lørdag den 27. august 2011

De dumme mænd og maskulinitetsidealet

Kære Blog.

Der er noget jeg godt vil dele med dig. Det er snart længe siden jeg har skrevet. Jeg har prøvet at skrive flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle formulere mig. Det handler om mænd, rettere bestemt mænd, der ikke befinder sig inden for LGBT-miljøet (Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender) , men som jeg på en den ene eller anden måde kommer i berørring eller kontakt med. Jeg har det svært med dem, og mange af dem har det vidst også svært med mig. Der er i hvert fald mange af dem, der ikke har lyst til at snakke med mig eller interessere sig for, hvem eller hvad jeg er. Ikke at de siger det direkte, men de undgår at hilse, kigger væk, når jeg kommer eller undgår at snakke med mig, hvis de kan komme til det. Jeg oplever det på mit kollegium, på mit arbejde og ude i byen, når jeg handler eller shopper. Men hvorfor er det sådan? Det spørger jeg tit mig selv om. Hvad er det der afskrækker dem sådan, og får dem til at holde sig væk? Er det så farligt, forkert, mærkeligt, underligt eller hvad man ellers kunne finde på af ord at være transkønnet, at være en kvinde født i en mands krop? Jeg synes det ikke inderst inde, men det gør de åbenbart, og jeg kan ikke lade være at blive påvirket af det. Derfor skriver jeg dette indlæg.

Jeg bliver i første omgang vred, jeg bliver sur, jeg bliver irriteret, og tænker de er dumme, åndssvage og nogle idioter. Men jeg bliver også ked af det, for jeg kunne egentlig godt tænke mig at snakke med dem. Jeg er interesseret i mænd og synes nogle af dem er spændende, men det er desværre så sjældent gengældt. Ærlig talt så savner jeg faktisk deres opmærksomhed ret meget... Derudover bliver jeg også bange, jeg bliver bange for, at jeg bliver nødt til at forsvare mig selv overfor dem, når jeg ikke ved om de accepterer mig. Om jeg kan risikere at blive mobbet, truet eller latterliggjort, ligesom man har hørt om med andre transkønnede. Jeg var på et tidspunkt startet til selvforsvar, og måske skulle jeg starte op igen... Det er i hvert fald noget jeg overvejer, selvom jeg synes det er noget pis. For jeg gider ikke bruge et helt liv på at gå rundt og forsvare mig selv, det er mit liv for kort til og jeg vil også kunne slappe af, nyde, føle mig tryg og sikker.

Men hvad er det så med de mænd? Hvad er det, jeg oplever med dem? Jeg oplever på den ene side, at de er nogle fucking idioter. Hvorfor det? Ja, fordi de altid på en eller anden måde har talt ned til mig og fået mig til at føle mig mindreværdig. Jeg havde en drengekrop ligesom dem og blev opdraget og behandlet ligesom andre drenge i min barndom og ungdom. Jeg tror i hvert fald, at det er sådan, de har tænkt, dem jeg har været i kontakt med i mit liv, før jeg sprang ud som transkønnet kvinde. Det betød, at der var nogle ting, man skulle kunne, som man gerne skulle kunne leve op til. En slags maskulinitetsideal! Sætninger som "er du svag?", "er du en kylling?", "er du en bangebuks?", "er du en svans?", "tør du ikke?", "er du tøset?" klingede lystigt fra andre drenges eller voksne mænds mund. Og de ting måtte man i hvert fald ikke være. Det var ildeset og noget der blev set ned på af andre drenge og mænd. Samtidig var der ting, man skulle leve op til: "Have styr på tingene", "have overblik", "vide hvad man vidste, hvad man kunne og hvad man ville", "helst ikke virke usikker eller vævende", "helst ikke udvise frygt eller virke som om man var bange". Jeg oplevede samtidig, at nogle mænd kunne behandle mig hårdt, i form af "nu måtte jeg tage mig sammen", "mande mig op", "vise mig som en mand", og "gøre det ordentligt", "ikke slå så vattet med den hammer...". I mit næste liv kan de sgu få et gok med den hammer, hvis ikke de lukker røven, og lader mig være den jeg er! Det blev tilsammen på en eller anden måde til, at jeg skulle kunne være, vildere, stærkere, hårdere og slagkraftigere. Jeg følte, at får at blive accepteret skulle jeg kunne være mere, end jeg egentlig var, jeg skulle kunne gøre mere end jeg egentlig havde lyst til, mere end jeg egentlig syntes var sjovt. Det er måske vigtigt at pointere, at det på en eller anden måde nok også hænger sammen med, at jeg hjemmefra havde lært, at jeg altid skulle kunne gøre mere end, hvad der blev forlangt. At jeg helst skulle kunne gøre det bedre. Indvendigt følte jeg, at jeg skulle kunne overgå mig selv. Og fuck jer, der er nogen der burde dø for dette, for jeg døde indvendigt, og min oplevelse af mig selv forsvandt, fordi det handlede om at kunne være mere, bedre og dygtigere end de andre. Og det var på de fucking drenges præmisser...!

