Det handler om liv!

Hej kære blog.

Jeg er vred og ked af det. Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, og som jeg håber andre også vil læse og forhåbentlig blive klogere eller opnå større indsigt af. Det handler om, hvordan man kan nedbryde mennesker i sådan en grad, at de ønsker at slå sig selv ihjel, og om hvordan man forhåbentlig kan ændre tingene, så andre ikke også behøver at blive bragt så langt ud...

Jeg var til en transkønnets venindes fødselsdag i sidste uge og sov hos hende til dagen efter sammen med en ven her fra København. Dagen efter festen sidder vi og spiser morgenmad sammen, og diskuterer i den forbindelse livsfilosofi. Vi bliver uenige om vores synspunkter, hvilket gør min veninde sur, og hun forlader os og går ind på sit værelse. Jeg vil lidt tid efter gå ind til hende for at snakke om det, og for at se om vi ikke kan overens. Jeg siger kort nogle ting til hende, og vi sætter os på sengen, hvor vi i et lille stykke tid fortsætter med at snakke. Pludselig rejser hun sig dog op fra sengen, og begynder at tage nogle strips, der ligger på bordet. Hun sætter dem sammen, og tager dem ned over halsen som en halskæde, men hun bruger dem ikke til det. Hun strammer dem til, så meget, at hun ikke kan få vejret. Jeg bliver bange, og kalder i første omgang på min ven, som er inde ved siden. Han kommer ind, og jeg prøver at sige forskellige ting til min veninde, for at få hende til at stoppe med det hun er ved at foretage sig. Det gør han også, men det hjælper ikke. Hun reagerer ikke, og fortsætter med sin handling. Jeg får i mellemtiden øje på en saks, der ligger på bordet, som jeg griber ud efter og får fat i. Jeg vil klippe stripsene over, men min veninde slår, inden jeg når at komme til, saksen ud af hånden på mig. Min ven og jeg fortsætter med at sige, hun skal stoppe, men hun beholder stripsene på og sætter sig trodsigt på sengen. Man kan se hun har sværere og sværere ved at trække vejret. Saksen har hun kastet til side på værelset. Igen får jeg fat i den og kaster mig derefter kraftigt over hende. Min ven kommer til. Han hjælper med at holde hende fast, og sammen får vi klippet stripsene over, mens min veninde ligger under mig og skriger. Hun løber derefter ud af væreslet. Både min ven og jeg er i chok. Jeg tror ikke vi sige noget til at begynde med måske fuck, fuck, fuck eller andre edder. Jeg tror ikke vi forstår, hvad der lige er sket. Det hele er meget uvirkeligt og er gået så stærkt. Vi snakker bagefter med vores veninde om det der sket, men hun er sur, fordi vi reddet hendes liv eller... fordi vi fratog hende muligheden for at dø og komme væk herfra. For det var det hun ville, hun havde ikke lyst til at være her.

Jeg er vred på hende, fordi hun kunne finde på at gøre det, og samtidig mens vi var der. Samtidig kan jeg også godt sætte mig ind i, hvordan hun har det, og hvad der kan have fået hende til at gøre, som hun gjorde. Jeg har selv været der, og jeg har selv oplevet et selvhad så stærkt, at jeg ikke havde lyst til at være her og ikke havde lyst til at være sammen med nogen, men gjorde det fordi andre rådede mig til det, og fordi det var de små håb, der holdt mig igang. Jeg har også ligget med posen over hovedet, med bæltet om halsen, tænkt på at springe ud af vinduet og taget pillerne for at gøre en ende på det liv, der var så hårdt og smertefuldt. For at gøre en ende på mine lidelser og for at komme væk fra det, der ikke virkede til at kunne blive bedre eller føre noget godt med sig. Et par gange var det ved at lykkes. Men jeg tror, der var en eller anden, der holdt hånden over mig, og som gerne ville have, jeg blev her. Det er jeg i dag taknemmelig og glad for.

Men hvad er det, der kan bringe min veninde og jeg så langt ud, at vi ikke har lyst til at være her, så langt ud, at vi vil væk herfra og ikke ser nogen anden løsning end selvmord. Jeg kan ikke sige, hvad det præcis handler om for min veninde, men jeg tror, man kan nedbryde mennesker så voldsomt, være så hård ved dem, behandle dem så skidt, at de begynder at hade sig selv og ikke tror på de er noget værd, så de til sidst bliver selvdestruktive og ønsker at ødelægge sig selv. Det behøver ikke være fysisk vold eller direkte hån, nedgørelse eller latterliggørelse, men kan også være psykisk vold. At man ikke bliver hørt på, taget alvorligt, bliver hakket på, bliver kritiseret for at gøre tingene på sin egen måde, bliver talt ned til eller belært om man gør tingene på den forkerte måde, får at vide man ikke har forstand på det, at man har den forkerte opfattelse af tingene, ikke kan finde ud af hvordan man skal gøre, hvad man skal sige eller hvordan man skal opføre sig. Jeg ved ikke, hvem jeg skal give skylden eller hvem jeg skal blive vred på... Mine forældre, der ikke var gode nok til at passe på mig og give mig mulighed for at være sådan som jeg var; de børnehavepædagoger, der ikke lyttede til mig, når jeg prøvede at fortælle dem, jeg ikke følte mig godt tilpas med de andre børn og som i stedet for pressede mig til at gå ud og være vild med drengene, og som samtidig forlangte, at jeg skulle opføre mig og være som de andre drenge; de drenge der drillede/mobbede mig i folkeskolen for at være anderledes og som gjorde min skoletid til et mareridt, fordi jeg blev nødt til at holde øje med mig selv, så jeg ikke stak udenfor og påkaldte mig unødvendig opmærksomhed; de lærere der langt overvejende satte pris på og tillagde værdi til min drengede opførsel og deraf opfordrede mig til at være dreng som andre drenge; eller de mænd (og kvinder), der grinte af mig, skældte mig ud eller sagde jeg skulle "tage mig sammen" eller "mande mig op", når jeg gjorde eller følte sådan, som jeg havde det eller bedst kunne lide.

Jeg fik aldrig en opfattelse af, at jeg kunne være sig selv og gøre sådan som, jeg selv havde lyst til. Det drev mig ud i selvdestruktionen og gav mig til sidst lysten til at tage mig eget liv. Jeg følte ikke, jeg havde lov til at være her som det menneske jeg var. Heldigvis var jeg så heldig, at der var søde mennesker, der hjalp mig, og som lærte mig vigtigheden af at være egenkærlig og vende frustrationerne og vreden ud ad i stedet for ind ad. Det har hjulpet mig videre og givet mig en følelse af, at jeg også havde ret til at være tilstede, også selvom, jeg ikke føler, jeg bliver accepteret og anerkendt for at være mig. Jeg er stadig på vej i den proces, men er kommet et stykke videre, end jeg var for blot to-tre måneder siden. Men jeg ved også, jeg skal passe på, for verden kan være hård ved dem, der ikke er som de fleste er flest. Mig og min veninde er ikke de eneste transkønnede jeg har mødt, der har forsøgt at tage sit eget liv. Jeg har mødt og hørt om flere andre.

Nogle vil måske mene, at vi er skrøbelige, at det er vores egen skyld, at der er noget galt med os, at vi har psykiske problemer og burde tage os sammen. Derved bliver vi et objekt for det psykiatriske/offentlige behandlingssystem, hvor der bliver taget hånd om os, og hvor omverdenen så ved, hvordan de skal forholde sig til os; som syge, eller vi bliver et objekt for den fornedrelse, som har været så stor en del af mit og andres liv indtil nu; at vi er forkerte, åndssvage, dumme, ulækre, klamme eller hvad man ellers kan putte på os af negative ord.

Det ER godt, at hjælpen er der i psykiatriske og offentlige system. Det er og har jeg selv været glad for. Og det tror jeg også andre har. Men det bliver et problem, hvis man tror det er det rigtige, og det er det, der skal til for at hjælpe os som transkønnede. Ligeledes er det et problem, hvis man tror det er okay at håne os, mobbe os, tale grimt om os, fortælle os vi er forkerte eller, at der er noget galt med os. For man kan spørge sig selv om det os, der er noget galt med, eller om det er det samfund vi lever i, der gør det svært og i nogle tilfælde nærmest umuligt for os at være os selv? Jeg synes godt, man kan vende perspektivet om og sige, at det ikke er os transkønnede, der er syge eller forkerte, men at det er samfundet, og den måde vi bliver behandlet på af vores medmennesker, af det pædagogiske og uddannelsesmæssige system og af det offentlige/juridiske system, der gør os syge og i nogle tilfælde bringer os ud på selvmordets rand. For er det danske samfund et samfund, der giver (god) plads til mennesker, der ikke passer ind i de kasser, vi normalt opdeler hinanden i forhold til køn; som mand eller kvinde...?

Er vores skoler og daginstitutioner for det første for eksempel gode til at tage hensyn til børn, der ikke passer ind i de almindelige kasser for forventninger til drenge og piger? Til piger, der opfører sig mere maskulint end andre piger og som godt kan lide og gerne vil dyrke eller udtrykke deres maskuline sider, eller til drenge, der er mere feminine end de fleste andre drenge, og for hvem det er vigtigt at dyrke deres femininitet. Nogle børn har brug for andre påvirkninger, udfordringer og opfordringer end dem der normalt regnes for almindelige i forhold til drenge eller piger, for at de kan forme og udvikle sig til de mennsker, de er. Ellers risikerer samfundet at tabe dem på gulvet, når de ikke gider være med i det, der ellers foregår i skolen, fordi de føler sig ekskluderet og ikke føler, der er plads til dem. Jeg tror samtidig, at de fleste drenge og piger -uafhængigt af om de er transkønnede, homeseksuelle eller på anden måde er anderledes end det "almindelige" - vil være glade for at dyrke både deres maskuline og feminine side uafhængigt af, hvad deres biologiske køn er.

For det andet, er vores medmennesker gode til at acceptere transkønnede eller andre personer, der falder udenfor normen i forhold til, hvad der regnes for kvindelig og mandlig opførsel? Har danskerne generelt et positivt syn på transkønnede og andre kønslige og seksuelle minoriteter, og bliver vi mødt med anerkendelse og respekt? Det er desværre ikke udelukkende det, jeg møder, når jeg går på gaden, tager bussen, toget eller går i butikker og shopper. Og jeg bor endda - vil jeg vove at påstå - i en af de mest tolerante dele af landet, i København. Når jeg går på gaden møder jeg for eksempel mennesker som kigger underligt, stirrer eller som kommer med nedladende eller hånende udtryk som "føj", "hvor er du ulækker", "ad, det er en mand", "bøsse" eller andet. Heldigvis er kommentarerne ikke noget der sker hver dag eller ofte, men det sker, og det er noget, der ligger i mit baghoved, og som jeg er opmærksom på, når jeg går ud. Og jeg ved der er andre, der har oplevet værre ting, end jeg har. Det er desværre ofte særligt mænd, der kan være hånlige eller diskriminerende, eller som bliver stive, akavede, skal bryste sig eller på anden måde virke intolerante i deres opførsel overfor mig og andre transkønnede. Piger og kvinder er derimod ofte mere tolerante og har lettere ved at acceptere os, som de mennesker vi er.

For det tredje, er der problematikken om, hvordan vi som transkønnede bliver behandlet i det offentlige og juridiske system: Kan vi uden problemer skifte navn til det, vi har det bedst med, få et nyt CPR-nr, der stemmer overens med vores psykiske (egentlige) kønsidentitet, eller få hjælp til at blive afklaret med os selv om, hvordan vi har det bedst med at være og leve med vores specielle kønsidentitet? Det kan være svært, hvis vi ikke får mulighed for eller plads til at udforske os selv og vores måde at være i verden på ved at snakke om tingene og ved at prøve os selv af, i forhold til vores kønsidentitet, på forskellige måder og i forskellige kontekster under trygge og tillidsfulde forhold. Som det er i dag, kan vi ikke uden videre skifte navn til til modsatte køn medmindre vi er blevet erklæret transseksuel eller noget, der kan sidestilles hermed af Sexologisk klinik på Rigshospitalet. Ønsket om at få nyt CPR-nr. kan vi kun opnå, hvis vi bliver opereret. For transkønnede mænd vil det sige at få fjernet æggestokkene, og for transkønnede kvinder vil det sige at få fjernet penis og få opereret en vagina ind i stedet for. Hjælpen til at blive mere afklaret med sig selv, er set fra mit perspektiv både og. Der hvor vi per definition skulle kunne få hjælp, på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, er der for de fleste transkønnedes vedkommende ikke meget hjælp at hente. Det jeg fik at vide, da jeg var til samtale der, var, at det bedste for mig ville være at forlige mig med mit biologiske køn og således arbejde med mig selv for at acceptere det. Jeg tror ikke jeg havde siddet her i dag, hvis jeg skulle have fortsat med at være noget, jeg ikke var, og have gemt mig bag en facade, der hed mand, når jeg aldrig har været en mand, og heller aldrig bliver det. Jeg er transkønnet kvinde! Der er ligeledes mange andre transkønnede, der er kommet forgæves, når de er taget til Rigshospitalets Sexologiske Klinik for at få hjælp. Jeg tror kun jeg kender to, der er kommet igennem klinikkens strenge krav til at blive indstillet til en kønsskifteoperation, og jeg har efterhånden mødt mange andre transkønnede. Over 40. Samtidig er det heller ikke hjælp til at blive afklaret med dem selv de to, der er blevet godkendt til en operation, har modtaget på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Forløbet har nærmere været et forhør, hvor de som transkønnede skulle overbevise klinikken om, at de virkelige var transkønnede og havde et ønske om at blive kønsskifteopereret. Der blev ikke givet tid til afklaring og mulighed for at udforske sig selv og sit køn. Jeg ønsker ikke her at sige noget om, hvad der skal til for at man kan få en kønsskifteoperation, men stiller mig derimod kritisk overfor den måde man "hjælper" transkønnede på på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Jeg mener ikke, det er hjælp, vi får, når vi henvender os til Rigshospitalets Sexologiske Klinik.

Der hvor jeg til gengæld har fået hjælp, når det kommer til det offentlige system, er på Amager Psykiatriske Center, hvor jeg efter at have været indlagt 4 gange på deres psykiatriske afdeling endelig blev tilbudt en kontaktperson, jeg kunne komme til samtaler hos. Hos hende gik jeg til støttende samtaler, i første omgang for at afværge, at jeg skulle tage mit eget liv, men også for at blive bakket op i de ting, jeg kunne gøre for mig selv for at forbedre min situation. Det gav mig håb, lyst og mod på at gøre noget og tage udgangspunkt i, hvad kunne jeg gøre her og nu for at gøre mit liv bedre. Hun har været en stor hjælp for mig. Derudover er jeg også blevet tilbudt et længere psykoterapeutisk forløb, som jeg snart skal starte i, hvilket jeg ser frem til, og som jeg håber på kan være med til at give mig endnu større håb og mod på at møde verden, som mig selv.

Når jeg skriver de her ting, er det ikke fordi folk skal ynke eller have ondt af mig eller andre transkønnede. Men jeg skriver det, fordi jeg håber, det kan skabe større forståelse, accept og anerkendelse af os transkønnede som gruppe og mennesker. Både i det danske uddannelsessystem, i daginstitutioner, på sygehuse, i psykiatrien, hos læger, i loven og hos de mennesker, vi omgås og møder til daglig; den danske befolkning. Vi er flere, der har forsøgt at tage vores eget liv, fordi det virkede for smertefuldt, for hårdt og for udsigtsløst. Et menneskeliv er min optik et liv for meget, hvis det kunne være undgået. Det handler om menneskeliv, mennesker der ikke ønsker at være her. Kan det virkelig være rigtigt? Skal det være sådan at være transkønnet i Danmark? Skal det danske samfund, og de mennesker der lever i det behandle en gruppe af mennesker så dårligt, at resultatet bliver, at nogle af dem ønsker at tage deres eget liv. Jeg synes det ikke og håber, at jeg med disse ord kan appellere til større tolerance, anerkendelse og respekt af transkønnede, og at de gode ting, der sker for mig og andre transkønnede bliver flere, så vi kan føle os som respekterede og ligeværdige medmennesker.

Med håbet om tolerance og respekt
Malene Lang Hansen