af ordet - som i "han er trans" eller "hende transen"). Det er ydmygende og nedværdigende. Samtidig føler jeg at min personlighed bliver krænket og er blevet krænket, fordi de forventninger, der bliver stillet til mig og er blevet stillet til mig ikke stemmer overens med min personlighed. På godt gammelt dansk: "Jeg er ikke en dreng, og jeg har aldrig været en dreng og jeg bliver ikke en dreng." Jeg er transkønnet kvinde, og det er der mange, der har svært ved at forstå og se.

Jeg oplever at blive ignoreret, blive set ned på mig, kigget skævt til, råbt skældsord efter, lagt afstand til og at der i samfundet og den offentlige diskurs bliver talt dårligt om mig og min slags. Vi bliver sygeliggjort, stemplet som mærkelige, udstillet som freaks, krænket ved at blive omtalt med forkerte pronomens (han/hun) og på andre måder gjort til skamme over de mennesker, vi er. Er det i sådan et samfund jeg skal forsøge at blive en bidragende samfundsborger? Det ved jeg ikke... Jeg vil ikke betragtes som en andenrangsborger, og jeg vil ikke være den, der bliver valgt sidst til job, uddannelse og andre goder, fordi jeg er anderledes og ikke er som flertallet. Jeg er bedre og mere værd end det. Og jeg tror jeg har arbejdet hårdere og mere intensivt end andre for at blive mig selv og for at være mig selv, samt med at rydde op i det rod af dysfunktioner og negative mønstre, jeg lærte som barn. Og det arbejder jeg stadig med og vil nok gøre i lang tid. Men jeg ved ærlig talt ikke, hvorvidt jeg ønsker at være del af et samfund, der ikke respekterer og anerkender min identitet. Jeg har hørt om andre transkønnede, der er rejst ud af landet eller har bosat sig andre steder, hvor accepten og tolerancen er større, og de tanker og deres erfaringer ligger i mit baghoved. Jeg ønsker at kunne være mig og jeg ønsker at kunne være det på lige fod med andre. Den respekt mener jeg, jeg fortjener, lige så vel som andre mennesker fortjener den. Med et ønske om større tolerance, accept og respekt.

Til orientering er indlægget ikke rettet mod nogen bestemt, men er en konstatering af, hvordan jeg oplever det at være transkønnet i Danmark i 2012, og hvordan jeg har oplevet det i mit liv hidtil.

Et sted, hvor der blevet leget med kønnet

Hej kære blog.

Jeg vil i dette andet indlæg fortælle min første oplevelse med et sted, jeg første gang mødte for omkring et par år siden. Det var før tankerne om at være kvinde rigtigt var begyndt at udkrystallisere sig. Jeg var blevet inviteret med af en af mine venner, som af og til havde været der og brugt stedet. Han var og er en alternativ type, som godt kan lide at gøre tingene på sin egen måde og ikke tænker så meget på, hvad flertallet gør eller ønsker, så jeg vidste godt, det var et sted for alternativ kultur. Jeg tror egentlig, jeg tænkte det måtte være et underligt sted, men var på den anden side alligevel fristet til at tage med, både fordi han syntes om stedet, men også fordi det lød spændende. Vi tog derfor derud en fredag aften, hvor vi var i byen sammen. Så vidt jeg husker, havde vi også en anden af mine daværende venner med, men det er knap så vigtigt. Stedet vi tog ud til ligger i kødbyen på Vesterbro og hedder Warehouse 9. Stedet rummer alternativ kultur med optrædender, udstillinger og performances, og holder derudover fester for alle salgs LGBT-mennesker (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) med særligt fokus på transpersonerne, men der også plads til alle andre, der har lyst til at være med.

Det var en af festerne, vi tog ud til, og der var denne aften også performances af nogen, jeg desværre ikke kan huske navnet på, men som var nogle mænd/transer, der optrådte i dametøj og derudover bar masker, således at deres ansigter var skjulte. Måske en del af det lidt hengemte i deres udtryk.

Jeg kan ikke præcis huske, hvordan jeg reagerede i første omgang, da vi kom ud til stedet. Jeg tror jeg blev lidt overældet af alle de forskellige mennesker, der var til stede. Mennesker, som klædte sig på en speciel og alternativ måde i forhold til det, jeg var vant til. I løbet af aftenen fik jeg dog en følelse af, at det var lidt spændende og pirrende for min nysgerrighed og mine indre følelser, men samtidig virkede det også grænseoverskridende. Nogle personer legede med deres køn eller var i det modsatte køn, ved at være mænd/transpersoner (det afhænger af, hvordan de selv vil definere sig) iklædt dametøj. Nogle var fuldt dresset op, og andre bar blot dele af det kvindelige køns tøj på. Herudover var der piger, der havde mandetøj på. I det hele taget var der en stemning af leg og fri udfoldelse. Grænserne for, hvad man kunne tilllade sig, i forhold til, hvordan man klædte sig eller så ud var flydende og fire. Der var ingen bindende normer eller angribende blikke, når man skejede ud, man kunne tillade at udstille sig selv, som man selv havde mest lyst til.

Det virkede fjernt for mig at forestille sig, hvordan man kunne være så fri i sin måde at være og optræde på. Hvordan kunne man tillade sig at lade sig drage af forvandlingen til modsatte køn? Det virkede uvirkeligt for mig. Jeg havde selv en forestilling om, at man skulle være, som man var, altså være det køn man var født som. Det forvirrede mig, at man kunne være anderledes, at den mulighed også var åben. Jeg følte mig draget af stedet og den frihed, jeg oplevede der, men følte samtidig, at det var mærkeligt, forbudt og forkert at tænke i baner af det modsatte køn. Var jeg ikke født som en mand, og havde jeg ikke altid været det? Eller var der noget andet, der pirrede inde i mig? Jeg tror ikke, jeg tænkte det så klart på det tidspunkt, men følelsen af at blive forført var der.

Det gav mig lyst til at komme igen, selvom alle tankerne af, at det var forkasteligt og forkert i lang tid holdt mig tilbage og holdt mig på det spor, jeg troede, der var lagt for mig. Et spor jeg var sikker på, man skulle forfølge, for det havde man da altid gjort i min familie. Man stillede ikke sig selv for meget til skue, krævede ikke for meget, bad ikke om lov til at være der, hvis man skilte sig ud fra flertallet - man skulle jo helst passe ind - og ikke mindst gav man ikke afløb for sine følelser og affekter, hvis man havde brug for det. Og give afløb for affekterne, det fik jeg brug for og er jeg også sikker på, jeg får brug for, hvis jeg skal klare mig som transkønnet. Jeg tror det er vigtigt at give afløb, for det man føler, om det så er sorg, vrede, skyld, skam eller noget femte, Det er i hvert fald noget af det, jeg prøver at tænke på og blive bedre til, da jeg i alt for mange år har gemt mine følelser væk og ikke ladet dem komme til udtryk, hvilket kom til at gøre ondt i sidste ende. Det vil jeg nok fortælle mere om en anden gang.