torsdag den 9. december 2010

Mønstre fra barndommen

Hej kære Blog.

Jeg prøver at sætte ord på de ting jeg har oplevet, og jeg prøver at fortælle andre mennesker om det, der ligger mig på sinde, om det jeg mærker i mit hjerte. Jeg vil gerne fortælle om min historie, om de ting jeg har oplevet, om hvordan mit forløb har været i forhold til det at være transkønnet og i det hele taget, om hvordan det er at være mig. Men det er som om der er så få der forstår det, som om det kun er de færreste der rigtig kan sætte sig ind i det. Jeg vil prøve at sætte nogle ord på det her.

Jeg levede i mange år for min mor skyld. Jeg levede for at gøre hende glad, tilfredstille hende og sørge for hun havde det godt. Jeg var bange for at miste hende, jeg var bange for hun skulle gå fra mig. Jeg havde oplevet, at når hende og far skændtes, da jeg var lille, kunne hun finde på at gå, hvis det blev for meget for hende. Det kunne jeg ikke bære, det ville jeg ikke kunne leve med. Jeg var bange for, jeg kunne miste hende for altid, at hun for evigt ville forsvinde ud af min verden. Jeg lærte derfor ikke at gøre for meget besvær, gøre mor sur eller skuffet. Og jeg lærte at give hende det, hun gerne ville have. På den måde blev jeg hendes lille fortrolige og hendes lille hjælper, jeg var der for hende og jeg lyttede på hende, når hun havde det svært eller følte sig dårligt behandlet, også hvis det var min far, hun havde det skidt med. Jeg kunne ikke bære tanken om, at hun kunne forsvinde - for det var det jeg troede som barn, og de følelser jeg stadig kan gå rundt med. Jeg gav hende derfor, hvad hun havde brug for, det hun trængte til. Og jeg blev hendes lille mand, jeg blev hendes lille beskytter og hendes lille omsorgsperson. En rolle, der lå så umådeligt langt fra min egen personlighed, men som blev et mønster jeg indoptog i min krop og i mit sind. Og som jeg tog med mig ud i livet i mine relationer til andre mennesker. Ikke at jeg blev deres lille mand, men jeg var opmærksom på deres behov, og hvad de trængte til, for derefter at forsøge at give dem det. Det var den måde jeg havde fundet tryghed på, og den måde jeg troede man opnåede tryghed på.

Jeg ved at mønsteret er min krop, og jeg ved, at når jeg bliver utryg eller bange for at andre mennesker ikke vil mig, slår jeg tilbage i det gamle mønster. Det er blandt andet det, jeg er forsøgt at komme ud af med mit udspring, fordi mønsteret er så umådeligt smertefuldt for mig. Det betyder at mine grænser bliver overtrådt, og gør ondt i sjælen. Men det er der stadig, og det er stadig noget, jeg må arbejde med for at passe på mig selv ved at mærke efter, hvornår noget er for meget for mig.

Med i mønsteret lå samtidig et krav om at præstere, om at kunne noget og gøre noget, om at jeg kun var god nok, hvis jeg præsterede og gjorde noget. Jeg var ikke kun min mors lille omsorgsperson, jeg var også den lille "mand" hun var stolt af og som kunne noget. Jeg følte jeg skulle kunne vise hende, at jeg var god til noget. At jeg var god i skolen, at jeg kunne spille musik for hende, at jeg kunne fortælle hende om dette og hint, eller vise hende andre ting jeg var god til. Det var den måde jeg fik hendes opmærksomhed på, og den længtes jeg virkelig efter. Ligesom jeg længtes efter tryghed, længtes jeg efter opmærksomhed, en opmærksomhed, der ikke krævede, at jeg skulle pine mig selv ved at foregive mig selv som en mand med styr på tingene og vidste, hvad han ville, men ved at være en følsom og kærlig pige. Jeg kan mærke at begge dele er tilstede i mig, ønsket om at kunne noget og ønsket om bare at kunne være. Mit sind er splittet over at ville vise verden jeg er noget, og på den anden side en længsel efter bare at kunne være og få tryghed.

Jeg håber det bliver lettere for mig at finde de ting jeg søger, og at jeg hen ad vejen tør åbne op.

Kærlig hilsen
Malene

2 kommentarer:

  1. Kære Malene,
    Jeg er sikker på, at de fleste transkønnede vil kunne nikke genkendende til det du skriver på din blog. Jeg ønsker dig alt vel på din videre rejse :)

    SvarSlet
  2. Kære Malene,
    Jeg genkender en del af din historie, selvom jeg er født som kvinde og er glad for det. Jeg er imponeret over, at du er så velformuleret og afklaret, og jeg vil høre, om du vil hjælpe min veninde, som er født som dreng og er meget ulykkelig over det? Hun er angst og usikker og kan derfor ikke selv kontakte dig i første omgang. Derfor fungerer jeg som mellemmand. Må jeg bede dig kontakte mig på nestra@live.dk?
    Kærlig hilsen Amalie

    SvarSlet