mandag den 14. februar 2011

De gode ting og opbrud

Hej kære blog.

Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet til dig. Der sker gode ting i øjeblikket. Verden og mit syn på verden forandrer sig langsomt... Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg tror, at det der først og fremmest er med til at ændre mit syn på verden, er at jeg er begyndt at gøre gode ting for mig selv. Jeg er begyndt at gøre noget godt for mig selv hver dag. Det kan være små ting som at drikke en kop the eller to på arbejdet, sørge for at spise lidt frugt, eller det kan være at bruge tid på at danse til musik, barbere ben, eller hvad jeg ellers kan finde på, der giver mig selv velvære. Mange terapeuter og lignende siger også, at det man sender ud, det får man igen. Det vil sige, de signaler du giver til andre mennesker, er dem de reagerer på og forholder sig til. Hvis man eksempelvis ikke føler sig som en, der er værd at elske, så vil det også være sådan andre mennesker betragter og reagerer på en. Selfølgelig er det nok ikke helt så simpelt, jeg tror også man kan møde gavmildhed og forståelse, selvom man har svært ved at holde af sig selv. Men jeg tror, at der er noget om, at kærligheden skal komme indefra. At man må lære at holde af sig selv, for at man rigtig kan holde af andre, og tage imod den kærlighed andre måtte give.

Jeg opbyggede fra barnsben af et stort selvhad til mig selv. Jeg var ikke som de andre drenge, men lignede dem alligevel. Jeg opførte mig måske anderledes, gjorde tingene på en anden måde, eller havde lyst til at gøre dem på en anden måde. Drengene ville gerne lege vilde lege og slås, og de ville gerne kæmpe med hinanden. Jeg havde nok inderst inde mere lyst til at være pjattet og fjantet, lege med dukker, lege i sandkassen eller gøre andre mere bløde og pigede ting. Men jeg kom til at slås med drengene, jeg kom til at kæmpe med dem, og jeg kom til at forsøge at gøre mig selv bedre end dem.

Jeg tror, jeg på den ene side havde svært ved at finde ud af, hvor jeg hørte til. Jeg lignede en dreng, men følte mig som en pige, og der var ikke andre, der var ligesom mig. Jeg havde ikke nogen, jeg direkte kunne spejle mig i. Og som alle andre børn ville jeg gerne være med og have nogen at lege med. Jeg tror derfor jeg lærte at acceptere drengenes måde at lege på, selvom den ikke var "min", og lærte at være med i det de foretog sig. Derudover var der frygten for, at nogle af drengenes mobberier eller drillerier. De havde nogle gange været efter mig eller truet mig, hvis jeg opførte anderledes eller på måder, der ikke var ligesom andre drenges. Det kunne være i kropsholdning, mimik, eller hvis jeg legede for meget med pigerne eller for tøset. Jeg havde det, ubevidst tror jeg, som om der blev lagt mærke til mine bevægelser, og den måde jeg gjorde tingene på, hvorved jeg skulle passe på, jeg ikke gjorde det "forkert". Det kunne få mig til at falde udenfor, og medføre drillerier og hån. Jeg havde det som om, at jeg skulle sikre mig, at jeg ikke gjorde noget, der kunne vække de drillende drenges negative opmærksomhed mod mig.

Omkring mig i min opdragelse, om det så var med pisk eller gulerød, var der samtidig forventningerne til, hvordan jeg burde være. Det var fra mine forældres side, pædagogers side, skolelæreres side eller andre autoritetsfigurer, der var i kontakt med mig i min barndom. De havde en bestemt forestilling eller ide om, hvordan jeg burde være, eller hvordan jeg burde gøre tingene. Det var for det første en mere voldsom og hård måde at gøre tingene på, end hvad jeg, når jeg ser tilbage, syntes godt om. Det var en forventning om, at kunne præstere, levere og yde til min grænse - på deres præmisser. Herudover var der forventningerne til, hvordan "man" gjorde, og "man" var en dreng. Der var de kønspraksisser, der knytter sig til drenget opførsel, som jeg tror for en stor dels vedkommende blev mine. Det var forventninger til, hvordan man stod, gik, hvilke ting man burde kunne, og hvad man burde interessere sig for og hvad der var vigtigt at gøre. Alt det der kunne lægges vægt på, for at man kunne blive en mand.

Det var det jeg endte med at forsøge at blive, det var det jeg endte med at forsøge at leve op til. Med vold og magt forsøge at regne ud, hvordan jeg burde være, og hvordan jeg burde gøre for at være en "rigtig" mand. Det kammede til sidst over og slog mig ud, psykisk. Og jeg er nu i gang med at genopbygge mig selv, og finde nogle andre ben at stå på, som er mere mine egne og som tager udgangspunkt i det, jeg synes er vigtigt.

PS. Det strejfer mig, når jeg læser det her, at det ser ud som om, jeg ikke har haft en vilje, og det tror jeg heller ikke, jeg har haft, jeg tror den blev knust tidligt. At jeg mistede mig selv tidligt til fordel for omverdenens krav og forventninger. Og nu prøver jeg at finde ord, der kan hjælpe mig med at vikle mig ud af alle de tilpasningssmønstre. For det er også en del af processen, en del af det arbejde, jeg laver med mig selv; at skrive om, hvad jeg følte, og hvordan jeg tænkte i min barndom, når jeg ser tilbage på det nu. For derved at lette, lufte ud i nogle af de destruktive mønstre, jeg har indoptaget og dermed frisætte mig fra nogle af de begrænsninger, der har fulgt med. Det er arbejde, der flytter sig i små skridt, men som jeg kan mærke har en positiv effekt, når jeg gør det sammen med de gode handlinger for mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar