Undertrykkelse og mandlige forventninger

Kære Blog.

Jeg vil godt fortælle dig noget, og fortælle verden noget. Der er noget jeg godt vil dele med dig, noget jeg har brug for at komme ud med. Jeg går i øjeblikket i et terapiforløb på psykiatrisk center amager, for at få bedre selvværd og for at få arbejdet med nogle af de dysfunktionelle mønstre, jeg har lært i min opvækst. Det er et terapiforløb, hvor der arbejdes med gruppeterapi, og vi har dynamisk gruppe og kognitiv gruppe - to forskellige former former for terapi. Dynamisk gruppe er kort fortalt lidt ligesom almindelig psykoterapi. I gruppen snakker vi om vores relationer, opvækst og noget af det, der er svært i dagligdagen. Kognitiv gruppe retter sig mere mod, hvordan man kan lave om på nogle af de ting man gør - ændringer der gerne skulle være med til at styrke selvværdet, men som også kan bruges, hvis man oplever angst, eller hvis man har dysfunktionelle eller destruktive adfærdsmønstre. Forløbet er spændende og udfordrende, men kan til tider også være svært og hårdt. Vi er på det sidste begyndt at snakke om min transkønnethed i min dynamiske gruppe. Jeg kan ikke sige konkret, hvad vi snakker om, da det vi siger i gruppen siges i fortrolighed. Men jeg kan fortælle om nogle af de oplevelser, jeg har haft forud for gruppeterapien, og som påvirker mit forhold til mig selv som transkønnet, og mine reaktioner i forhold til emnet. For jeg bliver hurtigt vred, når nogen siger noget til mig i forhold til min identitet som transkønnet. Hvis det f.eks. handler om hvorvidt det er rigtigt eller forkert, eller om hvorvidt andre bør eller skal acceptere det. Jeg vil derfor godt skrive lidt om, hvad der gør mig vred og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.

Da jeg var lille og gik i børnehave oplevede jeg, at folk ikke troede på mig, når jeg sagde jeg havde det skidt, eller følte mig dårligt tilpas. Jeg oplevede at mine følelser ikke blev accepteret eller respekteret for det de var - nemlig mine følelser og mine oplevelser. I stedet for blev jeg opfordret til at gå ud og "have det sjovt" og lege ligesom andre drenge. Jeg tror, jeg lærte, at hvis jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det eller hvordan jeg følte, så hjalp det alligevel ikke. Inderst inde tror jeg, jeg følte mig sur og skuffet - skuffet over ikke at blive taget alvorligt og sur over at blive afvist. For jeg følte mig afvist. Jeg følte ikke der blev lyttet til mine behov, og at min måde at være i verden på blev nedvurderet og ikke taget alvorligt. De ting jeg prøvede at sige, eller de oplevelser jeg gik rundt med følte jeg ikke der var plads til, og jeg følte ikke jeg kunne udtrykke dem. Og deraf give plads til min frustration og min vrede over ikke at passe ind eller føle mig til rette i min drengekrop. Jeg gik med en fornemmelse af, der var noget galt med mig og at jeg skulle lave om på mig selv for at opføre mig eller være ligesom de andre. Kun på denne måde følt jeg mig accepteret. Jeg tror jeg følte mig dum og mærkelig, fordi jeg ikke kunne være som andre drenge, eller gøre ligesom de gjorde. Jeg var ikke ligesom dem, det ved jeg i dag, men det er jeg ikke sikker på jeg vidste dengang. Dengang troede jeg, det var mig, der ikke kunne finde ud af tingene, når jeg ikke kunne finde ud af at gøre som drengene eller hvis jeg ikke havde lyst til at gøre som dem. Inde i tror jeg, jeg har gået med den her frustration og vrede over ikke at kunne være mig selv og ikke kunne gøre som jeg selv havde lyst til. At min anerkendelse og accept hang sammen med om jeg kunne opføre mig som de andre.

Jeg tror både jeg oplevede det derhjemme i forhold til min far, hvor jeg følte jeg skulle leve op til ham i forhold til de mandlige idealer han opstillede og i forhold til de ting, han syntes der var spændende at lave med mig. Jeg ville gerne have min far var stolt af mig, men inderst inde havde jeg ikke lyst til at lave de samme ting som ham. Hvis jeg selv kunne have valgt, tror jeg hellere jeg ville have lavet pigeting med min mor. men sådan var det ikke. Jeg tror derfor jeg indvendigt kom til at opbygge en vrede over de mandeidealer jeg følte, jeg skulle leve op til. Det vil sige de ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive anerkendt og accepteret. De ting jeg følte jeg skulle gøre for at blive værdsat af min far og for at mine lærer og pædagoger skulle synes jeg var dygtig eller gjorde det godt. Jeg følte altid der lå den her forventning om, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng i min krop. Jeg blev sur fordi jeg ikke havde lyst til at være en dreng, fordi jeg ikke havde lyst til at opføre mig som de andre drenge, eller gøre sådan som andre drenge gjorde. Inde i blev jeg mere og mere vred fordi jeg ikke kunne slippe af med forventningerne. For ligemeget hvor jeg gik hen, når man så ud som en dreng, var det de forventninger folk havde til en.

Inden jeg sprang ud var jeg led, ked af det, sur og vred, fordi jeg ikke kunne være mig selv, fordi jeg var begyndt at mærke mine egne følelser - de følelser der sagde til mig, at jeg følte mig som en kvinde og ikke en mand. Dengang var dog ikke mange der troede på mig. Formentlig fordi jeg havde levet som en mand i mange år, og havde lignet andre mænd. Men jeg mærkede en lille pige inde mig, som længtes efter at komme ud - for alt i verden... Hun ville ud, hun havde været spærret inde i så mange år, og havde aldrig fået lov at udtrykke sig som sig selv. Det var mange års frustrationer, vrede, skuffelser, nederlag og destruktion, der lå gemt i denne opdagelse og oplevelse. Det var jeg dog ikke rigtig klar over på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i kontakt med mine egne følelser. Så jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg følte, udover at det hele var for meget, og at det hele væltede rundt i mig uden jeg rigtig kunne sætte ord på det. Jeg sagde på et tidspunkt til min psykolog, at jeg følte jeg var ved at knække over på midten og sådan havde jeg virkelig, som om der var et eller andet, der var ved at brække over inde i mig. Jeg kunne dårligt gå eller holde ud at være sammen med mig selv. Det meste var et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Der var så mange ting, jeg følte jeg havde brug for at få ud.

Og nu sidder jeg med vreden, vreden over ikke at have kunnet være mig selv. Over ikke at have kunnet udtrykke mig sådan som jeg havde lyst til, eller gøre sådan som jeg godt kunne tænke mig at gøre. Fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke eller mene, og fordi jeg havde lært at være sød og pæn. Men jeg var frustreret, og jeg følte mig overset og overhørt. Jeg følte ikke jeg fik den opmærksomhed, jeg kunne tænke mig og at jeg blev taget af på en måde, som jeg godt kunne tænke mig at blive taget af. Min far så mig som en dreng, det gjorde min farfar også (det er de to jeg lige kan huske, og dem jeg har været tættest på i min barndom), og det gjorde de voksne pædagoger og lærere i børnehaven, skolen og på fritidshjemmet også. Det var derfor også nogle bestemte forventninger, de havde til mig. At jeg skulle være mandig, at jeg skulle mande mig op, tage mig sammen og være lidt mere mandhaftig eller maskulin. Jeg havde egentlig lyst til at de ville tage sig kærligt af mig, holde mig lidt og være blide overfor mig. I stedet var det forventningen om, at nu skal du se hvordan man gør - de ville lære mig at være mand/dreng. Jeg var en sød dreng/pige dengang og gjorde hvad jeg blev bedt om. Jeg havde lært at gøre som der blev sagt eller som jeg blev bedt om, så jeg gjorde ikke modstand. Men jeg følte mig dårlig, dum og svag, hvis jeg ikke kunne leve op til det. Og jeg følte der blev set ned på mig, hvis jeg ikke kunne gøre som drenge. Derfor blev jeg nok også ved med at opføre mig som dem - for ikke at mærke det ubehag, der fulgte med at føle sig dum, mærkelig, klam og ulækker. Jeg havde lyst til at gøre noget andet, og jeg har lyst til at gøre noget andet. Jeg har ikke lyst til at være som de andre drenge, eller være som andre mænd. Men jeg har fået en oplevelse af, det var ulækkert og klamt at være noget andet. Og jeg har derfor svært ved at tillade mig at være mig selv, fordi jeg føler der vil blive set ned på mig, hvis jeg er mig og ikke er som mænd. Og jeg bliver skuffet og vred, når jeg går ud i samfundet og bliver bekræftet i denne indre sandhed.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen med det jeg skriver, det er nået et andet sted hen end jeg havde regnet med. Jeg tror jeg er ved at finde ud af, der er noget i vejen med min måde at tænke på, og at der er noget i vejen med de mennesker, som bekræfter eller holder denne sandhed i hævd. At det jeg lærte som barn, det ikke er sandt. Jeg er ikke ulækker og klam, hvis jeg ikke er som de andre mænd og drenge, hvis jeg ikke opfører mig som dem, eller hvis jeg begynder at lægge an på dem. Det vil jeg prøve at sige til mig selv, også selvom jeg skulle møde folk, der mener noget andet og giver udtryk for noget af den foragt, som jeg tror præger dele af samfundet. Det var noget, jeg lærte som barn, men det gør det ikke sandt. Nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal skrive... Jo! Jeg tror altid jeg har følt mig som kvinde, men jeg har oplevet, at det ikke blev anerkedt og værdsat, og derfor lærte jeg at skjule det. Men jeg vil prøve at droppe den gemmeleg, og begynde at acceptere og respektere mig selv som kvinde, som pige, selvom det er svært. Jeg er lidt sur over det ikke blev set og ikke blev hørt, da jeg var lille, fordi det var det jeg havde lyst til at udtrykke. Og det er det, jeg bliver glad af.

Egentlig bliver jeg sur over den modstand jeg har mødt på min vej for at blive kvinde, når jeg ikke blev hørt eller forstået, eller når folk ikke troede på mine oplevelser eller opfordrede mig til noget andet. F.eks. at leve som mand og acceptere mit fysiske køn - de må være sindssyge..! Har vi ikke alle ret til et liv, hvor vi kan være glade og tilfredse, hvor vi bliver mødt som de mennesker vi er, og ikke skal gemme os selv og vores sande identitet for omverdenen? Det mener jeg vi har, og det er det jeg tror på. Derfor har jeg også taget denne kamp, både for mig selv og for andre der har det ligesom mig, eller som på en anden måde oplever at blive undertrykt i deres forsøg på at være dem selv eller udtrykke deres sande identitet. Det er ikke mig eller andre transkønnede der er syge, hvis der er noget der er sygt, så er det et samfund, der ikke levner plads til det, der er anderledes eller til det, der stikker udenfor. Et samfunds tolerance bør i mit hoved måles på, hvordan mindretallene behandles, om de så er af den ene eller den anden art, og der har Danmark et stykke vej at gå endnu, når det kommer til transkønnede. Samfundet er stadig sygt! Og der mangler bedre behandlingsmuligheder, bedre rettigheder og en større accept, respekt og anerkendelse af mig og andre transkønnede, og hvad der ellers findes af mindretalsidentiteter i dette samfund.

Tak og tak til dig, hvis du læser det her.

Mønstre fra barndommen

Hej kære Blog.

Jeg prøver at sætte ord på de ting jeg har oplevet, og jeg prøver at fortælle andre mennesker om det, der ligger mig på sinde, om det jeg mærker i mit hjerte. Jeg vil gerne fortælle om min historie, om de ting jeg har oplevet, om hvordan mit forløb har været i forhold til det at være transkønnet og i det hele taget, om hvordan det er at være mig. Men det er som om der er så få der forstår det, som om det kun er de færreste der rigtig kan sætte sig ind i det. Jeg vil prøve at sætte nogle ord på det her.

Jeg levede i mange år for min mor skyld. Jeg levede for at gøre hende glad, tilfredstille hende og sørge for hun havde det godt. Jeg var bange for at miste hende, jeg var bange for hun skulle gå fra mig. Jeg havde oplevet, at når hende og far skændtes, da jeg var lille, kunne hun finde på at gå, hvis det blev for meget for hende. Det kunne jeg ikke bære, det ville jeg ikke kunne leve med. Jeg var bange for, jeg kunne miste hende for altid, at hun for evigt ville forsvinde ud af min verden. Jeg lærte derfor ikke at gøre for meget besvær, gøre mor sur eller skuffet. Og jeg lærte at give hende det, hun gerne ville have. På den måde blev jeg hendes lille fortrolige og hendes lille hjælper, jeg var der for hende og jeg lyttede på hende, når hun havde det svært eller følte sig dårligt behandlet, også hvis det var min far, hun havde det skidt med. Jeg kunne ikke bære tanken om, at hun kunne forsvinde - for det var det jeg troede som barn, og de følelser jeg stadig kan gå rundt med. Jeg gav hende derfor, hvad hun havde brug for, det hun trængte til. Og jeg blev hendes lille mand, jeg blev hendes lille beskytter og hendes lille omsorgsperson. En rolle, der lå så umådeligt langt fra min egen personlighed, men som blev et mønster jeg indoptog i min krop og i mit sind. Og som jeg tog med mig ud i livet i mine relationer til andre mennesker. Ikke at jeg blev deres lille mand, men jeg var opmærksom på deres behov, og hvad de trængte til, for derefter at forsøge at give dem det. Det var den måde jeg havde fundet tryghed på, og den måde jeg troede man opnåede tryghed på.

Jeg ved at mønsteret er min krop, og jeg ved, at når jeg bliver utryg eller bange for at andre mennesker ikke vil mig, slår jeg tilbage i det gamle mønster. Det er blandt andet det, jeg er forsøgt at komme ud af med mit udspring, fordi mønsteret er så umådeligt smertefuldt for mig. Det betyder at mine grænser bliver overtrådt, og gør ondt i sjælen. Men det er der stadig, og det er stadig noget, jeg må arbejde med for at passe på mig selv ved at mærke efter, hvornår noget er for meget for mig.

Med i mønsteret lå samtidig et krav om at præstere, om at kunne noget og gøre noget, om at jeg kun var god nok, hvis jeg præsterede og gjorde noget. Jeg var ikke kun min mors lille omsorgsperson, jeg var også den lille "mand" hun var stolt af og som kunne noget. Jeg følte jeg skulle kunne vise hende, at jeg var god til noget. At jeg var god i skolen, at jeg kunne spille musik for hende, at jeg kunne fortælle hende om dette og hint, eller vise hende andre ting jeg var god til. Det var den måde jeg fik hendes opmærksomhed på, og den længtes jeg virkelig efter. Ligesom jeg længtes efter tryghed, længtes jeg efter opmærksomhed, en opmærksomhed, der ikke krævede, at jeg skulle pine mig selv ved at foregive mig selv som en mand med styr på tingene og vidste, hvad han ville, men ved at være en følsom og kærlig pige. Jeg kan mærke at begge dele er tilstede i mig, ønsket om at kunne noget og ønsket om bare at kunne være. Mit sind er splittet over at ville vise verden jeg er noget, og på den anden side en længsel efter bare at kunne være og få tryghed.

Jeg håber det bliver lettere for mig at finde de ting jeg søger, og at jeg hen ad vejen tør åbne op.

Kærlig hilsen
Malene