En anden side af det med de drenge og mænd er som jeg skrev tidligere, at jeg inderst inde er interesseret i dem. Jeg tænder på mænd og det er på heteroseksuelle eller biseksuelle mænd, Mænd der er interesseret i kvinder. Jeg har prøvet at være sammen med bøsser. Men det er ikke mig som mig de tænder på. De tænder formentlig på min krop, men jeg oplever ikke, at de reagerer på de signaler jeg sender, når jeg godt vil lægge an på dem eller i tættere kontakt med dem. Og jeg tænder heller ikke på de signaler de sender til mig, hvis de prøver at lægge an på mig. Så det er de biseseksuelle eller heteroseksuelle mænd, jeg godt vil have fat i. Men det er ikke let. Jeg møder i hvert fald ikke så mange af dem. Hvis de er biseksuelle er der mange, der ikke er åbne omkring det, og hvis de er heteroseksuelle er det sjældent, de tænder på mig eller interesseret i mig. Oftest oplever jeg de afskyr mig eller væmmes ved mig, fordi de ser mig som en anden mand i dametøj. Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, for jeg har ikke spurgt dem, men hvis der er nogen mænd, der læser dette, kan de måske svare...?

Hvis jeg skal komme med en kritik, og det vil jeg gerne, for jeg synes der er nok at kritisere i forhold til dette, er det nok den mangel på rummelighed for mangfoldighed, der er i vores samfund. Det er ikke særlig let at stikke udenfor, at være anderledes og ikke leve op til normen. Og det er nok også en af grundene til at så få biseksuelle mænd er åbne omkring det. Og sjovt nok - eller det er ikke sjovt, men trist - er det sværere for mænd at være biseksuelle og være tiltrukket af andre mænd eller af transkønnede end det er for kvinder at være biseksuel og være tiltrukket af andre kvinder eller af transkønnede. Og igen har det nok noget at gøre med det maskulinitetsideal, der hersker blandt mænd. Der er i hvert fald studier i sociologien, der peger på, at det mindst velsete blandt mænd er at være feminin eller opføre sig feminint og virke tøset. Og det inkluderer samtidig det at være tiltrukket af andre mænd, for så er man jo ikke en "rigtig" mand. Jeg sagde det på et tidspunkt højt, da jeg sad og snakkede med nogen af kvinderne, der bor her på mit kollegium, og der sad også to mænd ved bordet. Da jeg sagde, at grunden til at mange mænd havde svært ved at acceptere mig som transkønnet, nok havde noget at gøre med maskulinitetsideal, blev de meget stille, begyndte at klø sig i nakken og virke ubekvemme. Så det helt ved siden af er det nok ikke skudt, selvom det selvfølgelig ikke gælder for alle mænd, og tak for det og high five til jer, der holder fanen højt for mangfoldighed, accept og tolerance. Det gør min og andre transkønnedes hverdag lettere og bedre, og så håber jeg, vi i fremtiden vil se flere mennesker bryde med de snævre rammer for, hvordan man kan være mand - eller kvinde, eller noget der ligger midt i mellem, og at der bliver bedre plads til at være de mennesker, vi hver især er. For den rummelighed er set fra mit synspunkt begrænset på nuværende tidspunkt...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar